Kurser & workshops

1920'ernes Tyskland og Neue Sachlichkeit

  • Dato
    Torsdag 9. februar
  • Tid
    Kl. 10:00 - 14:00
  • Sted
    Vi mødes i indgangen
  • Pris
    Varierer

Otto Dix: Sylvia von Harden, 1926. Musee National d'Art Moderne - Centre Pompidou. Foto: Scala, Florence © Otto Dix / Visda.

Tag med på Louisianas 2 dages kunstkursus (9.-10. februar 2023), hvor turen går til det brølende kunst- og kulturliv i 1920’ernes Weimarrepublik. Kurset tager udgangspunkt i sæsonens store udstilling 'Det Kolde Øje - Tyskland i 1920'erne', der slutter om kort tid.

2-dages kunstkursus 9.-10. februar 2023

PRIS Kr. 795, medlemspris kr. 650 og studiepris kr. 400 (medlems- og studiekort vises ved indgangen). Prisen er inkl. entre og kaffe. Det er muligt at købe frokost i caféen i pausen. Bemærk alle priser tillægges gebyr på 10 kr.

KØB BILLET

Kursusprogrammet tager udgangspunkt i udstillingens syv temaer samt den selvstændige del med August Sanders fotografier.

Dag 1
Formiddag: Velkomst til Louisiana og til 1920’ernes Tyskland. Vi lægger ud med at sætte fokus på portrættet, hvor kunstnerne dyrker en kølig, nøgtern malestil til at indfange det moderne menneske, og hvor den nye kunstneriske bevægelse ’Neue Sachlichkeit’ tager form. Vi skal også se eksempler på bevægelsen i teater, litteratur, musik og film.

Frokostpause – det er muligt at købe frokost i caféen

Eftermiddag: Stilleben bliver en populær genre i maleri og fotografi i tiden som en vej til at skildre den håndgribelige virkelighed. I bl.a. arkitektur og design bliver standardisering et centralt begreb ud fra håbet om, at fælles standarder kan give en demokratiseret tilgang til verden.

Dag 2
Formiddag: Rationalitet præger industrien i Tyskland efter forbillede fra Amerika. Arkitekterne i tiden skaber forbedrede og mere rationelle boliger og indretninger til almindelige mennesker. Fotografen August Sander arbejder i sit store projekt ’Mennesket i det 20. århundrede’ med at skildre hele det tyske folk i sit fotografiske arkiv inddelt i typer og professioner.

Frokostpause – det er muligt at købe frokost i caféen

Eftermiddag: Vi ser på, hvordan der opstår nye grænser ift. køn og seksualitet særligt i det frigjorte berlinske byliv. Men ikke alle er en del af bylivet, og i en række værker skildres bagsiden hos fattige, fremmedgjorte arbejdere på kanten af byen og samfundet.

August Sander, Sekretær ved Vesttysk Radio i Köln, 1931 © Die Photographische Sammlung/SK Stiftung Kultur – August Sander Archiv, Cologne; VISDA, Copenhagen, 2022/23

Udstillingen er arrangeret i samarbejde med Centre Pompidou i Paris, og i udstillingen indgår desuden et særligt fokus på fotografen August Sander og hans banebrydende dokumentariske ’gruppeportræt’ af det moderne menneske.

For kurset står kunstformidlere, Helle Søndergaard og Hanne Flarup.

Det kolde øje – Tyskland i 1920’erne

Relateret udstilling

En rejse gennem det nyskabende og eksplosive kunst- og kulturliv i 1920’ernes Weimarrepublik. I centrum stod tidens markante bevægelse ”Neue Sachlichkeit' med en nøgtern, kras og satirisk realisme.