Koncert

Abonnementskoncert: István Várdai & Víkingur Ólafsson

  • Dato
    Fredag 20. november
  • Tid
    Kl. 20:00
  • Sted
    Koncertsalen

2. KONCERT I FREDAGSSERIEN

István Várdai cello
Víkingur Ólafsson piano


PRIS: Kr. 1.600 (fem koncerter). Særpris for under 30 år kr. 500. Koncerten sælges kun som abonnement.
Bestilling: Ring til musikchef Lars Fenger på tlf. 2858 5058 eller send en mail til lf@louisiana.dk

AFTENENS PROGRAM

Debussy Sonate
Beethoven Sonate nr. 3
Janáček ‘Pohadka’
Brahms Sonate nr. 1

 

JANÁČEKS INTIME BREVE

”Jeg går over et landskab så fladt som en pandekage eller ad blide skråninger; velholdte stier, bænke til at hvile sig på. Et gammelt slot på en bakketop og nedenfor det nydelige sogn. Med skoven hele vejen omkring. Lindetræer af hvilke nogle af dem er fem hundrede år gamle. Det ældste bryggeri og en farm, hvor der er omkring to hundrede køer. Hér mangler ikke mælk. I august er der masser af grøntsager. Hér har jeg fundet ro. Jeg arbejder lidt om aftenen, jeg sidder under mit lindetræ og ser ind i skoven, indtil mørket falder på. Stilheden falder fra hvert enkelt træ ned på jorden. Hanen vækker mig om morgenen. Den skråler en meget mærkelig melodi, som det endnu ikke er lykkedes mig at skrive ned.”

Idyl. Tjekkisk idyl. Brevet er fra 1918. Janáček er respekteret, havde skabt en fornem orgelskole i Brno, havde haft succes med operaen Jenufa og stod nu over for en bemærkelsesværdig kreativ periode, fuld af energi og ideer. Brevet fortæller imidlertid også om et menneske med sans for sine omgivelser, for detaljer som lindetræernes alder, antallet af køer og hanens ’melodiske’ galen. Sanseindtryk havde fundet vej ind i hans musik lige fra de første værker, ligesom Janáčeks liv havde gjort det. Det er tydeligt i klavercyklussen På en overgroet sti, der var komponeret i årene 1901 til 1908, og som rummer oplevelsen af hans datters død. Hun døde som 20-årig i 1903 og efterlod et tomrum, som Janáček søgte at fylde med musik. Det er også hendes skikkelse, der gennemstrømmer operaen Jenufa – det uskyldige offer.  I musikken til På en overgroet sti komponerer Janáček karakteristisk med små motiver, der folder sig ud i repetitioner og gentages i nye dristige harmonier. Der er ikke tale om en udvikling af disse motiver, men alligevel om indre modsætninger, der skaber spændinger og af og til heftige udfald.

En anden tone gennemstrømmer Janáčeks musik: det er den tone, han kendte fra sin barndomsegn, de folkelige melodier og danse. Ligesom Béla Bartòk og Zoltan Kodály tog han ud og optog sangene, skrev dem ned, skrev artikler om dem og ikke mindst lod dem blive selve musikkens dna. I sine operaer lod han sprogtonen være det bærende for sangen. I den henseende virkede han for at skabe et nationalt musikalsk udtryk, mens han samtidig var stærk fortaler for russisk kultur.

Dannelsen af Tjekkoslovakiet i 1918 passede godt ind i disse ideer, men egentlig nationalistisk musik komponerede Janáček ikke. Musikalske manifester var ikke hans kop te, dertil var han hans stil alt for personlig og personligt fikseret, og så i øvrigt alt for selvkritisk. Et værk som duoen for cello og klaver Pohádka blev oprindelig komponeret i 1910, men komponisten var ikke tilfreds, og først i 1923 betragtede han værket som færdigkomponeret. Pohádka betyder i øvrigt ’eventyr’ og beskriver et kærlighedsforhold mellem en zar og en smuk prinsesse. Men det er mere end det. Selv om de to instrumenter ’taler’ til hinanden kærlighedsfuldt og intimt, så når musikken også ud i andre følelsesområder som desperation og fortvivlelse. Måske som refleksioner over ægteskabet mellem Janáček og Zdenka, som han i sin tid havde gift sig med, da hun var knap 16 år. De to var meget forskellige både i baggrund og temperament, og et lykkeligt ægteskab har det ikke været. Janáček har i sig selv haft sit at kæmpe med, som det fremgår af et andet brev til den kvinde, han skrev sine betragtninger over landskabet til.

Denne gang er tonen en anden: ”De har intet begreb om, i hvilket elendigt humør jeg er. At leve sådan, så ensomt, at lukke sig inde i sig selv, helt uden interesse i verden og omgivelserne – jeg holder det ikke ud længere. Trods al berømmelse og succes føler jeg mig som et af de mest ulykkelige mennesker! Jeg bedøver og beruser mig i mit arbejde, styrter mig ud i svære opgaver, hvis jeg blot kan glemme mennesket, som også er inde i mig, men som ikke kan være så hjerteligt som det gerne ville”.

Ulykkelige mennesker skaber ikke lykkelige mennesker omkring sig. Slet ikke de nærmeste. I Janáčeks tilfælde var det Zdenka, det gik ud over. Han har været en hustyran og søgte lykke andre steder, forelskede sig bl.a. i en sangerinde. Ægteskabet mellem Zdenka og Leos ændrede karakter til at være mere proforma end reelt. Dette fandt sted i 1916.

To år senere mødte han Kamila Stössel. Det er hende, han skriver sine breve til. Hun er 25 år, gift med en antikvitetshandler og mor til to drenge. Hun erstatter Janáčeks forgabelse i sangerinden, hvilket Zdenka er tilfreds med, da hun i Kamila mere ser en glad, men ufarlig ung pige, som i øvrigt ikke interesserer sig for musik. Forholdet er først og fremmest baseret på breve. Mere end 700 fra Janáčeks side. De mange breve  giver et indblik i et menneske, der lever i selvstændig isolation, sanser den nære verden omkring sig og lever i og med sine erotiske fantasier. Brevene er som en ventil for alt det, Janáček brænder inde med, ikke bare i sit uforløste ægteskab, men dybest set som den person, han er.

Det var ikke kun i breve, at Janáček skrev til Kamila, det gjorde han også i musikken. Selv om Kamila som sagt ikke interesserede sig for musik. Operaen Katja Kabanova blev til i årene 1919-21, fortæller dels om Janáčeks dybe fascination af russisk kultur, dels om til døden stærk kærlighed hos købmandskonen Katja, der elsker en anden mand end sin ægtemand. ”For at komponere operaen, måtte jeg lære stor, uendelig kærlighed at kende”, skrev han til Kamila, ”og jeg havde altid Deres billede for mine øjne, da jeg komponerede Katja Kabanova.”

Janáček var utrolig produktiv de sidste ti år af sit liv. Til produktionen hører de to strygekvartetter, der ligesom klavermusikken er noget af det mest personlige, han komponerede. Den 1. Strygekvartet fra 1923 bygger på Leo Tolstojs novelle Kreutzersonaten om musikken og jalousiens magt, hvor Janáček tydeligt tager hustruens parti – hun dør ligesom Katja Kabanova som offer for ægtemandens skinsyge og samfundets dobbeltmoral. Og i den 2. Strygekvartet fra 1928 skriver Janáček sine breve til Kamila indirekte ind i musikken. Musikalsk er denne kvartet ved at sprænges af indfald og udbrud, den er abrupt, skubber til toneartsfornemmelser og til, hvad en strygekvartet magter at spille. Alt er på spil i denne musik. ”Vores liv vil være i den”, skrev Janáček til Kamila. Kvartetten fik titlen Intime breve.

Tekster © Steen Christian Steensen.