Louisiana Lecture
Indien i dag – Foredrag ved Sonja Furu og samtale med Gauri Gill
- DatoTorsdag 30. marts
- TidKl. 19:30
- StedKoncertsalen
- PrisKr. 20 ekskl. entré til museet

Indien er et land i bevægelse, snart verdens mest talrige befolkning og en af de største økonomier med en rig kultur og historie og et væld af sprog og religioner. Alligevel er det ikke meget, vi hører om det moderne Indien i Norden. Det er en skam.
Hvad er indernes eget syn på deres plads i verden? Hvad tænker de om krigen i Ukraine? Hvordan er hverdagen i et land, som rummer det meste – også enorme kontraster?
Med oplægget ’Indien i dag’ fører Sonja Furu os til det moderne Indien. Furu bor til daglig i New Delhi, hvor hun arbejder som korrespondent for Weekendavisen.
I den indiske fotograf Gauri Gills aktuelle udstilling på Louisiana udforsker kunstneren, hvem der bliver repræsenteret i det indiske samfund i dag, hvem der får en stemme – og et ansigt så at sige. Fotografen er optaget af folkevandringen fra de fattige landområder til de myldrende metropoler, som ofte efterlader kvinderne alene tilbage.
Gauri Gill deltager selv i foredragets sidste del, til en snak om klasse, køn og kaster i det moderne Indien. Gill vil tillige præsentere sine to nyeste fotobøger, ’Acts of Apperance’ og ’Fields of Sight’, som netop er udkommet.
Sonja Furus foredrag om Indien foregår på dansk og hendes samtale med Gauri Gill på engelsk.

PRAKTISK INFO
Arrangementer i Koncertsalen afholdes med nummererede pladser, og døren til salen åbnes først et kvarter inden arrangementet – adgang via museets cafe (Vinterhaven). Der er ikke længere mulighed for ventekø ved Koncertsalen.
Er du kørestolsbruger, bedes du bestille plads på telefon 4919 0719.
Afbud? Skriv til os på afbud@louisiana.dk hvis du alligevel ikke får brug for de pladser du har reserveret.
Udsolgt? Hold øje! Evt. afbudspladser frigives løbende her på siden. Nogle afbud modtager vi dog for sent til at kunne frigive dem her – disse pladser udleveres i museets indgang umiddelbart før arrangementets start.

FOTOBØGER AF GAURI GILL
Bemærk i øvrigt, at Gauri Gills fotobøger Acts of Apperance og Fields of Sight kan købes i Louisiana Butik.
Acts of Appearance præsenterer fotos af beboerne fra byen Maharashtra i det vestlige Indien. Her skaber lokale Adivasi-kunstnere de særlige papmachémasker som Gill bruger i billedserien Acts of Appearance.
Fields of Sight, er lavet i samarbejde med kunstneren Rajesh Vangad hvis tegninger med rødder i den ældgamle Warli-kultur lægges oven på Gills fotografier som et medfortællende lag.
Gauri Gill

Den indiske fotograf Gauri Gill søger at give en stemme til og rykke det moderne Indiens udenforstående – de glemte, gemte, oversete og udstødte – ind midt i billedet. Og dermed i vores synsfelt.