AFTENENS PROGRAM

Beethoven Variationer op. 44
Beethoven Piano trio op. 1/2
Beethoven Piano trio op. 97 (Ærkehertug-trioen)

Det er kun en bagatel, men hvilken bagatel! Für Elise hedder den og har gjort sin ophavsmand kendt for klaverelever verden over lige siden den blev komponeret i 1808. Let at spille – stor romantisk effekt. Beethoven hed komponisten, han var i slutningen af 30’erne og ledte stadig efter den eneste ene, og måske havde han fundet hende i Therese Malfatti, en 17-årig smuk pige, datter af velhavende og kultiverede forældre. Det var dengang, man kurtiserede kvinder, og da Beethoven hverken var smuk, ung eller særlig charmerende, satsede han på sin musik og berømmelse. Han skrev og dedikerede musik til den unge Therese, og et af stykkerne var Für Elise, der jo egentlig burde hedde Für Therese, men da familien Malfatti rangerede højere på den sociale rangstige end Beethoven, kunne han ikke direkte tilkendegive sin kærlighed og brugte kælenavnet Elise i sin dedikation. Han lod i øvrigt også en ven fri til Therese for sig, men blev afvist af forældrene. Tilbage står det lille stykke – bagatellen – og vidner om komponistens sværmeriske følelser.

Og vidner om, hvordan en dedikation bliver til en titel, der bliver en mærkevare for en komponist, der givetvis aldrig havde drømt om, at Für Elise skulle blive et af hans kendteste værker. Titler har det med at få deres eget liv, nogle gange ude af den kontekst værket egentlig blev skrevet. Et eksempel er Mozarts Elvira Madigan-koncert. Men ikke mindst hos Beethoven er der mange titler, der på godt og ondt hænger ved værkerne. Nogle er hans egne, andre er kommet til senere, men fælles for dem er, at de sjældent tilfører musikken nye kvaliteter. På den anden side fortæller de historier, understreger myter og vækker nysgerrighed. En titel som Gassenhauer-trioen (opus 11 fra 1797) peger på, at Beethoven i sidste sats skrev variationer over en populær operaarie. Gassenhauer betyder døgnflue, men det er trioen bestemt ikke. Eller hvad med Hammerklaversonaten? Er Beethoven skiftet til byggebranchen? Svaret kommer lidt senere. Det kan være sjovt, berigende, foruroligende med titler, og de har den fordel, at de fremhæver nogle værker frem for dem, der ingen har. Men de sidste risikerer så til gengæld at stå i skyggen, at blive glemt og overset. Medaljen har både en forside og en bagside.

Titler kan sætte fantasien i gang. Blot blandt klaversonaterne Pathétique, Quasi una fantasia og Pastorale, eller som f.eks. i den første samling af strygekvartetter op.18, der i følelsesregister strækker sig fra Kompliment-kvartetten nr. 2 til La Malinconia, som Beethoven skrev som overskrift til sidste sats i nr. 6. Fra lys, munter, høfligheds-overflade til sindets mørke og melankolske sider. Især det sidste passede på Beethoven. I en af sine senere klaversonater, op. 57 i f-mol, komponerede Beethoven hele kompasset af følelser ind i tre satser. Beethoven-eleven Carl Czerny kaldte siden sonaten Appasionata, og det er en titel, der smukt fanger de følelser, det gennempassionerede, der identificerer denne sonate.

Men mindre kan gøre det. En enkel sats i cis-mol med såre enkle midler – næsten som var det Mozart – venstre hånd med treklangsbrydninger og en spinkel melodi i højre hånd. Musik der kan fremmane alskens billeder, og så blev det måneskin, der vandt. Måneskinssonaten har også sin egen kærlighedshistorie til endnu en smuk pige: den 17-årige Giulietta Guicciardi, hvis forhold til komponisten var tvetydigt. Han bestormede hende – hun flirtede. Hun var adelig, enhver tanke om ægteskab var umulig, og så syntes hun, han var grim. Men hun er alligevel udødeliggjort gennem denne ene sats.

Symfoni nr. 2 er kommet til at stå i skyggen af den efterfølgende 3. Symfoni, måske fordi den aldrig fik en titel. Det gjorde 3. Symfoni til gengæld. Eroica-symfonien står som indgangsportal til det, man kalder Beethovens ”heroiske” periode. Symfonien med fortællingen om tilegnelsen til Napoleon, der stod som en frihedshelt lige indtil han svigtede idealerne om lighed, frihed og broderskab, hvorefter Beethoven kradsede tilegnelsen ud på titelbladet. Der kom flere værker med og uden titler, der pegede på frihedsbudskabet: operaen Fidelio, Waldstein-sonaten op. 53 (der var dedikeret Beethovens ven og mæcen), Kejser-koncerten (Klaverkoncert nr. 5 – kaldt ’Kejser’ fordi den overgik alle andre koncerter – ikke Beethovens opfindelse!), 4. Symfoni, Appasionata-sonaten op. 57, Ærkehertug-trioen op. 97 (tilegnet den østrigske ærkehertug Rudolph) og Skæbne-symfonien.

Men til trods for alle associationer og billeder i Beethovens musik, var komponisten selv forbeholden over for titler. Ligesom titlerne, har malerier, breve og sladder bidraget til billedet af et geni, der trodsede sin egen skæbne med guddommelig inspireret musik.

Netop skæbne-motivet fik sin helt egen placering med 5. Symfoni komponeret i årene 1806-08. Beethoven har sagt: ”Her banker skæbnen på døren” om det markante indledende tema i 1. sats. Herfra er der ikke langt til simpelthen at kalde værket Skæbnesymfonien, en titel der har sat sig fast og risikerer at skygge for det egentlige musikalske budskab: kampen frem mod sejr. Sejrssymfonien kunne den med bedre ret have heddet, men den titel kunne gælde de fleste af Beethovens symfonier, så det ville heller ikke give god mening. Musikken – i dette tilfælde 5. Symfoni – har direkte adgang til dybere lag i underbevidstheden. Måske var det disse lag, der kom til udtryk, da Carl Czerny mange år efter Beethovens død udtrykte, at den langsomme sats i Klavertrio op. 70/1 mindede ham om Shakespeares Hamlet, der ser sin fars genfærd, og så var det snublende nær at kalde den for Spøgelsestrioen. Spøgeri havde gode betingelser i romantikken med sin dyrkelse af en anden mystisk dimension bag døden.

Beethoven var ikke mystiker. Hans udgangspunkt var altid musikkens materiale, hans mål et humanistisk budskab – i hvert tilfælde i de større værker med 9. Symfoni (Korsymfonien) som et sidste strålende eksempel. I al sin afsondrethed kunne han leve fuldtud i sine noder og eksperimentere i tid og rum. Det gjorde han især i det, der er kaldt ’den tredje periode’, hvor han mestendels koncentrerede sig om kammermusik og soloklavermusik. Til det sidste hører Hammer-klaversonaten op.106, der har fået denne titel, fordi Beethoven har skrevet, at den er komponeret for et hammerklaver, hvor strengene bliver slået an af små hamre. I virkeligheden kaldes sonaterne op. 101 og 109 også ”Für das Hammerklavier”, men op.106 løb med titlen. Måske med god grund, for hér samler Beethoven al sin erfaring på klaversonateområdet og kombinerer den med en fabulerende frihed og opfindsomhed på alle musikalske parametre.

Tekster © Steen Christian Steensen.