I sommerens store præsentation af udvalgte klassikere fra museets samling kunne man tage turen gennem hovedstrømninger i den moderne kunsthistorie efter 2. Verdenskrig. Fra figuration og abstraktion til minimalisme og pop, fra malerier af Francis Bacon og Pablo Picasso til tegninger af Louise Bourgeois, film af William Kentridge og skulpturelle værker af Ann Veronica Janssens.
Udstillingen blev indledt med en række kunstnere, som alle er eksistentielt optaget af den menneskelige krop. Tiden er efter Anden Verdenskrig, og periodens kunst bærer tydeligt præg af krigen og fornemmelsen af at have nået et rystende nulpunkt.
Picasso var en klassiker allerede før krigen, mens kunstnere som Francis Bacon, Wifredo Lam og Jean Dubuffet på hver deres måde betegner nye udtryk for figuren som bærer af menneskelighed; neurotisk i bevægelse, uafgrænset af form og rudimentær som en børnetegning kan være det.
Større skala
Med indgangen til 1970’erne tog dele af kunsten en ny skala i anvendelse, og malerier såvel som skulpturer blev gennemgående større. Det er en gammel diskussion, hvad der ledte dertil, men fænomenet er uadskilleligt fra udviklingen i efterkrigstidens nye byggerier.
Amerikanske kunstnere blev toneangivende i udtryk, der sprængte det tidligt moderne maleris relation til kroppen til fordel for en over all-effekt. Systemer blev et dominerende træk som det f.eks. kan ses i Sam Francis’ værk, hvor drivende pletter af maling giver mindelser om vandspejl eller om lyset set gennem træers løv, mens værket hos Morris Louis struktureres af farven, lærredets materialitet og tyngdeloven.
Pop overalt
Popkunsten fik sit gennembrud parallelt med den internationale reklamebranche som voksede frem i 1960’erne. Louisiana udgjorde i begyndelsen af årtiet en del af bølgens første anslag i Europa og i samlingen er det den amerikanske ikonografi, med Coca-Cola, månelandingen, Hollywoods helte og San Franciscos telefonbog, der dominerer.
I Roy Lichtensteins store værk Figurer i landskab (1977) ses en direkte hilsen ”derovrefra” til museet i Humlebæk – værket viser kunstnerens hustru i profil og Øresund med sejlskib i horisonten.
Mens popkunstens fortællinger om frihed og begær kan kommunikeres effektivt på overfladen, stikker Dorothy Iannones erotiske lovsang af ved på fjernsynsskærmen at transmittere kunstnerens eget begær direkte ’ind i stuen’. En større præsentation af Iannone kunne opleves i 2022 på Louisiana i serien Louisiana on Paper.
Minimale strukturer
Fra popkunst og storskala til minimalisme i form af bl.a. Yves Kleins tre berømte monokromt farvebelagte værker i rød, blå og guld samt Ann Veronica Janssens’ gyldne kar fyldt til randen med optiske fænomener. Værkerne benytter et bevidst reduceret formsprog. Et sprog, som er kogt ned til nemt aflæselige dele, der typisk møder os med en streng materiel ensartethed. Det minimale bliver her et teater, med os i hovedrollen.
Bourgeois' grafiske værker
Louise Bourgeois anses som én af det 20. århundredes største kunstnere og i udstillingens sidste rum kunne man opleve en række af hendes grafiske værker – og en enkelt pude.
Kvindefiguren er gennemgående i Bourgeois værk. Det er kunstneren selv og alverdens kvinder på én gang, og mellem pennens rids i håndtegninger, pudens sting og radernålenes gravering i metalfladen fornemmes et spind, et væv af tråde, der ubesværet peger i retning af hendes berømte edderkoppeskulpturer.
Filmværk i biografen
I William Kentridges filmværk 'Sibylle' er omdrejningspunktet Sibyllerne - mytologiske spåkoner, seersker, der kendte til alles og altings skæbne og bragte varsler. Værkets visuelle forankring i et encyklopædisk opslagsværk, hvor bladene vendes, peger ikke blot på skæbnens evige hast, men også på vi dødeliges stræben efter at vide og opsamle alt.
Værket kunne ses i biografen i Vestfløjen.
