Louisiana Lecture

Tre profiler i grønlandsk samtidskunst

  • Dato
    Onsdag 3. november
  • Tid
    Kl. 19:30
  • Sted
    Koncertsalen
  • Pris
    Kr. 20

En aften med tre repræsentanter for den grønlandske samtidskunst-scene: billedhugger og studerende ved det Kongelige Danske Kunstakademi Martin Brandt Hansen, fotograf og filmskaber Inuuteq Storch og performancekunstner Jessie Kleemann. Efter en præsentation af de tre kunstnere følger en samtale, moderet af Anders Kold, kurator på udstillingen 'Pia Arke - drøm og fortrængning'.

RESERVER PLADS

Pris: Kr. 20 ekskl. entré til museet

OM KUNSTNERNE

Inuuteq Storch (f.1989) er uddannet kunstfotograf fra Fotoskolen Fatamorgana i København og International Center for Photography i New York. Et større og gennemgående element i Inuuteq Storchs praksis er arbejdet med fotografier, som han har samlet fra forskellige kilder. Det gik op for Storch, at Grønlands historie primært er fortalt fra den fremmedes, tilflytterens, perspektiv, og da han i sin søgen stødte på de meget sjældne og sælsomme fotografier af John Møller på Grønlands Nationalmuseum, stod det klart for ham, at han måtte formidle dette unikke indblik i kolonitiden, set fra grønlændernes perspektiv.
Aktuel med bogen – Mirrored med billeder af John Møller (f. 1867, Nuuk) Grønlands første professionelle fotograf.

Martin Brandt Hansen (f.1990) er født og opvokset i Nuuk og flyttede i 2014 til København. Endnu ikke dimitteret fra Det Kongelige Danske Kunstakademi. Han arbejder med skulpturer og installationer. Hans inspiration spænder fra grønlandsk metalrock til mytologier fra inuitkulturen. I sine keramiske skulpturer lader han sig i glasurernes farver inspirere af elementer fra den grønlandske natur, fra klima og bjergarter. Brandt Hansen kalder selv sin æstetik for ’Ethno-Gothic’.

Jessie Kleeman (f. 1959) digter og performancekunster, der er aktuel med sin anden digtsamling Arkhticós Dolôros. “Det handler om arktisk smerte, den koloniseredes erfaring, Grønlands særlige geopolitiske situation og selvfølgelig den globale opvarming. Det er absolut hårde tematikker, men en ustyrlig og drillende humor bobler også frem mellem teksternes smeltende isblokke.”

Arrangementet er støttet af NAPA – Nordens Institut i Grønland 

Pia Arke

Relateret udstilling

Pia Arkes værk tager afsæt i kolonihistorien og i hendes eget liv og dobbelte tilhørsforhold til Grønland og Danmark. En søgen efter steder, drømme og slægtskaber, der er både poetisk og pågående.