For børn & unge

Efterårsferie i Børnehuset

  • Dato
    Tirsdag, Onsdag, Torsdag, Fredag, Lørdag, Søndag
  • Tid
    Kl. 11:00 - 18:00
  • Sted
    Børnehuset
  • Pris
    Gratis

Tag på efterårsferie i Louisianas Børnehus med fuld fart på de farverige aktiviteter for hele familien og jeres venner. Alle værksteder og aktiviteter i Børnehuset er gratis og for børn i alderen 4-16 år. Børn og unge op til 18 år har fri entré til museet.

Efterårsferien i Børnehuset varer fra 15. oktober helt frem til 6. november. Bemærk, værkstederne kan variere. Åbningstider i Børnehuset tirsdag-søndag kl. 11-18. Værkstederne lukker kl. 17.30. Bemærk, at museet er lukket om mandagen.

I de forskellige værksteder, fordelt på tre etager, kan I bl.a. bygge fantasifulde mobiler, male kaktusser og blomster, skabe tegneseriefigurer i ler eller varme op til Halloween med vores store udklædningskasse. Som altid vil der også være mulighed for at gå med på de populære familieomvisninger – både i Alex Da Cortes farverige udstilling og i Skulpturparken. Bemærk, at værkstederne kan variere fra uge til uge i ferien, som strækker sig fra 15. oktober – 6. november på Louisiana.

SE ALLE FERIENS VÆRKSTEDER

Farvel til den store blå fugl

Foto: Kim Hansen

Foto: Kim Hansen

Første uge i efterårsferien er det sidste chance for at hilse på den blå version af Big Bird, der har været en yderst populær gæst på Louisianas Calder-terrasse. Byg din egen Big Bird mobile i Børnehuset 15. - 23. oktober.

Værksteder

Kaktussernes poetiske verden – maleværksted kl. 11-17
Se hvordan de tyske kunstnerne i 1920’erne malede kaktusser, blomster, glas og andre genstande og gør dem kunsten efter!

Alex Da Corte – Mouse Museum kl. 11-17
Se Alex Da Cortes værk MOUSE MUSEUM, musemuseet, hvor en masse sjove ting er udstillet. Form en figur i ler og mal den i flotte farver.

Alex Da Corte – mobile skulpturer kl. 11-17.30 (kun i perioden 15. – 23. oktober)
Byg bevægelige skulpturer der leger med balance og fantasifulde figurer.

Alex Da Corte – tegneserie scener  kl. 11-17.30
Der mangler noget fra tegneserierne… Kan du tegnevidere på historien eller måske finde på din helt egen tegneserie? Brug farvekridt og en skør fantasi.

Henry Heerups hemmelige verden – farverige collager kl. 11-17.30
Gå på opdagelse i den danske kunstner Henry Heerups forunderlige verden af skulpturer. Du kan få øje på skulpturerne inde fra museet eller ude i Skulpturparken. Klip din figur ud og skab en collage af forskellige papirer.

Alex Da Corte – Hvem er du i dag? Dyk ned i den store udklædningskasse. 
Alex Da Corte optræder i mange forklædninger som f.eks. den lyserøde panter og frihedsgudinden. Iklæd dig forskellige karakterer og tegneseriefigurer i Børnehusets Fortællerum. Måske er du en rapper, et græskar, en heks eller en superhelt i dag?

Familieomvisning for de 4-16-årige og deres voksne (kun i perioden 15. – 23. oktober)
Tilmelding sker i Børnehuset på dagen. Deltagelse er gratis. Bemærk der er begrænset plads.
Hver dag kl. 11.30-12.15 i Alex Da Corte-udstillingen
Hver dag kl.14.30-15.15 i Louisianas Skulpturpark

Efterårsferieopgave – Huskespil med Mr. Remember
Skab dit eget huskespil med tegninger fra Alex Da Cortes univers. Både indenfor og udenfor i udstillingen Mr. Remember, kan du finde sjove ting, der kan blive en del af dit eget huskespil.