Grundskolen, Ungdomsuddannelser

Roni Horn

  • Dato
    2.5.2024 - 1.9.2024

Der er stærke kræfter på spil hos amerikanske Roni Horn (f. 1955), et af samtidskunstens største navne og mest alsidige talenter. Undervisningsforløbet arbejder med temaer som identitet, foranderlighed og natur.

Roni Horns værk kredser dybest set om identitet. Hvem er jeg, hvad betyder mit køn, hvilket sprog er til rådighed for følelser, hvad er naturens orden over for menneskets? Hendes spørgsmål er filosofiske og fundamentale, hendes svar er de konkrete kunstværker – åbne for fortolkning.

I hendes værk, der kan forekomme knivskarpt og køligt, mødes menneske og landskab, det faste og foranderlige, det mørke og det lyse – og her strømmer lys, vand og vejr. På udstillingen vises skulpturer i stort format side om side med fotografier, tegninger, skrift og film.

Roni Horn er også lidt af en film-freak, og hun trækker på filmens sprog og virkemidler i sin praksis og sine fortællinger. Louisianas udstilling bruger netop denne indgang som nøgle til at åbne hendes ofte gådefulde værk. I rummene præsenteres Horns fotografi, tegning og skulptur derfor sammen med filmklip af mestre som Bergman, Dreyer, von Trier, Chabrol og Hitchcock.

Undervisningen tilpasses alderstrinnet og foregår i udstillingen med dialog, skitsetegning eller processkrivning. I 2-timersforløbet foregår anden time i værkstedet, hvor eleverne selv arbejder kreativt inspireret af udstillingen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få opdateringer om undervisningsforløb.

SÅDAN BOOKER DU

For booking, skriv til: booking@louisiana.dk
Ved booking vil vi bede dig specificere:

  • Dato og tid for undervisningsforløb
  • Antal deltagende elever
  • Hvilket forløb der ønskes
  • Kontaktinformation samt email hvortil ordrebekræftelsen skal sendes
  • Hvis nogen i gruppen har gangbesvær af hensyn til adgang til undervisningslokalet

Bemærk: Booking er først gennemført, når du har modtaget en skriftlig ordrebekræftelse fra museet.
I er altid velkomne til at ringe direkte for at for at få mere information på tlf. 49 19 07 19 (mandag – torsdag, 9.00 – 15.00)

1-times forløb
Kan bookes for max 28 elever tirsdag til fredag på følgende tidspunkter: kl. 11.15, 12.30 og 14.
Pris: Kr. 500

2-timers forløb
Kan bookes for max 28 elever tirsdag til fredag på følgende tidspunkter: 11.15 og 13.
Pris: Kr. 950

Her kan I vælge mellem:

  • Værkstedsbesøg indledt med besøg på udstillingen.
  • Undervisning med bl.a. skitsetegning foran værkerne.

Fredag kl. 13 er der kun mulighed for 2 timer i udstillingen, ikke værksteds besøg.

For både 1 og 2-timers forløb gælder:
Vi mødes i Foyeren ved museets indgang.