Alexej Jawlensky blev født i en officersfamilie i Rusland i 1864, og valgte i første omgang selv en militærkarriere, som han forlod til fordel for kunsten. I 1889 begyndte han at studere på kunstakademiet i Skt. Petersborg, hvor han traf maleren Marianne von Werefkin, som blev hans partner og støtte gennem mange år. Sammen flyttede parret til München, hvor Jawlensky gik på privat malerskole sammen med bl.a. Wassily Kandinsky.

I begyndelsen af 1909 blev han stiftende medlem af “Neue Künstlervereinigung München” og var tæt knyttet til den berømmede kunstnerbevægelse “Der Blaue Reiter”, som opstod i byen få år senere på initiativ af Wassily Kandinsky og Franz Marc. Det var også i disse år, Jawlensky i stigende grad vendte sig motivmæssigt mod portrættet, som hos ham fik et farvestærkt, stiliseret udtryk, hvor særligt store øjne står frem som en dominerende faktor.

Disse billeder kaldes variationer og repræsenterer begyndelsen på Jawlenskys interesse i serielle billeder, i repetitionen af motivet. Jo flere han malede, desto mere mistede de forbindelsen til det “sete”, til den ydre verden. Billedets egen logik tog over og blev det styrende.

Udstillingens tredje kapitel handlede om Jawlenskys sidste år i 1930’ernes Tyskland. I de sidste mere end tyve år af sit liv var det gentagelsen af motivet, der optager ham. Allerede i Schweiz, begyndte han at male ansigter serielt, og dette bliver hans primære projekt i disse år af hans liv og virke – og det er med disse værker, at han sætter sit spor i kunsthistorien.

Meditationerne var en lykkelig kulmination for en kunstner, der næsten hele livet havde søgt at forbinde sin spirituelle overbevisning med malergerningen. Han lavede omkring tusind af de meget smukke og mystiske små meditationer. Alle bestod de af det samme helt forenklede ansigt malet i sort med forskellige farvekombinationer fyldt ind imellem. Han kunne ikke mere end det, for hans gigtplagede hænder tillod det ikke længere, men han ville heller ikke mere. Han var i en forstand lykkedes med sin livsgerning.