Daniel Richter

8.9.16 - 8.1.17

Daniel Richter fortæller historie med fuld malerisk power. Og han maler billeder, som handler om den verden, vi kender og lever i. Det er malerier om politik, sex, musik, ekstase, vold og konflikt, som stærkt, effektivt og meget direkte griber ud efter os.

Louisianas udstilling var den første store præsentation af kunstneren i Skandinavien. Den var kurateret af Poul Erik Tøjner i samarbejde med Richter og rejste videre til Wien og London.

Den tyske maler Daniel Richter (f. 1962) er en af tidens indflydelsesrige kunstnere, og han tilhører den generation, der fulgte efter Tysklands vilde maleri i 1980erne. Han har fastholdt maleriet som genre med fuld styrke – og fuld kulør. Udstillingen Lonely Old Slogans viste omkring 45 af hans bedste og ofte meget store værker fra perioden 1995-2015. Vi har at gøre med en maler, der eksperimenterer med forskellige billedsprog – det abstrakte, det figurative, det plakatagtige – og han gør det med en fandenivoldsk energi og et stort kunstnerisk overskud.

KUNST MED FORHØJET ALARMBEREDSKAB

Daniel Richter har en baggrund i 80’ernes punkmiljø i Hamborg og er fortsat dybt rodfæstet i tidens politiske og kulturelle liv. En kritisk stemme, hvis stærkt kommunikerende billeder er fyldt med scener og motiver, vi kan genkende og drages ind i. Nogle gange henter han sine motiver fra den strøm af billeder, der omgiver os, nogle gang er de frit opfundne – men altid med klare referencer til noget, der sker eller kunne ske. Det er som en slags politisk teater - kunst med stærkt forhøjet alarmberedskab.

NY SPILLER I DEN STORE MALERISKE TRADITION

Daniel Richter trådte ind på kunstscenen midt i 1990’erne med et meget ekspressivt og abstrakt formsprog. Her ses en klar sammenhæng med hans tidligste kunstneriske udfoldelser som designer af bl.a. pladecovers for en række tyske punkrock bands i 1980’erne. Lonely Old Slogans viste, hvordan Richter i sin praksis til stadighed søger frem og tilbage mellem abstrakte og historie-baserede værker.

Udstillingen spændte fra Richters tidlige abstrakte billeder fra 1995 og frem til 2015, hvor han atter nærmer sig det abstrakt maleriske med baggrund blandt andet i pornografiske billeder fra nettet parret med den store maleriske traditions håndelag – som hos Asger Jorn og Willem de Kooning. Udstillingen var således et væsentligt kapitel i historien om maleriets skæbne og status i det sene 20. og tidlige 21. århundrede.

Tematisk og formelt er Richters malerier forbundne med den tyske ekspressionisme og malere som Max Beckmann (1884-1950) og George Grosz (1893-1959), som i årene før 2. Verdenskrig malede skarpe, humoristiske og dybt samfundskritiske, allegoriske billeder. Daniel Richter har et lignende greb om maleriet, der ifølge ham selv altid er ideologisk positioneret i forhold til den omgivende verden.

Billederne på udstillingen, hvoraf mange var store, var ophængt næsten som en række kapitler i en udfoldet samtidsroman eller et samtidsdrama, tæt vævet og fuld af handlingslivets intensitet, fjernt fra det malerisk meditative, måske endda fjernt fra det æstetiske. Men farven i Richters værker – den kunne man se på lang afstand.

MALERIET TILBYDER OGSÅ TRØST

”Maleriet handler ikke om at være indlysende,” påpegede Daniel Richter i en samtale med Poul Erik Tøjner, som kunne læses i kataloget til udstillingen. Richter henviste bl.a. til maleriet Tarifa, der ses her. “Det maleri er fra 2001, men på grund af flygtninge-dramaet er det blevet genoptrykt så mange gange på det seneste. Jeg har spekuleret på, om det skyldes maleriets kvalitet, men det tror jeg ikke.”

Daniel Richter mente derimod, at forklaringen bundede i, at pressen havde brug for billeder, og at der allerede fandtes så mange billeder af folk, der drukner, at det nærmest blev “kedeligt”, som han udtrykte det:

“Men så ser man – du milde Gud! – at der findes et malet billede af folk, der drukner, eller måske drukner de ikke, men de er flygtninge eller migranter, eller måske er de ikke. Det er derfor; det er ikke fordi billedet er så godt. Det er, fordi billedet opsummerer hele debatten og er anderledes end alle fotografierne, samtidig med at fotografierne er langt mere dramatiske eller sørgelige end maleriet, for maleriet tilbyder allerede en vis trøst, i og med at det er et maleri.

Det er den iboende selvmodsigelse i alle malerier – det kan godt være, at de byder på drama eller oprør, men de tilbyder også trøst. Maleriet – dét at stræbe efter en forestilling om ærlighed i maleriet – må nødvendigvis være en løgn. Hvis det ikke lyver, er der noget galt, og så ligger dets ærlighed i dets falskhed eller i dets hybris,” sagde Richter.

Kristeligt Dagblad

"Maleri for fuld udblæsning... alt mødes i en energisk og kraftfuld sammensmeltning - malerisk ekspressivt i et hjørne, drømmende flydende i et andet, graffitiagtigt i et tredje og en tegneserieagtig gestalt i et fjerde."

POLITIKEN

"Moderne malere behøver hverken være halvgamle eller helt døde for at virke vedkommende. Eller for at være populære. Det viser Daniel Richters malerier os."

JYLLANDS-POSTEN

"Richters udgangspunkt er altid lige på og hårdt. Som vidner til et stykke blodigt, politisk teater ser vi aktørerne gå i flæsket på hinanden i kompositioner, der voldsomt dynamiske."

BERLINGSKE

"Hvis man kunne høre Richters malerier, ville det være lyden af storbyen."

BØRSEN

"Sjældent at opleve en maler af vores tid, hvis værker virker så stærkt... rammer ikke blot tidsånden, han formår også med sine historier at sætte fokus på det drama, som vi alle er vidne til i vor tids samfund."

WEEKENDAVISEN

"Det er malerier, der udover at virke på kroppen, også vil fortælle os noget. Eller få os til at reagere i al fald. Jeg har sjældent set så mange mange små diskuterende grupper i alle aldre som den formiddag, jeg besøgte udstillingen."

DOIG & RICHTER & TAL R — STÆRK UDSTILLINGS-TRILOGI

Den omfattende præsentation af Daniel Richter kunne på flere måder ses som en opfølgning til den store Louisiana-udstilling med Peter Doig i 2015. Ligesom den kunne ses i lyset af, at museet i 2017 føjede endnu en maler til denne række, nemlig danske Tal R. Doig er fra 1959, Daniel Richter fra 1962 og Tal R fra 1967 – med lidt elastik altså samme generation, og så kendte de hinanden.

De er alle tre figurative malere, de fortalte historier fra og om vores samtid, på forskellig vis – og så havde de alle tre et frigjort forhold til mediet maleri. Det kan godt være, man ikke kunne finde ud af, hvorfor de egentlig var blevet malere, men malere er de blevet, og de maler på livet løs – tilsyneladende uanfægtet af den påstand om maleriets død, som netop prægede deres generation, da de var unge.