Kurser & workshops

(Aflyst) På sporet af USA

  • Dato
    Tirsdag 6. april
  • Tid
    Kl. 17:00 - 21:00
  • Sted
    Vi mødes i indgangen
  • Pris
    Kr. 560 - kr. 905

I kølvandet på det amerikanske præsidentvalg og i anledningen af udstillingen med Arthur Jafa – en af tidens mest relevante kunstnere – stiller Louisiana skarpt på de ’amerikanske billeder’. Hvordan har kunstnere skildret det amerikanske samfund gennem tiden?

KØB BILLET

PRIS
Kr. 895 (+ gebyr kr. 10).
Klubmedlemmer kr. 750 (+ gebyr kr. 10). Studerende kr. 550 (+ gebyr kr. 10) ved fremvisning af gyldigt studiekort. Prisen er inklusiv entré og let måltid samt kaffe begge dage.

På dette to-dages kursus introducerer vi udstillingsaktuelle Arthur Jafa, for derefter at se på amerikanske billeder fra Louisianas samling og tidligere særudstillinger, fx Jacob Holdt, Lauren Greenfield, Nan Goldin, Taryn Simon, Edward Kienholz og den politiske popkunst med bl.a. Andy Warhol.

På kurset ser vi nærmere på Jafas og de andre kunstneres arbejdsmetoder og diskuterer deres kunstneriske projekt.

Program

6. APRIL
Kl. 17.00-18.30
Velkomst og introduktion til kurset.
Arthur Jafa: Værk, metode og filosofi
Amerikanske Arthur Jafa står med sine videoværker som en af samtidskunstens vigtigste stemmer. Jafa krydsklipper humor og brutalitet, store følelser og bidende kritik i værker, der skildrer misforholdet mellem den sorte amerikanske kulturs succes og så de sorte amerikaneres lave, sociale status.

Kl. 18.30-19.30
Let måltid

Kl 19.30-21.00
Arthur Jafa fortsat.
Jacob Holdt: Amerikanske Billeder
”Hvordan lykkes det dig at få adgang til så intime rum?”, spørger Jafa danske Jacob Holdt i en samtale. Selv sampler Jafa meget af sit materiale i form af ”fundne billeder” fra populærkulturen, nyhedsudsendelser og ikke mindst folks egne videoer på YouTube skabt i deres intime rum. Jacob Holdt derimod ”flytter ind” hos dem han portrætterer og får adgang til deres intime rum gennem medmenneskelighed, ydmyghed og et åbent sind. Hvordan kommer disse markant forskellige metoder til udtryk i det færdige billede?

7. APRIL
Kl. 17.00-18.30
Taryn Simon: Hemmelige steder
Modsat Jafa og Holdt undersøger den amerikanske fotograf Taryn Simon sit fædreland gennem steder og ikke personer. I serien An American Index of the Hidden and Unfamiliar fremviser Simon en lang række fotos af steder, der alle deler det fællestræk, at de normalt er utilgængelige for uvedkommende; en losseplads for atomaffald, en pengetank med nytrykte dollarsedler fx. Hvert foto er akkompagneret med en tekst, der i detaljer forklarer stedets funktion og historie. Som beskuer bliver vi taget med ind bag facaden og ser det, der ikke må ses – alt det som også er sandheden om USA.

Undervejs inddrager vi andre relevante kunstnere og ser på hvordan den enkelte forholder sig til virkelighed og dokumentarisme. Bl.a. Jacob A. Riis, som skildrede den hvide fattigdom, var venner med T. Roosevelt og skrev ”How the Other Half Lives”.

Kl. 18.30-19.30
Let måltid

Kl 19.30-21.00
Et spor i Louisiana samling: Dokumentarisme og popkunst
Der er på Louisiana tradition for at vise billeder fra Amerika. Gennem årene har der været væsentlige udstillinger med fotodokumentarisme som Amerikanske Billeder af Jacob Holdt og senest Generation Wealth af amerikanske Lauren Greenfield, der kastede et blik på 25 års forbrugskultur. Vi ser desuden på den amerikanske fotograf Nan Goldin, der i 1980erne brød igennem med diasshowet, The Ballad of Sexual Dependency, som var et nydokumentaristisk og dybt personligt portræt af sin generation.

For Louisiana er Jafa udstillingen også en oplagt fortsættelse af den amerikanske tradition for politisk popkunst, som spiller en væsentlig rolle i museets samling bl.a værker af Andy Warhol. For Pop forbinder vi med overflade, det umiddelbare og letfordøjelige. Ingen andre steder i verden har som USA dyrket denne kultur, hvad end vi taler om musik eller billedkunst. Men mange af de berømte popkunstnere benyttede sig af poppens sprog til på samme tid at ophøje og kritisere forbrugerkulturen. Vi ser på nogle af de kendte værker, og hvorfor de kan bruges som illustrationer til historien om Amerika.

Som afslutning leder den amerikanske installationskunstner Edward Kienholz os tilbage til Jafa og Holdt og til en diskussion af de kunstnere og temaer, vi har berørt i løbet af kurset.

De to kursusdage er planlagt som en vekslen mellem oplæg fra museets kunstformidlere, Nikolaj Stobbe og Helle Søndergaard, og med plads til diskussion.

Kurset er arrangeret under hensyn til sundhedsstyrelsens retningslinjer for afstand og hygiejne.

Tidspunkt: 6.-7. april 2021, begge dage 17.00-21.00

Pris: Kurset koster kr. 895 (+ gebyr kr. 10). Klubmedlemmer kr. 750 (+ gebyr kr. 10). Studerende kr. 550 (+ gebyr kr. 10) ved fremvisning af gyldigt studiekort. Prisen er inklusiv entré og frokost (salat) samt kaffe begge dage.

PRAKTISK INFORMATION
Kurset bliver afholdt i Louisianas “Mødelokale”, hvortil der kun er adgang via trapper. Vi opfordrer deltagerne til at besøge udstillingen Magnumb af Arthur Jafa på egen hånd i pauserne eller før/efter kurset, da besøg i udstillingen ikke er en del af programmet. De andre kunstnere (med undtagelse af Taryn Simon) nævnt i programmet kan på nuværende tidspunkt ikke opleves på Louisiana.

Herunder ses en række stills fra Arthur Jafas hovedværk - det 8 min. lange videoværk Love is the message, the message is death (2016)

Arthur Jafa

Relateret udstilling

Amerikanske Arthur Jafa har først i en relativt sen alder opnået et markant, globalt gennembrud. Det skete med videoværket Love is the Message, the Message is Death fra 2016.