Historien om den svenske kunstner Hilma af Klint (1862-1944) var fascinerende og ukendt for de fleste. Hun var en kunstner med et stort mod og en klar fornemmelse af, at hun først ville blive forstået længe efter sin egen levetid.
Hilma af Klints omfattende værk var skabt i et åndeligt rum af spiritisme og andre parapsykologiske bevægelser – parallelt med, hvad der sker hos Kandinsky omkring år 1900. Hilma af Klint kædede indre erfaring og symbolsprog sammen i banebrydende og pioneragtige abstrakte malerier, som aldrig blev vist offentligt i hendes levetid, hvor hun udelukkende udstillede sine figurative billeder. Hun fastslog i sit testamente, at de abstrakte malerier først måtte vises mindst 20 år efter hendes død.
Denne udstilling præsenterede den hidtil største præsentation af Hilma af Klints værker og blev vist første gang på Moderna Museet i Stockholm i foråret 2013. Siden har den abstrakte pioner vakt stor international opmærksomhed bl.a. på Venedig Biennalen.
FRA URKAOS TIL ALTERBILLEDER
Hovedvægten i udstillingen – markeret i hver ende af Sydfløjen med en farvet, halvt rundet væg – udgjorde en række serier af abstrakte malerier, som blev til i årene 1906-1915, og som Hilma af Klint samlede betegnede som Malerierne til templet. De udgik fra serien Urkaos, der handlede om den fysiske verdens opståen og delte sig i en henholdsvis feminin og maskulin del, der som de to grundlæggende poler skabte spænding, fremdrift og udvikling.
Via den store, betagende suite om menneskets aldre, De Ti Største, gik man på udstillingen videre til serierne Evolution, Svanen og Duen for så – øverst i Sydfløjen – at nå frem til de tre gigantiske Alterbilleder. Undervejs i udstillingen fornemmede man klart, at Hilma af Klint var en kunstner, der hele tiden skiftede stil og som meget gerne blandede det abstrakte med det figurative.
Grundlæggende handlede det for hende om at beskrive en trinvis bevægelse mod en højere og højere indsigt i, hvordan verden hænger sammen. Faktisk ville Hilma af Klint gerne selv have ladet opføre en spiralformet tempelbygning – bl.a. havde hun planer om, at det skulle være på Hven – hvor det ville blive muligt at samle Malerierne til templet og vise dem frem som en – også i fysisk forstand – opadstigende oplevelse.
DEN STÆRKE KRAFT DE STORE FORMATER
“Jeg er så lille, jeg er så ubetydelig, men inden i mig vælder en sådan kraft, at jeg må fremad.”
Hilma af Klint betragtede selv sine tidlige abstrakte værker som bestillingsarbejder – en form for budskaber, som hendes spirituelle guider kanaliserede gennem hende, hvor hun altså selv fungerede som medium for højere bevidsthedsformer.
Netop i denne kraft og kontakt til et helt andet plan fandt man en nærliggende forklaring på, at Hilma af Klint arbejdede i formater, der ikke lignede noget, man ellers fandt på denne tid – serien De Ti Største var over tre meter høje. Men også en forklaring på, hvorfor hun udelukkende arbejdede i serier.
Det enkelte billede var ganske enkelt ikke væsentligt i sig selv – der var ikke noget med at arbejde sig frem til det særlige mesterværk, for Hilma havde en helt anden mission. Serierne var visualiseringer af universelle principper og skulle som sådan skildre bevægelsen fra det jordbundne mod en stadig større åndelig bevidsthed. En trinvis opstigen mod en højere, universel sandhed.
OKKULT OG NØGTERN
Man kunne ikke nøjes med at betragte Hilma af Klint som en okkult malerinde, optaget af spiritistiske seancer og kontakter til høje mestre. Hun var nemlig samtidig en dygtig naturalist, kyndig observatør, og hele hendes livsværk vidnede om, at hun havde en klart struktureret, metodisk tilgang til sine undersøgelser af det ukendte. Alle observationer blev noteret og analyseret, og hun efterlod sig 25.000 siders notes- og skitsebøger, der først nu blev gransket.
