AFTENENS PROGRAM

Beethoven Kreutzer-sonaten
Ravel Sonate for violin og piano
Ravel ‘Tzigane’ for violin og piano

Perfektionist og dandy. Hvem var han? Denne Maurice Ravel. At han var komponist, hersker der ingen tvivl om. Han var måske endda så meget komponist, at det skyggede for det faktum, at han også var menneske – en person. Men det var komponisten Ravel, som omverden kendte, og af Stravinskij blev han kaldt ”en schweizisk urmager”. Et kærligt-bidsk signalement fra en god kollega, og meget præcist, hvis man udelukkende ser på Ravels tekniske kunnen. Den var fænomenal og fejlfri ned til mindste detalje. Signalementet mangler dog en dimension: komponisten selv. Ravels musik afspejler nemlig på en gang perfektion og en dyb indre søgen efter en anden verden – Ravels egen.

Tilbageholden, sart, som han så ofte blev beskrevet. Ravel hægede om sit privatliv for at beskytte det vigtigste for ham: at komponere. Han kunne leve op til maleren Degas’ ord: ”Jeg kunne tænke mig at være anerkendt og ukendt (Je voudrais être illustre et inconnu”). Anerkendt for sin musik, ukendt som menneske. Men det gik ikke – ’taktikken’ virkede som en boomerang, for endnu mens Ravel levede, førte hans blufærdighed, tilbageholdenhed og sans for sarthed konstant kritikere til at udråbe hans musik som kold, upersonlig, distancerende.

Musikalsk tyede Ravel til formmæssig og stilistisk støtte af helt usædvanlig art. Hvad enten det var dyrkelsen af klassiske former, inddragelsen af det eksotiske eller ’blot’ en gennemgribende kontrol over selv den mindste detalje i et partitur. Hele hans fremfærd og musikalske oeuvre kunne og blev tolket som distance. Musikalsk distance – menneskelig distance. Ravel åbnede sig kun for ganske få nære venner, et kærlighedsforhold var aldrig på tale, men allerede fra studietiden forstod han at iscenesætte sig selv med en gennemgribende perfektionisme fra påklædning til manerer. Hertil kom hans usædvanlige evner som pianist. Han var den perfekte salonløve.

Selviscenesættelsen slog også igennem uden for saloner, caféer og koncertsale. Ude i krigszonen. Da Ravel forstod, at Den store Krig var uundgåelig, skyndte han sig at afslutte sin Trio for violin, cello og klaver. Det er som om dette værk er et sidste lykkeligt farvel til en verden i glæde – sådan kan det i hvert tilfælde tolkes i lyset af den krig, der skulle komme. Værket blev uropført i januar 1915. Det besidder alle impressionismens kvaliteter: lys, farver, stemningsskift og frem for alt en ekstrem nydelse i et eneste øjeblik foldet ud i tre satser. Ravel var ikke tynget ved udsigten til krig. Tværtimod var han ivrig efter at kunne tjene som soldat. Han var godt nok både for lav og vejede for lidt, men hans store ønske var at blive bombeflyver. Drømmen gik ikke i opfyldelse. Ravel vejede to kilo for lidt.

Barndommen fyldte til gengæld meget i hans liv. Også som voksen. Hele livet holdt han fast i det barnlige og brugte det i sin musik. Mest direkte i operaen L’enfant et les Sortilèges fra 1925, hvis handling finder sted først i barneværelset, siden ude i haven: en lille dreng forbryder sig mod sit legetøj, som bliver levende og vil straffe ham, indtil det opdager, at der også bor noget godt i ham. To akter om barnets verden fuld af fantasi, drømme, destruktion, moral, tilgivelse og i det skjulte ligger døden på lur. Førsteopførelsen i Monte Carlo blev en succes, men da operaen siden blev sat op i Paris, mødte den modstand bl.a. fordi musikken havde jazz-elementer, og en scene med syngende katte virkede grænseoverskridende. Men den slags reaktion kendte Ravel til helt tilbage til studietiden, hvor der også var et oprør gemt i ham. Som komponist gjorde han op med konservatoriets akademiske krav, selv om han i sin lærer Gabriel Fauré havde en meget liberal vejleder. Ravels eksperimenterende stil kolliderede med den officielle, og hans mange forsøg på at opnå den prestigefulde Romerpris mislykkedes, selv da Ravel havde vakt anerkendelse for kompositioner som orkesterværket Shéhérazade (1898) og strygekvartetten (1902-03). Man talte ligefrem om ”Le cas Ravel” (tilfældet Ravel).

En anden reaktion i disse år var dannelsen af kunstnergruppen Les Apaches sammen med bl.a. Ricardo Viñes, Florent Schmitt og senere Manuel de Falla. En af de mange grupper i fransk kulturliv omkring århundredeskiftet, hvor nye æstetiske værdier blev sat til diskussion og afprøvet. Det foregik i øvrigt samtidig med, at fauvismen dukkede op med sine rene, klare farver og heftige penselstrøg ført an af Henri Matisse. Vildskaben fik luft i disse år frem til Første Verdenskrig.

Les Apaches, et indianernavn (henvisning til den kriminelle underverden på Montmartre omkring 1900) – et perfekt navn til en ny, ’farlig’ kunstnergruppe.

Men oprør blev ikke nogen overskrift i Ravels liv. I hvert tilfælde vender Ravel konsekvent den musikalske opmærksomhed indad og beskæftiger sig i ekstrem grad med detaljerne. Klaverværker som Jeux d’eau (1901), Miroirs (1904-05), Gaspard de la nuit (1908) og den fire-hændige Ma mère l’Oye (1908-10), orkesterværker som Rapsodie espagnole (1907-08) og Daphnis et Chloé (1909-12) vidner om denne optagethed af detaljen, hvor udviklingen af det formmæssige træder helt i baggrunden. Ravel bryder også de harmoniske sammenhænge op i parallelle forløb (til tider af dissonante akkorder) som ingen steder fører hen, ligesom han anvender kirketonarter. En af Ravels yndede teknikker er at vende og dreje melodiske eller rytmiske figurer, han bruger ofte gentagelse – helt ned til gentagelse af enkelte toner – sådan som f.eks. i den berygtede Boléro (1928) skrevet til balletdanseren Ida Rubinstein. Eller når han i violinværket Tzigane nærmest overeksponerer sigøjnerelementet, som han havde hørt i Béla Bartóks 1. Violinsonate.

Til trods for sine impressionistiske inspirationer og neoklassiske tilbøjeligheder er Ravels musik i høj grad moderne – hvor mangetydigt netop dette begreb end er. Moderne på sin egen måde.

To værker med violin kan illustrere, hvordan den selv-kontrollerede, distancerende komponist møder sit indre jeg – og hvad der kommer ud af det. Det ene er Violinsonaten, der er komponeret fra 1923 og blev fuldendt 1927 – faktisk var Tzigane en nødløsning for Ravel, da han ikke kunne blive færdig med sonaten – og atter overrasker Ravel med en legende, let stil i 1. sats, blues-elementer i 2. sats og så kommer den vilde 3. sats bygget over en perpetuum mobile, hvor det rytmiske er styrende. Det er miniatureformat med store konsekvenser.

Tekster © Steen Christian Steensen.

PRAKTISK INFO OM KONCERTER

Koncerten spilles uden pause.

Pladserne er nummererede og døren til salen åbnes et kvarter inden arrangementet begynder – adgang via museets cafe (Vinterhaven). Der er ikke længere mulighed for ventekø ved Koncertsalen.

Er du kørestolsbruger, bedes du bestille plads på telefon 4919 0719.