Klub
Særvisning for klubmedlemmer: Another Kind of Knowledge
- DatoOnsdag 13. oktober
- TidKl. 19:00
- StedKoncertsalen
- PrisKr. 20

Medlemmer af Louisiana Klubben inviteres til særvisning af den nye portrætfilm om arkitekten Dorte Mandrup – Another Kind of Knowledge – med introduktion af Marc-Christoph Wagner.
Hun har en særlig stedsans. Hun bringer en skulpturel kvalitet til sine bygninger og insisterer på, at arkitektur skal afspejle nutiden. Af og til tager hun bladet fra munden – også når det gælder andet end sit fag. Den danske arkitekt Dorte Mandrup har i årevis haft stjernestatus på den skandinaviske arkitekturhimmel, og står blandt andet bag Ilulissat Isfjordcenter i Grønland og Vadehavscentret i Ribe. Sidste år vandt tegnestuen desuden konkurrencen om at tegne attraktionen, The Whale, 300 kilometer nord for Polarcirklen i det nordlige Norge.
Men hvem er arkitekten Dorte Mandrup? Hvad har formet hende? Hvordan går hun til sine projekter? Hvad er det, hun kan? Disse spørgsmål har været udgangspunktet for Louisiana Channel, der har en særlig tilgang til deres karakteristiske portrætfilm, hvor det er kunstneren selv, der sætter ord på det hele. Se resultatet af en samtale, der siden 2017 har åbnet op for både indre og ydre landskaber, og som derudover er blevet en fascinerende fortælling om arkitekturens væsen og vilkår i dag.
Filmen er produceret af Louisiana Channel ved Marc-Christoph Wagner og Simon Weyhe (kamera og klip), 2021 / dansk m. eng. tekst / 78 min.
Bemærk, at filmvisningen med introduktion kun er for medlemmer af Louisiana Klubben. Filmen har premiere den 6. oktober i forbindelse med Arkitekturfestivalen CAFx i samarbejde med Louisiana Channel.
PRAKTISK INFO
Arrangementer i Koncertsalen afholdes med nummererede pladser, og døren til salen åbnes først et kvarter inden arrangementet – adgang via museets cafe (Vinterhaven). Der er ikke længere mulighed for ventekø ved Koncertsalen.
Er du kørestolsbruger, bedes du bestille plads på telefon 4919 0719.
Afbud? Skriv til os på afbud@louisiana.dk hvis du alligevel ikke får brug for de pladser du har reserveret.
Udsolgt? Hold øje! Evt. afbudspladser frigives løbende her på siden. Nogle afbud modtager vi dog for sent til at kunne frigive dem her – disse pladser udleveres i museets indgang umiddelbart før arrangementets start.