Koncert

Kenny Barron

  • Dato
    Tirsdag 3. november
  • Tid
    Kl. 20:00
  • Sted
    Koncertsalen
  • Pris
    Kr. 475

Den snart 84-årige jazz-legende Kenny Barron kommer til Louisiana og giver koncert tirsdag den 3. november sammen med sin trio. Han regnes for en af de største nulevende jazzstjerner ved et flygel og er især kendt for sit mangeårige samarbejde med saxofonisten Stan Getz.

KØB BILLET

Koncertbilletten inkluderer entré til museet.

Koncerten er arrangeret i samarbejde med Jazzhus Montmartre.

Kenny Barron spiller med en forrygende virtuositet, der har sikret ham ikke mindre end 14 Grammy-nomineringer over årene. Han regnes for en af de sidste tilbageværende nestorer fra jazzens banebrydende guldalder.

Han er især kendt for en harmonisk dybde og rytmisk vitalitet. Indskrevet i jazzens verdenshistorie er ikke mindst hans umådeligt smukke live-plade People Time optaget i Jazzhus Montmartre i marts 1991. Her spillede han duo med Stan Getz kort tid før dennes død.

Ved aftenens koncert præsenterer Barron håndplukkede sange under titlen Songbook. Han genbesøger og revitaliserer 13 af sine egne originale kompositioner, som nu har fået tilføjet lyriske facetter gennem stemningsfulde tekster skrevet af sangskriveren Janice Jarrett.

Repertoiret spænder bredt over alt fra fængslende bossanova, energisk samba og afrocubanske undertoner til jazzballader og svingende blues.

Medvirkende udover Kenny Barron:

Ekep Nkwelle (vokal): Camerounsk-amerikansk sangerinde. Hun medvirker på Barrons Songbook-album, hvor hendes lysende stemme og personlige fortolkninger løfter især de to eftertænksomme numre ”Illusion” og ”Sonia Braga”.

Russell Hall (bas): Har markeret sig stærkt på den amerikanske jazzscene gennem samarbejde med sværvægtere som bl.a. Wynton Marsalis, Wayne Shorter og Jon Batiste. Han bringer en dyb, rytmisk autoritet til kvartetten.

Jonathan Barber (trommer): Mestrer alt fra straight-ahead jazz til moderne taktarter. Barber har turneret og indspillet musik med nogle af jazzens største navne, som Pat Metheny og Christian McBride.

 

Bemærk, billetter refunderes kun i tilfælde af aflysning af arrangementet.

PRAKTISK INFO

Arrangementer i Koncertsalen afholdes med nummererede pladser, og døren til salen åbnes 20 min. inden arrangementet – adgang via museets cafe.

Er du kørestolsbruger? Køb billet til salen og ring eller skriv os efterfølgende på telefon 4919 0719 eller booking@louisiana.dk, så vi er opmærksomme på, at din købte billet skal benyttes til en niveaufri plads på balkonen.