Louisiana Live
(Udsolgt) Det beskedne geni - en aften om fysikeren og humanisten Niels Bohr
- DatoTirsdag 10. januar
- TidKl. 19:30
- StedKoncertsalen
- PrisKr. 20 ekskl. entré til museet

Oplev en flyvende start på en ny LIVE-sæson med både film, oplæsning og begavede perspektiver.
Niels Bohr regnes for en af de allerstørste videnskabsmænd nogensinde. For 100 år siden modtog han som 38-årig Nobelprisen i fysik, og i årene herefter skabte han et videnskabeligt mekka i København, der tiltrak alverdens fysikbegavelser, som ville opleve den særlige københavnerånd.
Grundet hans jødiske baggrund måtte han flygte til Sverige i 1943, hvorfra han tog videre til USA for at hjælpe de allierede med at bygge verdens første atombombe. Var det her, at videnskaben tabte sin uskyld?
En ny biografi skrevet af den renommerede videnskabsjournalist Charlotte Koldbye fortæller om Niels Bohrs liv og også om den vigtige rolle, hans kone Margrethe spillede for hans enestående karriere. Koldbye har også bidraget til dokumentarfilmen Niels Bohr: Verdens bedste menneske, der rammer biograferne til januar.
Mød Charlotte Koldbye, der sammen med fysikeren Anja C. Andersen fra Niels Bohr Instituttet perspektiverer Bohrs betydning for videnskaben og verden. Vi viser uddrag fra filmen, og skuespiller Kristian Halken supplerer med oplæsning bl.a. fra en korrespondance, der sørgede for, at Niels Bohr trods andre tilbud, forblev professor i København.
Vært: Marc-Christoph Wagner
Charlotte Koldbye
Anja C. Andersen
Kristian Halken
PRAKTISK INFO
Arrangementer i Koncertsalen afholdes med nummererede pladser, og døren til salen åbnes først et kvarter inden arrangementet – adgang via museets cafe (Vinterhaven). Der er ikke længere mulighed for ventekø ved Koncertsalen.
Er du kørestolsbruger, bedes du bestille plads på telefon 4919 0719.
Afbud? Skriv til os på afbud@louisiana.dk hvis du alligevel ikke får brug for de pladser du har reserveret.
Udsolgt? Hold øje! Evt. afbudspladser frigives løbende her på siden. Nogle afbud modtager vi dog for sent til at kunne frigive dem her – disse pladser udleveres i museets indgang umiddelbart før arrangementets start.