Kurser & workshops

Sommeraften-værksted: Natur-tryk & Franz Gertsch

  • Dato
    Onsdag 21. august
  • Tid
    Kl. 18:00 - 20:30
  • Sted
    Mødested: museets indgang/foyer
  • Pris
    Kr. 250 (+ kr. 10 gebyr)

Ord som skønhed, detaljerigdom og håndværk kommer til at være i fokus, når du denne aften dykker ned i den schweiziske superrealist Franz Gertschs smukke og fotorealistiske værker af naturen. Med sine beskæringer og evne til at panorere mellem det ekstremt nære og det fjerne, mellem det figurative og tæt på abstrakte, synes Gertsch at nærme sig virkeligheden på en helt særlig og nærmest hemmelighedsfuld måde.

Denne sommeraften med natur-tryk er udsolgt. Bemærk, at vi derfor har oprettet en ekstra med samme tema torsdag 5. sep. Se mere her

Bemærk, at prisen er inkl. kaffe/te og materialer og eksklusiv entré til museet.

Ved dette sommeraften-værksted vil du kigge nærmere på naturens detaljer både i udstillingen og efterfølgende i museets skulpturpark og Søhave. I værkstedet vil du selv skabe billeder af naturen ved at arbejde med grafisk tryk.

Om Louisianas sommeraften-værksteder: I løbet af sommeren kan du forfølge din interesse for kunstneriske eksperimenter og fordybe dig i kunsten på Louisiana på et eller flere sommeraften-værksteder for voksne. Hvert værksted indeholder en kort introduktion til en kunstner og en teknik efterfulgt af et praktisk værksted. Afhængig af tema og vejr arbejdes der med forskellige teknikker under åben himmel eller inden for. Der arbejdes eksperimenterende og der kræves ingen forkundskaber for at deltage.