Få nye idéer til at styrke dine elevers skrivelyst og skiftlige arbejde. Kom til fyraftenstræf på Louisiana og hør om en række kreative skriveforløb inspireret af kunsten, som I kan opleve i de aktuelle særudstillinger og i museets store samling af verdenskunst.

Kunstformidlerne Hanne Flarup og Anne-Mette Deleuran i Louisiana Learning fortæller om, hvordan værker fra Louisianas samling og særudstillinger kan bruges som start på en fælles læse- og skriveworkshop, der undersøger spørgsmål som krop, identitet, nationalitet og globalisering. Vi taler også om, hvordan eleverne i mødet med kunsten kan lære at skrive frit. Vi ser nærmere på Mika Rottenberg og Pia Arke og inddrager eksempler fra samtidslitteraturen som Olga Ravn, Niviaq Korneliussen, Kim Leine og Hanne Højgaard Viemose.

Lisbeth Maria Hansen, lærermiddelforfatter og lektor på Borupgaard Gymnasium, fortæller om ‘KreaLab’, der kan bruges som afsæt for eleverne – det giver eleverne mulighed for at møde deres egen indre kunstner eller forfatter – samtidig med, at de dygtiggør sig fagligt. Værkerne fra Louisianas samling skaber afsæt for ‘KreaLab’, et kreativt skrivelaboratorium og del af det videobaserede og interaktive læse- og skrivelaboratorium ‘TekstLab’ udgivet af Systime.

Arrangementet er gratis og inkluderer entré til museet samt kaffe/the og chokolade.

Tilmelding senest 30.10.21: Skriv til learning@louisiana.dk.

Louisiana er åbent til kl. 22, så der er mulighed for at spise i caféen og besøge museets udstillinger efter arrangementet.