De første synthesizere i 1960’erne var modulære, men forsvandt næsten igen i 80’erne og 90’erne. Nye elektroniske synthesizere blev mindre og mindre, fik flere og flere funktioner og blev i 80’erne digitale for, til sidst, at forsvinde ind i computeren. Men instrumentet er på vej tilbage – selv om de er meget mere indviklede, besværlige, humørsyge og omkostningstunge end hvad der er til rådighed i computere eller dagens moderne synthesizere.

En modulær synthesizer bygges af komponenter (moduler) af musikeren selv og består typisk af et sæt af lydgivere (såkaldte oscillatorer), filtre, mixere og effekter. Man skruer så det hele sammen i et rack. De forskellige dele i dette rack forbindes så på forskellig vis med kabler i et såkaldt patch. Et patch er en kombination af lyde og kontrol-signaler, som man så kan påvirke – og som kan påvirke hinanden – under afspilning. Dette gøres enten via tangenter, eller med et væld af andre mere eller mindre eksperimentelle mand-maskine grænseflader. Når man fjerner et kabel er dette patch væk igen – og kan typisk aldrig, eller kun med meget stort besvær, genskabes. På den måde bliver rackét musikerens instrument – og patch en komposition – der typisk falder meget forskelligt ud ved hver live udførelse. Der er en meget impermanent, ikke-deterministisk karaktér ved dette instrument, der gør det meget udfordrende, men også meget spændende at arbejde med og lytte til.

Modular-musikere kommer fra mange forskellige baggrunde – fra klassiske, pop og eksperimentelle genrer. Nogle bruger deres modulære synthesizer som rent lyd-design værktøj i studiet – andre som en integral del af deres live-optræden. Prominente modulære entusiaster tæller musikere fra Hans Zimmer og Richard Devine over Allessandro Cortini til DeadMau5.

Tekst: Morten Wagner