David Altmejd

12.11.15 - 31.1.16

Præsentationen af David Altmejds The Flux and the Puddle var også et møde med et af tidens mest opsigtsvækkende værker inden for skulptur og installation. En fascinerende og skræmmende tour de force, der handlede om kroppen og dens plads i verden.

Værket ejes af Collection Giverny Capital, deponering på Musée National des Beaux-Arts du Québec.

The Flux and the Puddle er fra 2014, og det kan minde om barokkens “wunderkammer”, men udsat for eksplosiv modernitet – dét, man fristes til at kalde vores egen “Big Bang-æra”. David Altmejd, der er født i Canada i 1974, pressede nemlig her forestillinger om og repræsentationen af kroppen og alle dens egenskaber til det yderste. Resultatet bliver en gigantisk model med referencer til såvel økosystemer som computerkredsløb.

The Flux and the Puddle

The Flux and the Puddle målte 328 x 640 x 714 centimeter, og med sine figurer og formationer i bl.a. voks, spejl, gips, akrylmaling, latex, fjer, keramik, blæk, træ, ståltråd og kvarts placeret i uoverskuelige mange plexikasser, var værket en helt usædvanlig oplevelse.

POLITIKEN

"Installationen rummer et univers af objekter, som synes at holde hinanden i skak - nogle er organiske, andre er ligefrem dyriske eller kropslige, og de breder sig over tre dimensioner. Sammen med alt det andet fortæller den om den menneskelige krops placering i en tilsyneladende ustadig og uoverskuelig verden."

KRISTELIGT DAGBLAD

"[Altmejds] værk er på samme tid frastødende og forførende...det er et stort, mangefacetteret billede på forvandling og bevidsthedsspring, på energiens transformation fra en tilstand til en anden..."

ALTMEJD INTERVIEW

"Når jeg laver en skulptur, ønsker jeg ikke at styre den intellektuelt. Jeg vil gerne have at den skal skabe sin egen intelligens" - sådan udtrykte David Altmejd sig om sit værk 'The Flux and the Puddle' i Louisiana Channels interview med kunstneren. Her fortalte han - bl.a. - også om hans særlige arbejdsmetode, hvor han brugte en mikroskopisk, detaljeorienteret tilgang til at bygge og tænke et kunstværk, der kan vokse sig stort i format.

EN NY SERIE

Louisiana One Work var overskrift for en ny serie i Louisianas udstillingspraksis. Her præsenteredes markante enkeltværker, der ofte var i stor skala. Tidligere har dette f.eks. været tilfældet med Ed Kienholz’ Five Car Stud (1969-72), der blev vist i Store Sal i 2012, og med Richard Mosse’s videoinstallation The Enclave i foråret 2015.