Undervisningen tilrettelægges og gennemføres af de faste kunstformidlere i museets Børnehus. Den dialogbaserede undervisning foregår i udstillingen samt i Børnehusets værksted, som via aktive læringsprocesser kvalificerer børn og unges møde med den moderne kunst. Formålet er at udvikle deres analytiske og kritiske kompetencer og inspirere dem til at opleve og reflektere over kunstens fantastiske verden.

Undervisningen kan bookes i 2-timers forløb tirsdag til fredag på følgende tidspunkter fra kl. 11-13. Tirsdag, onsdag og torsdag er det muligt at få 2-timers forløb allerede fra kl. 10-12. Læs mere længere nede på siden.

Mere om booking

Aktuelle forløb

Her finder du information om de forskellige undervisningsforløb, som tilbydes i øjeblikket.

  • Hvordan ser en mor ud?

    Alle har en mor, men hvordan ser en mor egentlig ud? Er hun stærk, er hun kærlig, kan hun svømme eller flyve? Måske ligner hun din egen mor?

    I udstillingen MOR! på Louisiana giver en række kunstnere deres bud på, hvordan en mor ser ud.

    På museets to-timers værkstedsforløb for de mindste lader vi os først inspirere af udstillingens mange moderbilleder. I værkstedet laver vi efterfølgende vores helt egne kreative fortolkninger af en mor.

    Forløbet kan bookes enten som et male- eller lerværksted.

  • Opdag, leg og byg med Anupama Kundoo

    Kan man bo i et hus, der samtidig også er en ovn, og kan man bygge et hjem, der er helt forskelligt fra det man bor i til daglig? Den indiske arkitekt Anupama Kundoo bygger sjove og anderledes huse, der ofte kan bruges til forskellige ting. Hun får sine ideer ved at se på naturens egne former og materialer.

    På Louisianas to timers værkstedsforløb til børnehaver, 0. og 1. klasse lader vi os inspirere af Kundoos spændende og fantasifulde bygninger. Vi går på opdagelse i udstillingen og dykker ned Kondos materialeskatkammer.

    I værkstedet skal vi designe og bygge vores egne huse med pap, papir og lim. Måske kan vi også skabe huse, der kan flere ting på en gang.

  • Arkitektur i børnehøjde: Byg drømmehuse

    Her er der mulighed for at opleve og bygge rum, og tale om hvilke forskellige huse der findes og hvilke materialer og farver de består af.

    Vi går på opdagelse i Louisianas arkitektur og bruger parken og Søhavens uderum.

    I værkstedet bygger børnene deres egne fantasihuse og lærer, hvordan man går fra idé til konkret form. Arkitekturværkstedet taler både til de børn, der vil sidde og tegne og til dem, som vil have mere action og kan lide at bygge.

  • Skulptur: Forvandlinger og former

    På Louisiana findes en fantastisk samling af skulpturer både udenfor i Skulpturparken og inde på museet. Kunstnerne vil fortælle noget forskelligt med deres skulpturer. Nogle kunstnere er optaget af naturen og menneskekroppen, andre af bevægelse og tyngde i skulpturen. Skulpturerne har forskellige former, overflader og strukturer.

    Vi ser på forskellige skulpturer og taler om dem.

    I værkstedet former børnene selv skulpturer inspireret af det, de har set på Louisiana.

  • Maleriets magi: Farver, teknikker og motiver

    Kunstnere arbejder og eksperimenterer med farver, motiver og teknikker, når de maler. I Louisianas samling kan man se hvordan.

    Sammen med børnene taler vi om den måde kunstnerne arbejder på, hvilke motiver de maler og hvilken effekt farverne har. De tegner skitser af udvalgte værker. I værkstedet maler børnene deres egne farverige billeder inspireret af, hvad vi har set på museet.

  • Alberto Giacometti: Form kropsskulpturer i ostevoks

    Louisiana har en fin samling meget forskellige skulpturer udført af den schweiziske kunstner Alberto Giacometti. Skulpturerne forestiller alle sammen mennesker, men på hver deres måde.

    Vi ser på, hvordan kroppe kan se forskellige ud, nogle består af geometriske former, andre kroppe er lange, tynde med forvredne overflader. I værkstedet udfører børnene egne kropsskulpturer i ståltråd og ostevoks.

  • Asger Jorns farverige univers

    Den danske kunstner Asger Jorn maler store lærreder med mange farver: skrigende gul, lysende lilla, rød, grøn og blå.

    Med udgangspunkt i Jorns temaer og maleriske greb, ser vi og taler om værker skabt via automatmaleri med bølgende streger og fantasivæsener. Vi ser, hvordan Jorn går ”styret amok” med penselstrøg, fingermaling og farvesprøjt, der skaber action på lærredet.

    I værkstedet maler børnene egne billeder inspireret af Asger Jorns maleteknik og leg med farver.

Kom tidligt

Vi har mulighed for at åbne kl. 10 på tirsdage, onsdage og torsdage for 2-timers forløb til børnehaver, 0. og 1. klasser. Her er det muligt at vælge mellem følgende tre forløb:

Asger Jorns farverige univers
Alberto Giacometti – form skulpturer i sort ostevoks
Arkitektur i børnehøjde – byg drømmehuse

Booking

Ring på tlf. 49 19 07 19
(mandag – torsdag, 9.00 – 15.00)

Ved booking vil vi bede dig specificere:

  • Dato og tid for undervisningsforløb
  • Antal deltagende elever
  • Hvilket forløb der ønskes
  • Kontaktinformation samt email hvortil ordrebekræftelsen skal sendes

Max 28 elever per booking.