Et møde med ti yngre, internationale samtidskunstnere, der på hver deres måde og i vidt forskellige medier – video, installation, maleri og skulptur – forholdt sig til livet i en tid, hvor det fysiske og digitale smelter stadig tættere sammen.
Det digitale fylder stadig mere i vores tilværelse, og det betyder, at begreber som krop, maskine, liv, død, socialitet, isolation, natur og tid er under forandring og får ny betydning. Samtidig synes forestillingen om, at der findes en fysisk verden, som er virkelig, og en tilsvarende digital verden, som er uvirkelig, under hastig nedbrydning.
Being There præsenterede en række kunstnere, der er optaget af, hvordan disse forandringer påvirker os, hvordan vi lever med hinanden og med os selv, og hvordan vi navigerer mellem ruinerne af en gammel verden og byggestenene til en ny.
I udstillingens ni scenarier viklede det fysiske og det digitale sig ind og ud af hinanden. Her fandt man ingen klar sondring mellem, hvor det ene holdt op og hvor det andet begyndte. Måske fordi vores tilværelse nu bedst kan beskrives som dét at have en fod permanent i hver lejr – en tilstand af både nærvær og fravær, som udstillingens titel, Being There, angav.
C.L. Davids Fond og Samling støttede udstillingen Being There.
Udstillingen præsenterede bl.a.
Lizzie Fitch / Ryan Trecartin
Lake Anticipation, 2016
Cécile B. Evans
Hyperlinks, 2014
Ed Atkins
Ribbons, 2014
Ian Cheng
Emissary Sunsets The Self, 2017
Louisa Gagliardi
Living Downstream, 2017
Bunny Rogers
Farewell Joanperfect, 2017
10 kunstnere – 9 universer
Skarpe, profetiske, humoristiske, underfundige og foruroligende: Being There bestod egentlig af ni vidt forskellige rumlige installationer, hvoraf de fem var skabt til udstillingen og to af de andre for nylig erhvervet til Louisianas samling.
Værkerne var skabt af en række fremtrædende yngre aktører på den globale kunstscene: Lizzie Fitch og Ryan Trecartin, Ian Cheng, Pamela Rosenkranz, Hannah Levy, Ed Atkins, Cécile B. Evans, Louisa Gagliardi, Dora Budor og Bunny Rogers. Læs mere om de enkelte kunstnere herunder.
BUNNY ROGERS (USA, 1990)
I installationen Leda (Painted and Erased) iscenesatte Bunny Rogers et selvbestaltet minde for en afdød highschool elev. Kunstneren skabte et billede af en kollapset virkelighed mellem en fysisk og en virtuel eksistens ved at koble et fladt tegneserieunivers med en række genstande i detaljeret håndværk. Værket var lavet til udstillingen.
LOUISA GAGLIARDI (Schweiz, 1989)
Installationen Living Downstream illuderede en nattescene, hvor en række malerier af lanterner og tavse menneskeskikkelser indgik. Gagliardi maler i computeren, printer derefter malerierne ud, hvorefter hun påfører dem forskellige lag af stoflighed. Værkerne var lavet til udstillingen.
IAN CHENG (USA, 1984)
I Emissary Sunsets the Self fulgte vi et væsen, der uophørligt og uden ende navigerede i en ukendt og uforudsigelig verden. Der er var tale om en live-simulation. Det vi så, opstod mens vi kiggede på det – og viste sig aldrig på lige samme måde igen. Med kunstnerens egne ord var det som ”a computer game that plays itself”.
DORA BUDOR (Kroatien, 1985)
Værket Year Without A Summer (Panton’s Diversion) forbandt sjældne readymade Verner Panton-moduler, designet i 1960’erne, med et askefald, der langsomt dækkede modulerne. Askefaldet udløstes af en teknologi, der registrerede besøgendes lyde i rummet. Værket var lavet til udstillingen.
CÉCILE B. EVANS (USA/Belgien, 1983)
I værket Hyperlinks fra 2014 mødte vi en række væsener, der kun lever i computeren: en japansk hologram-popstjerne, en fobiramt youtuber, en usynlig kvinde og en række andre skikkelser. Hovedpersonen er avataren Phil, som til forveksling ligner en berømt og afdød skuespiller.
HANNAH LEVY (USA, 1991)
I Hannah Levys fire værker (tre af dem lavet til udstillingen) er kroppen koblet med maskinen. Værket Untitled viser en silikoneafstøbning af et sæt iPhone-høretelefoner i nærbillede, som et par hænder kærtegner. Det antager næsten karakter af en seksualundervisningsvideo, da såvel høretelefonernes farve og form som hændernes behandling af dem giver klare associationer til det kvindelige kønsorgan.
ED ATKINS (Storbritannien, 1982)
I Ed Atkins’ installation Ribbons er det kroppen, der er i centrum – en ode til kødelighed og forgængelighed, beskrevet ved hjælp af glatte, digitalt frembragte billeder. Her møder vi Dave, en avatar, der synes fanget i en skærsild af gentagelser og kedsomhed.
PAMELA ROSENKRANZ (Schweiz, 1979)
Anamazon (Into the Land) kombinerer et gitter af et kraftigt grønt og blåt LED-lys, der indhyller og overvælder beskueren sammen med lyde fra Amazonas regnskov, spillet baglæns på Amazon Echo højtalere, samt en stor bunke jord, terra preta, oprindeligt et særligt frugtbart jordprodukt fra Amazonas. Værket var lavet til udstillingen.
LIZZIE FITCH / RYAN TRECARTIN (begge USA, 1981)
Lizzie Fitch og Ryan Trecartins installation Lake Anticipation er et landskab, hvor sterile kontorreferencer er koblet med et naturlignende, træbevokset miljø. Det danner ramme om en film, hvor vi følger forskellige grupper i et forladt frimurertempel, hvor de næsten uafbrudt snakker og kommenterer det, de (ikke) oplever.
Louisiana Channel is a non-profit website that provides culture to the Internet, extending beyond the museum’s own events. The Louisiana team produces videos about art and culture on an ongoing basis. New videos are posted at the site every week.
Videos on the arts, featuring the artists.
Mød kunstnerne på Channel. Hør bl.a. Hannah Levy fortælle om sine skulpturer, hvor hun ofte kombinerer buede stålformer med støbt silikone.
