AFTENENS PROGRAM

Brahms Strygekvintet nr. 2 op. 111
Brahms Pianokvintet op. 34

Der findes en karikaturtegning af Johannes Brahms. ”Brahms på vej til ’Det Røde Pindsvin’” hedder teksten og indikerer, at komponisten skal på værtshus. Et skridt bag ham trisser et lille rødt pindsvin. Da pladeselskabet Deutsche Grammophon i 1997 skulle markere 100-året for Brahms’ død med en udgivelse af hans samlede værker, udgjorde karikaturtegningen og dermed det røde pindsvin logoet. Det lille piggede dyr har hængt uløseligt sammen med den tyske komponist. En af grundene kan være, at pindsvinet ruller sig sammen i forsvarsposition, når det føler fare på færde.

Hele sit liv var Brahms parat til at rulle sig sammen, afvise omverden, forskanse sig i en attitude af hårdhed. Han blev karakteriseret som grov, fåmælt, socialt kejtet og melankolsk. Alligevel havde han nære venner, der fandt sig i hans udfald, for han havde også gode menneskelige egenskaber og han dømte ikke nogen moralsk.

”Jeg ønsker at tro, at jeg er bedre end min musik” skrev han til Clara Schumann og mente dermed, at han hellere ville huskes for sine menneskelige egenskaber end for sin musik. I øvrigt havde han ikke høje tanker om at blive husket som komponist. Men han fik ikke ret.

I dag anses han som den mest tyske komponist af alle, og i verden kandiderer han til at være den mest følsomme og måske også menneskelige. Det kan komme an på en prøve ved at plukke fire-fem værker ud og lytte til, hvordan de kan karakterisere Brahms’ menneskelige, åndelige og måske endda religiøse ståsted.

Med Strygekvintet i f-mol opus 34 komponeret i 1862 af en 29-årig Brahms demonstrerede han, at nu mestrede han kammermusikgenren. Værket er overdådigt, er ved at blive blæst omkuld af de Sturm und Drang-stemninger, der påvirkede den unge Brahms, lige indtil sidstesatsen. Det er præcis hér, at Brahms smider fortøjningerne til den romantiske stil og eksperimenterer på livet løs med en fortættet indledning ladet med sorg og klage. Satsen brydes i mindre stykker, afbrydes af umotiverede musikalske udbrud og voldsomme udladninger. Det er som om alt er på spil i denne sats: ikke bare følelser men dybt ned i det eksistentielle. Som om der finder en åndelig kamp sted mellem fem strygere. En kamp der slutter i en sejrende finale.

Brahms begyndte denne åndelige rejse allerede i 1856 med korværket Geistliches Lied, som på smukkeste vis udtrykker ro i sindet. Det er også på dette tidspunkt, at han arbejder med musik, som siden skulle anvendes i Ein deutsches Requiem, ligesom det kunne bruges til 1. Symfoni eller en klaverkoncert. Brahms holdt sig ikke tilbage, når det gjaldt at låne – heller ikke fra sig selv.

Var Brahms protestant? Katolik var han ikke, og var han overhovedet troende? Disse spørgsmål kan man måske få besvaret ved at lytte til Ein deutsches Requiem – et af de værker, der gjorde Brahms kendt og skattet både i Tyskland og udenlands, endnu mens han levede. Om værkets popularitet i dag vidner blot antallet af indspilninger. Ein deutsches Requiem har stadig et stærkt budskab. Men hvilket?

Han samlede tekster til requiet fra Bibelen, som han kendte indgående. Brahms’ personlige eksemplar af Bibelen er bevaret, og de mange blyantsunderstregninger og henvisninger vidner om indgående studier. Udvalget af tekster i Ein deutsches Requiem er både fra Det Gamle og Det Nye Testamente, og værket adskiller sig på alle måder fra det latinske requiem, ikke mindst ved at undgå at nævne dommens dag (vredens dag) og forbøn for de døde sjæle. Men Brahms drejer også uden om den protestantiske tro på Jesus som frelser. Dette blev han kritiseret for af dirigenten og teologen Karl Martin Reinthaler, som var ansvarlig for førsteopførelsen i Bremen langfredag 1868, og ved hvilken lejlighed man på hans anbefaling indskød arien I know that my Redeemer liveth fra Händels Messias. Brahms skulle siden komponere satsen Ihr habt nun Traurigkeit, så requiet i dag fremstår i sin syvsatsede, symmetriske form.

Når Ein deutsches Requiem straks opnåede en popularitet, som har holdt sig lige siden, skyldes det måske, at Brahms netop ikke går dogmatisk til værks. Han har sagt, at værket lige så godt kunne have heddet ’Ein menschliches Requiem’, og det passer al den stund, at et af hovedbudskaberne er trøst til de efterladte og at selv om døden er grusom og endelig, så vil Gud tage sig af de døde. Sidstesatsens tekst fra Johannes Åbenbaring siger: ”Salige er de døde, som fra nu af dør i Herren. Ja, siger Ånden, de skal hvile efter deres møje, for deres gerninger følger dem.” Denne sats er fyldt med lys, trøst og håb. Og det er måske ’budskabet’ for Brahms, at Gud tager sig af det enkelte menneske.

Brahms troede på de bedste sider af menneskelighed – Menschenbild – og på musikkens kraft til at give denne transcendente og selvstændige udtryk. Umiddelbart efter Ein deutsches Requiem komponerede han kor- og orkesterværket Schicksalslied (1868-71) til en tekst af den tyske digter Friedrich Hölderlin, der, mens han endnu var mentalt sund, skrev sig ind i en tysk idealisme med en drøm om den genrejste antik bl.a. i hovedværket Hyperion, hvorfra Schicksalslied stammer. Digtet er todelt. I første del beskrives en himmelsk idyl forbeholdt de velsignede sjæle, der ikke er ramt af skæbnen, mens den anden del beskriver et jordisk inferno for de skæbneramte. Hér slutter Hölderlins digt, men Brahms komponerer en tredje del, der i stemning og musikalsk indhold minder om den første.

Både i Ein deutsches Requiem og Schicksalslied er trøsten til stede, men den er menneskelig, ikke åndelig, beregnet på denne verden, ikke den næste. I denne verden fortsatte Brahms sin store produktion af bl.a. kammermusik, men da han var 57 år, skulle det være slut. Han skrev testamente. Ryddede op. Ikke flere kompositioner fra hans hånd – han ville hellere diskutere musikfilosofi. Det sidste værk skulle være Strygekvintet i G-dur, der fik opustallet 111. Det er overordnet et lyst værk fuld af energi, dans og ren glæde – undtagen 2. satsen, der oser af den Brahmske melankoli, på én og samme tid søgende efter lykke og dybt sørgmodig.

Brahms gjorde ikke alvor af sine planer om at stoppe med at komponere. Der kom mere fra hans hånd, og et af de virkelig sidste værker blev Vier ernste Gesänge, fire lieder med tekster fra Bibelen. Værket udvider liedtraditionen i en søgen efter en etisk idealisme. De tre første lieder henter tekster fra Prædikerens Bog og fra den apokryfe Siraks Bog – alle tre dystre, pessimistiske, smertefulde – og så den meget forløsende sidste lied til tekst fra Paulus’ 1. Brev til Korinterne, hvor apostlen skriver om tro, håb og kærlighed – ”Men størst af dem er kærlighed” – og Brahms udfolder for sidste gang, hvor han hjerte hører hjemme. Inden han ruller sig sammen igen.

Tekster © Steen Christian Steensen.

PRAKTISK INFO OM KONCERTER

Koncerten spilles uden pause.

Pladserne er nummererede og døren til salen åbnes et kvarter inden arrangementet begynder – adgang via museets cafe (Vinterhaven). Der er ikke længere mulighed for ventekø ved Koncertsalen.

Er du kørestolsbruger, bedes du bestille plads på telefon 4919 0719.