Emil Nolde (1867-1956) var en klassiker—uanset om det gjaldt hans næsten selvantændende akvareller af valmuer og andre farvestrålende fænomener fra naturen, eller hans markante ekspressionistiske kærlighed til det primitive og det enkle. Men Nolde var mere end en slagkraftig kolorist; hans værk var stort og sammensat. Med udstillingen—den mest omfattende retrospektive præsentation af maleren i flere årtier—fik vi også nye perspektiver på hans arbejde. Der blev vist omkring 150 værker, som dækkede hele kunstnerens virkeperiode, og flere af dem var ikke tidligere blevet udstillet.

Nolde var en tysk kunstner, men hans nærhed til Danmark, både biografisk og geografisk, gjorde ham også til en del af dansk kunsthistorie. Hans indflydelse var stor; han bragte maleriet ud over grænserne af det pæne og ind i et voldsomt og dramatisk rum, hvor både religiøs lidenskab og kropslig ekstase trivedes, og hvor hjemstavn og det eksotiske fra fjerne egne levede side om side.

Udstillingen var inddelt i 11 kapitler, der fulgte en løs kronologi. Den begyndte med kapitlet Tidlige Værker og sluttede med Umalede Billeder.

Den tidlige fase i Emil Noldes produktion indledtes med kunstnerens usædvanlige debut på kunstscenen med værket Bjergkæmper (1895-96). Allerede her skinnede Noldes begejstring for det imaginære og det groteske igennem, og man kunne allerede her se betydningen af den umiddelbare naturerfaring, som det fantastiske motiv var afledt af. I 1901 besluttede Nolde sig for at slå sig ned i København og begyndte samtidig at opsøge danske kystområder.

Kapitlet Troldmanden fra Nord skildrede, at Nolde, ved siden af blomsterbillederne, i denne periode også var optaget af fantastiske motiver, som tydeligt viste den schweiziske kunstner Arnold Böcklins indflydelse; det gjaldt eksempelvis Havkvinde (1922). En akvarel som Dyr og kvinde (1931-1935) fra serien Fantasier hørte også til gruppen af groteske motiver.

Efter nazisternes magtovertagelse i 1933, som Nolde til fulde støttede, valgte Nolde i højere grad at benytte hjemstavnsmotiver i sine malerier. Det næste kapitel Hjemstavnsbilleder samlede et udvalg af disse oliemalerier.

Nu var det landskabsbilleder, søstykker og blomstermalerier, der prægede kunstnerens oeuvre. Men hans malerier faldt til hans store forundring ikke i god jord, og i 1941 blev kunstneren pålagt et Berufsverbot: Han måtte ikke længere hverken præsentere sine værker offentligt eller sælge dem. Alligevel fortsatte Nolde med at skabe malerier i stort format, herunder blomsterbilleder som Stor valmue (rød, rød, rød) (1942). Efter krigen genvandt Nolde ikke blot sin kunstneriske frihed, men fik også den anerkendelse, som han ønskede sig så inderligt.

Kapitlet Sene Værker viste værker af Nolde fra slutningen af 1940’erne, hvor kraftfulde natur- og landskabsbilleder spillede en afgørende rolle, som f.eks. i Uroligt hav (1948).

Det sidste rum samlede en række akvareller, der var blevet kendt under titlen Umalede Billeder. Disse usædvanlige akvareller blev udfærdiget af Nolde under det nazistiske diktatur fra 1938. Allerede samme år begyndte han at overføre udvalgte værker fra serien til lærred. Nogle af disse malerier havde ikke tidligere været vist offentligt. Det gjaldt f.eks. Forår om efteråret (1940).

Hans Emil Hansen er Emil Noldes fødenavn. Han bliver født den 7. august 1867 i landsbyen Nolde nær den tysk-danske grænse. Efter grundskolen kommer han i lære som billedskærer. Parallelt hermed modtager han undervisning i tegning.

I 1892 bliver Nolde ansat som faglærer i farve- og ornamenttegning ved industri- og kunsthåndværksmuseet i St. Gallen.

Da han får stor økonomisk succes med bjergpostkort, bliver det i 1897 muligt for ham at flytte til München for at forsøge sig som kunstmaler.

Frem til 1902 modtager Nolde undervisning ved private malerskoler i München, Paris og København og knytter kontakt til skandinaviske kunstnere. I 1902 gifter han sig med den danske skuespiller Ada Vilstrup og ændrer i forbindelse med brylluppet sit efternavn til Nolde efter sit fødested. I 1903 bliver hans første havebillede til. Fra 1906 og frem intensiverer han sit arbejde med dette motiv. 

I 1903 flytter ægteparret Nolde til øen Als. I 1905 begynder de regelmæssigt at tilbringe halvdelen af året i Berlin. I 1906 bliver Nolde medlem af kunstnergruppen Die Brücke – medlemskabet varer atten måneder, hvorefter han i 1908 tiltræder Berliner Secessionen, men ekskluderes herfra to år senere på grund af uoverensstemmelser med maleren Max Liebermann. Fra og med 1912 er Noldes værker kendt i hele Tyskland. Overalt kan man på udstillinger se hans billeder, der også løbende omtales i aviserne. I perioden frem til slutningen af 1920’erne indkøber 21 museer Nolde-værker til deres samlinger. Efter at Nolde og hans hustru i 1913 har deltaget i kolonimyndighedernes ”Medicinsk-demografiske Tysk-Ny Guinea-ekspedition”, dukker sydhavstemaet op i hans værk. Efter 1923 får hans værker også international bevågenhed.

I forbindelse med nazisternes magtovertagelse indledes et nyt kapitel for Noldes produktion. Både han og hans hustru hilser håbefuldt de politiske forandringer velkommen. Kunstneren søger allerede i 1933 om optagelse i det nazistisk inspirerede Kampfbund für deutsche Kultur, men afvises. Et år senere træder Nolde ind i det nazistiske Arbeits-gemeinschaft Nordschleswig (NSAN), som senere er med til at danne Nationalsozialistische Partei Nordschleswig (NSDAPN). Noldes ønske om at deltage fremgår tydeligt i talrige eksisterende breve og dokumenter fra denne tid, men på trods af dette bliver 1102 af hans værker i 1937 fjernet fra offentlige samlinger og beslaglagt. 47 af værkerne, herunder 33 malerier, vises samme år på udstillingen ’Entartete Kunst’ i München, og i 1941 ekskluderes Nolde fra Rigskammeret for de Bildende Kunster og pålægges et berufsverbot. I perioden 1938 – 1945 skaber kunstneren værkgruppen Umalede billeder.

Efter Anden Verdenskrigs afslutning tildeles Nolde utallige æresbevisninger, blandt andre grafikprisen på den XXV. biennale i Venedig. I 1956 dør Nolde 88 år gammel.