Willkommen! En rejse gennem 1920'ernes nyskabende og eksplosive tyske kunst- og kulturliv. I centrum stod periodens markante bevægelse ”Neue Sachlichkeit”, hvis nøgterne realisme spænder fra det krasse og satiriske til det knivskarpe, nærmest kliniske. På en "udstilling i udstillingen" blev fotografen August Sander og hans banebrydende "gruppeportræt" af det moderne menneske vist.
Kriser og turbulens, men også et vildt og voldsomt kunstnerisk nybrud. Efter Første Verdenskrig gennemlever det tyske samfund under Weimarrepublikken (1918-1933) nogle år med dyb fattigdom og politisk uro, men også med en kortvarig opblomstring af demokratiet og en stærk frihedskultur. Perioden, der får en brat afslutning med nazisternes overtagelse af magten i 1933, kendetegnes af både euforisk skabelse og en stadig fornemmelse af truende opløsning. En “skrøbelig” tilstand, der udmønter og afspejler sig i et rigt og varieret kulturliv.
Weekendavisen
Moderne tider
Louisianas store udstilling omfattede godt 600 værker og dokumenter af 90 kunstnere og fyldte hele museets Sydfløj. Den blandede maleri, tegning, foto, arkitektur, design, film, teater, litteratur og musik. Her blev der i tematiske kapitler sat fokus på tidens markante kunstneriske strømning ”Neue Sachlichkeit” (på dansk ”ny saglighed” eller ”ny objektivitet”).
I et samfund, præget af store omvæltninger og modsatrettede kræfter, søger Neue Sachlichkeit-kunstnerne at indfange den moderne hverdag og at fremstille almindelige menneskers liv og virke på en realistisk og nøgtern måde – renset for enhver følsomhed og ofte i en bevidst forskruet eller fortegnet form.
Krisetid og dekadence
Livet i storbyen, den moderne, funktionalistiske arkitektur, industrialiseringen og de tekniske landvindinger er udbredte motiver for periodens kunstnere, men også tidens brusende forlystelsesliv med natklubber, cabareter, seksuel frigjorthed, promiskuitet og prostitution. Sideløbende sås socialkritiske skildringer af arbejderklassens svære levevilkår, kvindernes nye rolle og overklassens dekadente livsstil. Det var alt sammen temaer, som udstillingen udfoldede på tværs af kunstarterne og ved hjælp af et omfattende historisk materiale.
Tidslinje & introduktion
Ved indgangen til udstillingen var det muligt at få en generel introduktion til Weimarrepublikken samt læse om de vigtigste begivenheder i den tyske historie i Neue Sachlichkeit-årene, perioden 1925-1933. Du kan læse og downloade introduktion og tidslinje her på siden.
Oskar Schlemmer (1888-1943) tysk maler, billedhugger, designer m.m.
Udstillingen var inddelt i syv, tematiske kapitler – der spændte fra portrætter og stilleben til nye grænser – og som hver blev udfoldet på tværs af kunstneriske udtryksformer.
De syv kapitler
PORTRÆTTER Første Verdenskrig og dens nederlag affødte en kultur i Tyskland, der var præget af skam og generel flovhed over førkrigstidens utopier. I 1920’erne dukkede der derfor en ny social type op, der forsøgte at undgå følelsen af ydmygelse ved at opretholde en kølig og indifferent facade. Denne nye adfærd forandrede portrættet som kunstnerisk form fundamentalt. Hvor det førhen rettede sig mod det psykologiske udtryk, var fokus nu på individets ydre kendetegn. Neue Sachlichkeit-kunstnerne afbildede således i mindre grad personligheder og i højere grad typer, som defineredes af socialklasse og arbejde. Portrætterne fra perioden fremstår kolde og blottet for følelse.
STILLEBEN Neue Sachlichkeit-kunstnerne interesserede sig særligt for stillebenet. Inspireret af fotografiets nøgterne gengivelse af virkeligheden overtog malerne fotografiets billedsprog, og der opstod en dialog mellem de to medier. Kaktusser og gummifigener var meget populære i 1920’ernes Tyskland, og kunstnerne var fascineret af disse eksotiske vækster, der blev opfattet som arkitektoniske og abstrakt geometriske. Fotografer og malere skildrede standardiserede, masseproducerede produkter i nærbilleder. Interessen for ting af glas og fascinationen af det gennemsigtige vidner om en vilje til at afbilde genstandene uden filter, sagligt og objektivt.
STANDARDISERING Den ekspressionistiske kunst var kendetegnet ved individdyrkelsen, men i 1920’erne blev det nye ideal standardisering: Særegenheder udviskedes til fordel for modeller, prototyper og enkle former, der kunne reproduceres. Kunstnernes opmærksomhed rettede sig mere mod individernes sociale tilhørsforhold end mod deres individuelle kendetegn. Boligmanglen efter Første Verdenskrig førte til opførelsen af store boligkomplekser. Projektet Das Neue Frankfurt blev lanceret i 1925, et omfattende byggeprojekt med ensartede boliger bygget i enkle og identiske former, udtænkt efter præfabrikerede standardmodeller. Arkitekten og møbeldesigneren Marcel Breuer (1902-1981) stod for indretningen med funktionelle møbler, som var lette at masseproducere.
RATIONALITET Den første økonomiske efterkrigstidskrise og høje inflation blev efterfulgt af en periode med relativ stabilisering og vækst, som ikke mindst fremmedes af Dawesplanen i 1924 – den amerikansk ledede økonomiske krisehjælp. Der opstod en fascination af USA og landets samfundsmodel og effektive arbejdsgangene, der blev importeret til de tyske virksomheder og medførte en hastig industrialisering og mekanisering af arbejdet.
Neue Sachlichkeit-kunstnerne æstetiserede maskinerne. Teknikdyrkelsen fortsatte med radioens fremkomst – en ny maskine til hjemmet, som dramatikeren Bertolt Brecht opfattede som et potentielt frigørelsesredskab. Arkitekter og designere studerede, hvordan man kunne indrette trange boliger for at optimere rumudnyttelsen og køkkener blev redesignet for at gøre livet lettere for husmoren.
NYE GRÆNSER I Tyskland blev de traditionelle kønsroller omdefineret med udgangen af Første Verdenskrig, blandt andet fordi kvinderne havde fået mere fodfæste på arbejdsmarkedet og fik stemmeret i 1918. Med et nærmest sociologisk blik konstruerede kunstnerne en kategorisering af den frigjorte Neue Frau (nye kvinde): Kort hår, cigaret, skjorte, slips og en flad torso blev genkommende særpræg for tidens kvindeportrætter. På natklubber i Berlin, opstod der en betydningsfuld subkultur blandt transpersoner og homoseksuelle, som politiet så igennem fingre med. De flydende grænser mellem køn og seksualitet fremkaldte hos visse mandlige kunstnere en dyb foragelse, som kom til udtryk i deres billeder af voldelige mordfantastier.
BAGSIDEN Drevet af ønsket om at vise den triumferende kapitalismes bagside rettede visse af Neue Sachlichkeit-kunstnerne blikket mod de ’usynlige mennesker’, for hvem det tekniske fremskridt kun førte til udstødelse og afsavn. Skønt kunstnerne tilstræbte en objektiv fremstilling af samfundet, nægtede de at være politisk neutrale, og de fleste var aktive i kommunistpartiet. Kunstnerne blev inspireret af dokumentarer og undersøgelser af samfundsgrupper. De benyttede reportagegenrens analytiske og distancerede metode og skildrede bl.a. udsatte befolkningsgrupper, som levede i randen af de moderne storbyer.
TEATER, MUSIK OG LITTERATUR Begrebet Gebrauch (brug) dukkede i 1920’ernes Tyskland op inden for både teatret, musikken og litteraturen. Dette nye begreb favoriserede værker, som havde et samfundsnyttigt budskab, var forankret i deres samtid og umiddelbart forståelige. Nye musikalske stilarter importeret fra USA dukkede op i Tyskland, og især jazz og foxtrot blev meget populære. De inspirerede komponister til at skabe die Zeitoper (samtidsoperaen), som behandlede tidens aktuelle temaer. I scenografien indgik moderne teknologier og maskiner såsom tog, biler og telefoner. Dramatikeren Bertolt Brecht (1898-1956) og teaterinstruktøren Erwin Piscator (1893-1966) udviklede det episke teater. Hos dem var teatret fortællende og demonstrerende, således at publikum blev kritiske iagttagere fremfor at blive opslugt af handlingen.
