For børn & unge
Juleferie i Børnehuset
- DatoSluttet
- TidKl. 11:00 - 18:00
- StedBørnehuset
- PrisGratis

Tag på juleferie i Børnehuset, hvor du kan udforske verden gennem kunsten. Du kan bl.a. lave kosmiske julekugler og julekort, bygge mærkværdige spøgelseshuse og bage fantasifulde peberkager - og meget mere.
PROGRAM
Alle værksteder i Børnehuset er gratis og finder sted tirsdag-søndag kl. 11-17.30 fra 22. til og med 30. december. Bemærk, at nytårs-værkstedet finder sted 26.-30. december, og at bageværkstedet foregår fra kl. 12-16. Læs mere herunder.
Kosmisk julepynt og julekort inspireret af Alicja Kwade
Mal kosmiske julekort og julekugler med inspiration fra Alicja Kwades store sten-planeter, der kan ses lige udenfor Børnehuset.
Bageværksted kl. 12-16
Se nærmere på Alex Da Cortes fantasifulde figurer og former, og skab dit eget dyr eller frugt i peberkagedej, som efterfølgende bages, så du kan pynte.
Mennesker & maskiner – collageværksted
De tyske kunstnere i 1920’erne var fascinerede af maskiner og skabte skøre og sjove billeder med udklip af fremtidens verden.
Forvandling af bøger – tegneværksted
Den amerikanske kunstner Richard Prince leger med billeder han finder i magasiner og bøger. Han forvandler gamle bogforsider til nye re-mixede fortællinger. Prøv selv at få nye fortællinger frem på bogforsider.
Cowboy skulpturer – lerværksted
Se hvordan kunstneren Richard Prince laver billeder af cowboys. I værkstedet kan du forme cowboyhatte, heste og andre ting du forbinder med seje cowboys.
Mal en kaktus – maleværksted
Se hvordan de tyske kunstnere i 1920’erne malede kaktusser så de nærmest ser levende ud.
Spøgelseshuse – byggeværksted
Byg dit eget uhyggelige spøgelseshus med tændstikker, piberensere og farverige udklip. Måske bor der sjove væsener og spøgelser derinde – eller står det faktisk i flammer?
Familieomvisning for de 4-16-årige og deres voksne kl. 11.30-12.15
Træd ind i Alex Da Cortes farverige univers sammen med en af Børnehusets kunstformidlere. Tilmelding sker på dagen i Børnehuset. Deltagelse er gratis. Bemærk, der er begrænset plads.
Vilde, farverige nytårshatte fra 26.-30. december (begge dage inkl.)
Skab festlige og skøre nytårshatte inspireret af Alex Da Cortes farverige univers.
Louisiana Børnehus
På Louisiana har børnene deres helt eget sted. Her kan børn mellem 4 og 16 år male, tegne, modellere og udforske kunstneres og arkitekters arbejdsmetode og udtryk hver eneste dag.