I sin vidtfavnende praksis på tværs af medier arbejder marokkansk-franske Bouchra Khalili sammen med mennesker uden statsborgerskab om at skabe kollektive historiefortællinger og nye, poetiske forestillinger om fællesskab.
Udstillingen præsenterede marokkansk-franske Bouchra Khalili (f. 1975) og var bygget op omkring hendes store videoinstallation The Mapping Journey Project. Værket, der er en nyerhvervelse til museets samling, blev her vist for første gang i Danmark. I 2024 vakte det stor opmærksomhed som del af hovedudstillingen Foreigners Everywhere på Venedig Biennalen.
Rejsende mod en bedre fremtid
I Bouchra Khalilis The Mapping Journey Project (2008-2011) fortæller otte personer om deres tvungne illegale rejser, der er afstedkommet af både politiske og økonomiske omstændigheder. Mens de beretter om de vanskelige og ofte årelange rejser, tegner hver person sin rejserute ind på et kort.
Bouchra Khalili


Rejserne strækker sig fra Nord- og Østafrika, Mellemøsten og Sydasien, over Middelhavet, Vestafrika og på tværs af Europas grænser. De forskellige rejseruter vidner om den vedholdenhed, der kendetegner menneskets søgen efter en bedre fælles fremtid.
Sydsvenskan
The Constellations Series, det afsluttende kapitel i The Mapping Journey Project, er en poetisk viderebearbejdelse af selve videoinstallationen. De otte silketryk oversætter således de fortællendes rejser til stjernebilleder med henvisning til oldtidens astronomi, som er forankret i mytologi. Khalili inviterer beskuerne til aktivt at projicere sig selv ind i stjernebilledet for kollektivt at forestille sig andre måder at høre til på.

Andre værker i udstillingen bidrog med nye perspektiver på fællesskaber og samfund, der bryder med snævre definitioner af identitet og tilhørsforhold. Den historiske ramme for alle de udstillede værker var de sidste 50 års migrationsbevægelser omkring Middelhavet og de nordafrikanske migrantarbejderes forhold i Frankrig.
DEN BLÅ CIRKEL
Udstillingen blev vist i museets Store Sal og Søjlesal. Cirkelformen og farven blå var gennemgående i scenografien. Cirklerne var inspireret af den marokkanske tradition for offentlig historiefortælling og performances kaldet ‘Halaka’ (‘ring’, ‘cirkel’ eller ‘forsamling’ på arabisk), hvor publikum danner en ring omkring den optrædende. Blå er havets og himlens farve – steder, der forbinder os kloden rundt, steder uden lukkede grænser og i konstant forandring.




