Alexej von Jawlensky

30.1.25 - 1.6.25

Jawlensky, Mystischer Kopf: Mädchenkopf´, 1918. Kunstmuseum Basel, foto: Martin P. Bühler

Maleren Alexej von Jawlensky (1864-1941) var nært forbundet med de europæiske avantgarde bevægelser i starten af 1900-tallet, men fandt først sent i livet sin egen kunstneriske stemme. I en række fortættede kapitler viser udstillingen Jawlenskys vej frem mod et særegent udtryk i form af de helt små, smukke og mystiske meditationer.

Alexej von Jawlensky blev født i en officersfamilie i Rusland i 1864, og valgte i første omgang selv en militærkarriere, som han forlod til fordel for kunsten. I 1889 begyndte han at studere på kunstakademiet i Skt. Petersborg, hvor han traf maleren Marianne von Werefkin, som blev hans partner og støtte gennem mange år. Sammen flyttede parret til München, hvor Jawlensky gik på privat malerskole sammen med bl.a. Wassily Kandinsky.

Jawlensky, Dorf Murnau, 1908. Kunstmuseum Basel, foto: Martin P. Bühler

Jawlensky, Selvportræt, 1911. Kunstmuseum Basel, Martin P. Bühler

Udstillingens første kapitel tager afsæt netop i Jawlenskys forbindelse til kunstscenen i München i begyndelsen af 1900-tallet. Sammen med Kandinsky, Gabriele Münter og von Werefkin slog han sig i en periode ned i Murnau i Oberbayern og udviklede her sine stærkt ekspressive landskabsmalerier.

I begyndelsen af 1909 blev han stiftende medlem af “Neue Künstlervereinigung München” og få år senere en del af den berømmede kunstnerbevægelse “Der Blaue Reiter”. Det er også i disse år, Jawlensky i stigende grad vender sig motivmæssigt mod portrættet, som hos ham får et farvestærkt, stiliseret udtryk, hvor særligt store øjne står frem som en dominerende faktor.

VARIATIONER

Jawlensky, Gewitterlandschaft, 1915. Kunstmuseum Basel, foto: Martin P. Bühler

Jawlensky, Variation: Strenger Winter, 1916. Kunstmuseum Basel, foto: Martin P. Bühler

Udstillingens andet kapitel starter i Schweiz, hvortil han var tvunget til at flytte i eksil, da han som russer ikke kunne blive i Tyskland efter 1. Verdenskrigs udbrud. Her slog han og von Werefkin sig ned ved Genevesøen, og da han ikke havde et egentlig atelier, malede han bl.a. udsigten fra sit vindue om og om igen.

Disse billeder kaldes variationer og repræsenterer begyndelsen på Jawlenskys interesse i serielle billeder, i repetitionen af motivet. Jo flere han malede, desto mere mistede de forbindelsen til det “sete”, til den ydre verden. Billedets egen logik tog over og blev det styrende.

MEDITATIONER

Jawlensky, Abstrakter Kopf: Schwarz-Gelb-Violett, ca. 1922. Kunstmuseum Basel

Jawlensky, Abstrakter Kopf: Mysterium, 1925. Kunstmuseum Basel, foto: Martin P. Bühler

Udstillingens tredje kapitel handler om Jawlenskys sidste år i 1930'ernes Tyskland. I de sidste mere end tyve år af sit liv er det gentagelsen af motivet der optager ham. Fra begyndelsen med variationerne og her til sidst med meditationerne.

Jawlensky, Meditation N. 30, 1934. Kunstmuseum Basel, foto: Martin P. Bühler

Meditationerne var en lykkelig kulmination for en kunstner, der næsten hele livet havde søgt at forbinde sin spirituelle overbevisning med malergerningen. Han lavede omkring tusind af de meget smukke og mystiske små meditationer. Alle bestod de af det samme sorte grid med forskellige farvekombinationer fyldt ind imellem. Han kunne ikke mere end det, for hans gigtplagede hænder tillod det ikke længere, men han ville heller ikke mere. Han var i en forstand lykkedes med sin livsgerning.