Louisiana Live
Mellem Rusland og Europa - en aften om Georgien med Flemming Rose
- DatoOnsdag 31. maj
- TidKl. 19:30
- StedKoncertsalen
- PrisKr. 20 ekskl. entré til museet

Fra den 4. maj præsenterer Louisiana den georgiske kunstner Niko Pirosmani. Han er ukendt for de fleste, ligesom vi heller ikke kender meget til hans land, der er hjem for myten om Prometheus og igennem århundrede har bygget bro mellem Asien og Europa. Dette til trods er Georgien aktuelt ét af verdens geopolitiske brændpunkter.
Især unge georgiere håber på en fremtid som del af EU og NATO, mange russere er flygtet hertil for at undgå at skulle deltage i krigen mod Ukraine, imens Putin – efter at have angrebet landet i 2008 – stadig kontrollerer dele af Georgien og støtter de kræfter, som foretrækker tætte bånd til Moskva frem for Bruxelles.
Hvad er op og ned i disse konflikter? Og hvorfor bør vi interessere os mere for dem? Mød den prisbelønnede journalist, forfatter og forsker Flemming Rose, der er chefredaktør på Frihedsbrevet og har en fortid som Ruslandkorrespondent med et indgående kendskab til staterne i den tidligere Sovjetunion.
Vært: Marc-Christoph Wagner
PRAKTISK INFO
Arrangementer i Koncertsalen afholdes med nummererede pladser, og døren til salen åbnes først et kvarter inden arrangementet – adgang via museets cafe (Vinterhaven). Der er ikke længere mulighed for ventekø ved Koncertsalen.
Er du kørestolsbruger, bedes du bestille plads på telefon 4919 0719.
Afbud? Skriv til os på afbud@louisiana.dk hvis du alligevel ikke får brug for de pladser du har reserveret.
Udsolgt? Hold øje! Evt. afbudspladser frigives løbende her på siden. Nogle afbud modtager vi dog for sent til at kunne frigive dem her – disse pladser udleveres i museets indgang umiddelbart før arrangementets start.
Niko Pirosmani

Historien om Pirosmani er gjort af mytestof: en skiltemaler og fattig vagabond, hvis enkle og lysende skildringer af folke- og dyreliv inspirerede avantgarden i starten af 1900-tallet.