Birgit Jürgenssen - Ich bin

14.6.19 - 22.9.19

Den første udstilling i Norden med den østrigske avantgarde-kunstner Birgit Jürgenssen blev præsenteret i serien Louisiana on Paper. Hendes skarpe, humoristiske værk kredser om fastlåste kønsroller, identit(er) og friheden til at være sig selv.

Birgit Jürgenssen (1949-2003) tilhører en stærk kreds af kvindelige, østrigske kunstnere, som dukkede op i 1970’erne. Allerede som otteårig efterlignede Jürgenssen værker af Pablo Picasso og underskrev dem BICASSO Jürgenssen. Legen med forskellige identiteter og dekonstruktionen af den patriarkalske verdensorden blev siden hovedspor i hendes kunstneriske virke.

Igennem tegning og fotografi, Jürgenssens foretrukne medier, tematiserede hun kvindens rolle i samfundet med sin skarpe og undergravende humor. I et af de mest kendte fotografiske værker ser vi Jürgenssen selv gennem en glasdør udklædt som husmor med ansigtet presset mod døren, hvorpå der er skrevet ”Ich möchte hier raus!” (”Jeg vil ud herfra!”) – fra hjemmet vel at mærke.

Jürgenssens værker er dog ikke kun et kampråb mod den strukturelle kvindeundertrykkelse. De præsenterer samtidig muligheden for som kvinde (eller mand) at bryde ud af en rolle og tage sig den maske eller identitet på, man selv ønsker.

Udstillingen præsenterede flere end 70 af kunstnerens værker og var organiseret i samarbejde med Estate Birgit Jürgenssen, Kunsthalle Tübingen og GAMeC Museum i Bergamo. C.L. Davids Fond og Samling støtter Louisiana On Paper

FØRST ANERKENDT EFTER SIN DØD

Birgit Jürgenssen blev født i 1949 ind i et borgerligt og stærkt konservativt miljø i Wien. Skønt hun tidligt blev eksponeret for kunst, var der ingen opbakning fra familien til, at hun selv skulle forfølge en kunstnerisk karriere. Hun arbejdede i mange år som assistent for andre kunstnere, bl.a. Arnulf Rainer, og som en meget dedikeret underviser for kunststuderende. Hun var meget sky og tilbageholdende, og hendes egen kunst var der kun få, der kendte til, mens hun levede. Hun døde af cancer allerede i 2003 i en alder af kun 54 år.

I de senere år har der på internationalt plan været et boom i interessen for hende. Dermed er hendes betydningsfulde bidrag til tidens avantgarde kunst omsider blevet anerkendt, og Jürgenssens nævnes i dag sammen med kunstnere som f.eks. Louise Bourgeois, Méret Oppenheim, Francesca Woodman og Cindy Sherman.

anmeldelser

politiken

Jürgenssen har virkelig noget at byde på... og det ser ud til, at tiden endelig er ved at være moden til hendes kunst, der nu er genstand for international opmærksomhed og en flot udstilling på Louisiana.

Kristeligt Dagblad

Birgit Jürgenssen tegner sko, der består af enten afskrællede muskler eller fjer, hvor hælen er en hønsefod, dekadencen møder det menneskelige og dyrisk drømmende. Hendes kunst arbejder sig ind under huden, og mange arbejder står tilbage på nethinden, lang tid eter man har forladt udstillingen.

Weekendavisen

Man bliver altså både glad, beriget, oplyst og får lyst til - omsider - at kippe lidt med feministflaget til Louisianas ros, når museet tager opgaven på sig at introducere denne ret ukendte østrigske kunstner.. samtidig med en stor Pipilotti Rist udstilling og en anden lidt glemt politisk feminist fra 1970'erne, nemlig Dea Trier Mørch.