Drøm og mareridt, længsel og angst, skønhed og gru: HAVET var sæsonens store Louisiana-begivenhed. En opdagelsesrejse over og under overfladen, hvor historie og samtid mødtes i et krydsfelt mellem kunst og videnskab.
Vi ved mere om overfladen på Mars end om verdenshavene, der dækker mere end 70% af vores egen planet. Men jo mere vi dykker ned under overfladen, desto flere utrolige ting dukker der op. Og finder vi fantasiens billedatlas frem, oversvømmes vi ligefrem af forestillinger, fortællinger og fantastiske skabninger.
EVENTYR & ØDELÆGGELSE
Vi mennesker kommer som alt andet liv fra havet, som vi både frygter og længes mod. I antikken skrev filosoffen Platon, at ”vi lever rundt om havet som myrer eller frøer om et vandhul.” Men trods vores egen uanseelige størrelse kan vores påvirkning nu spores overalt i verdenshavene.
Havet er således ikke længere kun et reservoir for vores kollektive forestillinger om guder, uhyrer og eventyr. Det er i høj grad også blevet en fælles losseplads og en ressource, som vi har drevet rovdrift på.
TRE TEMAER
HAVET formede sig som en stor, tematisk udstilling, hvor myter, historie og samtid smeltede sammen. Og hvor kunst, kultur og videnskab mødtes. Udstillingen fyldte hele museets Sydfløj og bestod af tre overordnede temaer: 1) Havet mellem kunst og videnskab, 2) Det sublime og mytologiske hav samt 3) Det antropocæne hav.
NED I DYBET
Udstillingen åbnede med en udforskning af kunst og kulturelle genstande, der ligger i krydsfeltet mellem æstetik og videnskab, f.eks. i form at Anna Atkins blåtryk af tang, Emilija Škarnulytės kunstfilm fra dybet af Den Mexicanske Golf eller Leopold og Rudolf Blaschkas utrolige glasmodeller af hvirvelløse havdyr.
MYTER OG UDNYTTELSE
Dernæst fulgte temaet Det sublime og mytologiske hav om de følelser og forestillinger, der opstår i kunsten, når mennesket bliver konfronteret med det ukendte i havet. Fra statuer af antikke guder og helte, der har ligget 2000 år på havbunden i det såkaldte Antikythera-skibsvrag, til den sublime havoverflade, som det skildres hos f.eks. Peder Balke, August Strindberg og Susan Hiller. Fra visioner om mærkelige monstre i japanske træsnit til mytologier om havmennesker, der nedstammer fra slavegjorte afrikanere, i værker af Ellen Gallagher og El Anatsui.
I udstillingens sidste tema, Det antropocæne hav, blev ideer og forestillinger om udforskning og fortryllelse trængt i baggrunden af menneskets udnyttelse. Her var det havet med dets mylder af container- og krydstogtsskibe på størrelse med små byer (som hele vores forbrugsorienterede økonomi er afhængig af) som det f.eks. skildres af kunstnerne Alan Sekula og Nina Beier. Og det var havet som skueplads for ødelæggelse af kulturer og miljø, som det fremstår hos bl.a. John Akomfrah med videoinstallationen Vertigo Sea fra 2015.
I HAVET præsenteredes værker af en lang række kunstnere, bl.a.: John Akomfrah, Anna Atkins, Peder Balke, Nina Beier, Jeanette Ehlers, Caspar David Friedrich, Ellen Gallagher, Susan Hiller, Pierre Huyghe, Kirsten Justesen, Utagawa Kuniyoshi, Niceaunties, Georgia O’Keeffe, Jean Painlevé, Howardena Pindell, Pipilotti Rist, Allan Sekula, Emilija Škarnulytė, August Strindberg, Superflex, Wolfgang Tillmans, Yuyan Wang samt Francesca Woodman…
Udstillingen lagde sig i sporet fra tidligere tematiske udstillinger på Louisiana som Arktis (2013) og Månen (2018).
Gensyn med Pipilotti Rist
Den schweiziske kunstner Pipilotti Rists værk 'Sip My Ocean' (1996) blev vist i Nordfløjen som en del af udstillingen. Her ser man nærbilleder af både kroppe og øjne, som befinder sig lige under havets overflade mens den populære popsang 'Wicked Game' af Chris Isaak, synges af Rist selv i en mere desperat fortolkning. Værket er en del af museets samling.
Udstillingen havde af United Nations Decade of Ocean Science for Sustainable Development opnået status som en aktivitet under FNs særlige tiår dedikeret til havet.
Visningen af Emilija Škarnulytės værk Aphotic Zone med støtte fra:
Aktuelle udstillinger
