Kurser & workshops
Sommerbilledværksted for voksne
- DatoTirsdag 3. august
- TidKl. 11:00
- StedMuseets møderum
- PrisKr. 1900-2100 (+ gebyr kr. 10)

Nyd sommeren på dette 4 dages kursus, hvor du er med til at udforske kunsten på Louisiana og afprøve kunstnernes materialer og teknikker.
Sommerens billedværksted fra den 3.-6. august dykker ned i udstillingerne MOR! og MAMMA ANDERSSON samt værker fra museets samling. Du vil komme til at arbejde med maleri i store formater, samt skulpturelle og grafiske undersøgelser inspireret af forskellige kunstnere, der har det til fælles, at de har eksperimenteret med teknikker og materialer for at skabe helt særlige udtryk og stemninger.
Undervisningen kommer til at foregå både ude og inde – og man behøver ingen forkundskaber, for at kunne deltage. Kurset er arrangeret under hensyn til sundhedsstyrelsens retningslinjer for afstand og hygiejne. Kurset afholdes i museets Møderum, der befinder sig under Louisianas Cafe. Her er kun adgang via trapper, og du bedes derfor kontakte os på mail@louisiana.dk, hvis du er gangbesværet.
Kurset foregår i uge 31 (tirsdag-fredag) fra den 3.-6. august kl.11-16.


Program
1. DAG (3. august): MALERISKE FARVEEKSPERIMENTER MED AFSÆT I MAMMA ANDERSSON
Maleri i den klassiske form er omdrejningspunktet for den svenske og nulevende kunstner Mamma Andersson. Vi starter kurset med at dykke ned i hendes landskaber, idéprocesser og undersøger, hvordan hun finder farver og motiver. I værkstedet arbejder vi med farve- og materialeeksperimenter og maler vore egne motiver og stemninger frem på store lærreder. Bemærk, at mødested den første dag er ved Henry Moore-skulpturen ude foran museets hovedindgang.
2. DAG (4. august): SKULPTURELLE MODERDYR – MONSTRE ELLER MADONNAER
Med inspiration fra udstillingen MOR! undersøger vi, hvorledes moderfiguren er blevet fremstillet op igennem tiden. Med afsæt i bl.a. kunstnerne Niki de Saint-Phalle og Laure Prouvost undersøger vi de skulpturelle moderdyr og deres udtryk. I værkstedet skal vi give vore egne bud på en personlig moderfremstilling i skulpturel form i varierede materialer.
3. DAG (5. august): SIGMAR POLKE & JONATHAN MEESE – FORUNDERLIGT COLLAGEMALERI
Humor og alvor bliver nøgleordene for denne dag, hvor vi arbejder med teknikker der blander collage og maleri i værker skabt af de to tyske kunstnere Sigmar Polke og Jonathan Messe. I værkstedet skaber vi selv stoflige collagemalerier.
4. DAG (6. august) GRAFISKE UNDERSØGELSER – TUSCH & TRYK PÅ PAPIR
På kursets sidste dag skal vi udforske Skulpturparken, hvor vi zoomer ind og ud på skulpturerne og naturen omkring dem. Vi nærstuderer organiske former i forandring, balance og forskydninger. I værkstedet prøver vi kræfter med spontane grafiske teknikker, hvor vi overfører farve på papir og eksperimenterer med at forvandle vores indtryk til grafiske tryk. Vi afslutter kurset med en festlig fernisering fredag den 6. august kl. 16-17, hvor familie og venner kan inviteres.
Mor!

En stor og rigt udfoldet fortælling om moderen og moderskabet i vestlig kunst og kultur – belyst gennem billedkunst, film, musik og litteratur.