Afrika

25.6.15 - 25.10.15

Ved at blande arkitektur, kunst og kultur spejlede udstillingen mangfoldigheden og kompleksiteten i den del af Afrika, der ligger syd for Saharaørkenen. Og gav os et mere nuanceret og inspireret billede af kontinentet.

Udstillingsserien Arkitektur, kultur og identitet blev støttet af Realdania

Gennem en række projekter fordelt over det afrikanske kontinent blev der fortalt om forskellige regioners ny arkitektur – med bud på, hvordan man kunne omfatte lokale traditioner og skabe løsninger for fremtiden. Udstillingen præsenterede bl.a. en sanselig arkitektonisk scenografi og en række installationer – hvor arkitekturens rum, skala og form kunne fornemmes 1:1. Livet omkring bygningerne var også en del af arkitekturen. I udstillingen skabte kunst, fotografi, film med mere perspektiv til arkitekternes bestræbelser – og var samtidig med til at nuancere vores blik på denne del af verden.

AFRIKA var det tredje og sidste kapitel i Louisianas store fortælling om arkitektur, kultur og identiteter. I 2012 var museet ramme om udstillingen NEW NORDIC, der omhandlede den nordiske byggekultur – og i 2014 rettedes blikket mod den arabiske verdens hurtigt voksende Babels-byer med udstillingen DET ARABISKE NU.

TEMA: OM AT HØRE TIL

At høre til. Hvad vil det sige? Udstillingen åbnede med en rig flerstemmighed af bud på dette spørgsmål, hvor 25 fremtrædende kunstner, designere, forfattere og arkitekter hver gav et indblik i deres verden og diskuterede tilhørsforholdet i Afrika her og nu. Her kunne bl.a. høres den nigerianske kunstner Emeka Ogbohs lydværk, hvor et igbo-sagn blev oplæst simultant på både engelsk og igbo – eller man kunne lade blikket gå på opdagelse i den sydafrikanske kunstner Athi-Patra Rugas smukke håndvævede kort over opdigtede landområder. Her kunne også læses den somaliske forfatter Diriye Osmans fortælling om at vokse op som homoseksuel i Somalia og Kenya.

NYT FOKUS PÅ KULTUR FRA AFRIKA

Den ghanesiske arkitekt Joe Osae-Addo holdt udstillingens åbningstale. Her fortalte han om, hvordan Louisianas udstilling stadfæster det vendepunkt, der nu finder sted for kultur fra det afrikanske kontinent: ”For the first time in my living memory, there are African artists, architects, musicians and other creatives, who can engage at the higher level and have the work to back it up”.

Joe Osae-Addo er arkitektet og formand for ArchiAfrica – en organisation, der udvikler, kortlægger og formidler kontemporær arkitektur og kultur i Afrika. Hans base er Ghanas hovedstad Accra, og dertil har han et omfattende kendskab til den nye arkitektur i Afrika og de arkitekter fra kontinentet, der er med til at bære den frem.

I udstillingstemaet ‘Om at høre til‘ kunne man også opleve Osae-Addos fortælling om ’Kente’. Kente er et traditionelt ghanesisk klædestof i stærke brændte farver. Ifølge Osae-Addo har klædestoffet som kunsthåndværk en særlig identitetsskabende rolle for ghaneserne – og var dermed et eksempel på hvordan et kulturelt udtryk skabte tilhørsforhold og fælles identifikation.

TEMA: SAMEKSISTENS

Sameksistens var et centralt begreb på tværs af regioner i Afrika. Udstillingen stillede skarpt på, hvordan sameksistens af tilsyneladende paradoksale modsætninger er var et livsvilkår og af fundamental betydning for de enkelte samfund.

Det kunne være i kraft af et kunstværk, der behandler sameksistensen mellem en lokal virkelighed og en global popkultur. Det kunne være et arkitekturprojekt, som i sin kerne var et billede på forsoningen med en stadig meget nærværende og smertefuld fortid. Eller det kunne være et fotografi, der viste sameksistensen mellem synlige og usynlige familiemedlemmer.

TEMA: BYERNE VOKSER

Subsaharisk Afrika var et af de steder på kloden, hvor byerne voksede mest. Udstillingen satte fokus på de seks ekspansive byer: DakarLagosNairobiKinshasaMaputo og Johannesburg. Alle var de vigtige knudepunkter på kontinentet – og repræsenterede en geografisk, kulturel og kolonihistorisk sammensathed, som gav sig udslag i forskellige måder at bo.

Via forskellige cases blev der stillet skarpt på de ’uformelle bydele’, dem som folk så at sige selv byggede, med dertilhørende uformelle økonomier; der var cases om utopiske arkitektoniske fremtidsvisioner, om boligbyggeri til den voksende middelklasse og om kolonitidens arkitektur, der på det tidspunkt stadig stod som levn fra det forgange.

By-temaet var iscenesat af den sydafrikanske arkitekt Heinrich Wolff.

TEMA: AT SKABE RUM

På tværs af kontinentet byggede folk deres egne huse og byer – og denne traditionsbaserede arkitektur var med til at danne forlæg for forskelligt nyt byggeri, præget af en given regions særpræg. Som 1:1 eksempel på, hvordan arkitekter i dag arbejder med traditionen, viste sektionen en stor installation af Diébédo Francis Kéré, som var verdensberømt for sit arbejde med at bygge nyt i landsbyen Gando i Burkina Faso, hvor han kom fra. Kérés installation på udstillingen byggede på en analyse af hans landsby.

Som en del af rummets tema blev der vist to installationer i Skulpturparken – Louisiana Hamlet af selgascano studio – som også stod for Serpentine Pavilion i London – og Louisiana Spine af de unge namibiske arkitekter Droomer & Christensen.

TEMA: AT GENOPBYGGE

Med en historie om socialt forankret arkitektur blev der her udfoldet en ganske anden historie om Rwanda, end den vi til stadighed, 21 år efter folkemordet, forbinder med landet. Arkitekterne Tomà Berlanda og Nerea Amorós Elorduy, der var med til at grundlægge den social-aktivistiske tegnestue ASA, stod for dette tema. Med udgangspunkt i Rwandas nyere historie, skabte de en fortælling gennem en 1:1 struktur i mursten, der var et udsnit af en af de bygninger, som de sammen med ASA opførte flere steder i Rwanda.

TEMA: NYE FÆLLESSKABER

Her blev der fokuseret på sociale byggeprojekter, som søgte at skabe værdi for et lokalsamfund gennem deres forskellige funktioner, men også ved at inddrage “brugerne” i forbindelse med opførslen. Det drejede sig f. eks. om skoler, børnehjem, hospitaler og kvindecentre. Disse initiativer var ofte privat initieret og ikke nødvendigvis støttet af de lokale regeringer. Projekternes succeskriterier var andre end arkitekturen normalt opstiller.

TEMA: AT BYGGE FREMTIDER

Udstillingens sidste tema handlede om fremtiden eller ”fremtider”, som man har forestillet sig dem, og som man forsøgte at skabe dem. Centralt i rummet stod den nyligt afdøde congolesiske kunstner Bodys Isek Kingelez’ monumentale og smukke by-model ‘Projekt for det tredje årtusindes Kinshasa, 1997. Kingelez’ værk var omkranset af fortællinger om forsøg på at skabe en ny verdens post-uafhængighed i de forskellige lande, både da uafhængigheden var helt ny og i dag.