Generation Wealth

22.8.19 - 8.3.20

Den amerikanske fotograf og dokumentarist Lauren Greenfield (f. 1966) er vokset op i den amerikanske, hvide middelklasse, der har været kendetegnet ved arbejdsomhed, uddannelse og en vis diskretion. Med den fotografiske serie Generation Wealth kastede hun et øjenåbnende blik på 25 års forbrugskultur, der i kunstnerens øjne har ændret middelklassens værdier til rå materialisme, celebrity-kultur og utilsløret narcissisme.

Udstillingen var initieret af og blev til i samarbejde med Annenberg Space for Photography.

Udstillingen handlede ikke om den superrige ene procent af befolkningen eller om pengenes verden, men snarere om, med Greenfields egne ord, “hvordan kroppen, ungdommen, seksualiteten og det ’at se rig ud’ er blevet vor tids værdi.” At blotlægge systemet bag denne version af kapitalismen er udstillingens egentlige ærinde. Greenfield skildrede ikke kun vinderne, men også dem, som bukker under i den groteske konkurrenceånd.

Med dokumentaristens greb – billeder og interviews – blev denne undersøgelse et stykke visuel kultur fra en periode med en uhørt forbrugerisme. Greenfield var tidligt optaget af de kommercielle mekanismer, der indfanger teenagere, som de springer ud som forbrugere. Og selvom denne tendens ikke er ny viden for sociologer og økonomer, bliver den i hænderne på Greenfield gjort synlig for os – som et visuelt granatchok. Denne udstilling tog os med på kapitalismens amok-løb verden over: Island, Dubai, Irland, Rusland og USA.

Berlingske

Fabelagtig - og frygtelig: Et frontalangreb på grådighed og forfængelighed og mennesker, der lever i tomhed styret af modeindustriens uopnåelige idealer. Selvom Lauren Greenfields billeder viser en ekstrem virkelighed, giver udstillingen eftertanke til os alle.

Jyllands-Posten

Louisiana rammer plet med denne fascinerende og tankevækkende udstilling, der er lige til at gå til. Godt gået!

Kristeligt Dagblad

Forstemmende og ansporende - det er i mødet mellem billede og ord, projektet for alvor kommer til live. Selv bag det, der ser mest afstumpet ud, ligger der en menneskelig historie og et rationale.

Politiken

Greenfield synes at have været alle steder i verden til private fester og hjemme i soveværelset, når de rige og kendte slog sig løs, men er endt med et helt anderledes billede af kendthedskulturen end f.eks. det, Andy Warhol skabte. Det handler ikke om bekræfte den. Hun skaber derimod et overbevisende billede af en syg kultur med et rystende hult værdisystem.