Kentridge - The Refusal of Time

28.2.24 - 13.10.24

Gensyn med et af de mest markante, nye hovedværker i museets samling: 'The Refusal of Time' af den sydafrikanske kunstner William Kentridge. Der er tale om en virtuos og altomsluttende installation, der blander film, animation, musik, grafik m.m. Som tilskuer opsluges man her fuldstændig i et stort, pulserende og symfonisk billeddrama.

'The Refusal of Time' (2012) er et komplekst og flertydigt værk, fyldt med referencer til både den tidlige filmkunst, historie, filosofi og videnskab. "Det er ikke en videnskabelig lektion i tid," forklarer Willaim Kentridge. "Men værket benytter sig af de metaforer, videnskabsmænd bruger, når de gør sig deres dybeste tanker om tid." Derfor optræder f.eks. referencer til Einsteins relativitetsteori og figurer som sorte huller - "et rum, hvori alt forsvinder, en måde at tale om døden på" - gennem hele værket.

Fragmenteret fortælling om tid

I et interview med Louisiana Channel giver William Kentridge en introduktion til og rundvisning i sit betagende værk, som ud over de filmiske og videnskabelige referencer også indeholder fortællinger om den smertefulde fortid og de antikoloniale oprør, der har sat deres præg på hans hjemland Sydafrika.

William Kentridge er født 1955 i Johannesburg, hvor han fortsat bor og arbejder. Han fik sit gennembrud i de tidlige 1990’ere med poetiske sort/hvide stop motion film, men siden årtusindeskiftet har han videreudviklet sit formsprog og kombineret det med sin kærlighed til både film- og teaterverdenen. Resultatet er en række installationer bestående af levende billeder, musik, tekst og skulpturelle genstande. En form for både komplekse, følelsesladede og medrivende teaterscener, der indhyller og overvælder beskueren.

Værket ‘The Refusal of Time’ blev vist for første gang på Louisiana i foråret 2016 sammen med museets nyerhvervelser og allerede igen året efter i den store og anmelderroste udstilling ‘William Kentridge – Thick Time’. Det er blevet et absolut hovedværk i museets samling og kan altså nu igen opleves på Louisiana i Store Sal. Det består af en 5-kanals video med lyd (varighed 28 min), fire megafoner og, på gulvet i midten, en stor mekanisk blæsebælg (“Elefant”).

Erhvervet med støtte fra Ny Carlsbergfondet