Per Kirkeby – Bronze

21.2.20 - 6.12.20

En storslået og monumental fortælling om myter, eksistens, skaberkraft, opgør og kunstnerisk forløsning. Per Kirkebys bronzer var omdrejningspunkt for denne store Louisiana udstilling, hvor bronzerne kunne opleves i dialog med Kirkebys egne malerier og med værker af hans kunstneriske forbilleder.

Beckett-Fonden har ydet generøs støtte til udstillingen.

Per Kirkeby (1938-2018) er en af de absolutte hovedpersoner i Louisianas samling, som rummer værker helt fra begyndelsen af hans kunstneriske løbebane og frem til Kirkebys allersidste år. Denne udstilling satte for første gang særlig fokus på Kirkebys bronzeskulpturer og dermed på kunstnerens arbejde med figur og rum, noget der også optager ham levende i maleriet i begyndelsen af 1980’erne. Udstillingen var tilrettelagt af museets direktør, Poul Erik Tøjner, som forklarer:

KAPITLER
I EN STOR
FORTÆLLING

Poul Buchard/Brøndum & co.

Per Kirkeby – Bronze foldede Kirkebys skulpturelle værk ud som selvstændig praksis og havde samtidig fokus på det stadige – og frugtbare – samspil mellem billede og skulptur, der kendetegner Kirkebys modne værk.

Udstillingen havde et monumentalt anslag foran museet med den mere end 4 meter høje 'Skulptur til København', men blev ellert vist i Vestfløjen. Den var bygget op i en række kapitler – Rodin, Natur, Huler og Helte, Opera m.fl. – der vekslede i udtrykket mellem det fortættede og intense og så den monumentale ro, hvor der blev plads til at opleve og reflektere over det enkelte værk.

Per Kirkeby - Bronze tog afsæt i, hvordan bronzeskulpturen holder sit indtog i Kirkebys værk. På den ene side "født" ud af en slags krise i maleriet, på den anden side næret af en intens oplevelse af Auguste Rodins værk.

I den første halvdel af 1980erne, arbejder Kirkeby flittigt med gips og bronze og hans motiver er kropsfragmenter. Motiver, der udvikler sig og kommer stadig tættere på naturens former. Siden kaster kunstneren sig over de store formater – tonstunge monumentalskulpturer, der normalt står under åben himmel, men altså i udstillingen tårnede sig op i museets Vestfløj. Deres referenceverden er den klassiske mytologis og de (ofte tragiske) fortællinger om Herakles, Laokoon og Jason.

Et særligt afsnit viste nogle af de forbilleder, Kirkeby var i kunstnerisk dialog med, mens et rum var viet til reliefferne, udført til Operaen i København. De kunne ses her i den sorte udgave, kunstneren selv foretrak, og suppleret af skitser og de to store malerier, som Kirkeby føjede til denne motivkreds.

Udstillingens to sidste rum handlede om motiver og modeller. Begge dele kunne ses som en slags refleksion over det formsprog – inventaret af emblemer og symboler – som gennemtrænger hele Kirkebys værk.

STOFFET MELLEM HÆNDERNE

I 1980'erne begynder Kirkeby at arbejde med skulptur i gips og ler, som derpå støbes i bronze. Han opfatter sig selv som maler, men har frem til denne periode været på udkig efter et nyt malerisk udtryk, og hans søgen efter struktur, skelet, motiv og figur forløses lidt efter lidt gennem arbejdet med skulpturerne.

Han tager stoffet i hænderne, han modellerer, bygger, skraber, lægger på og tager af – og overvinder dermed også den lille distance mellem kunstner og maleri, som penslen udgør. Kirkebys motiv er det enklest mulige, kroppen, fortrinsvis hoved og arm og torso.

Forløsning
af motivet

Poul Buchard/Brøndum & co.

”Mange af Kirkebys bronzer ligner frosne penselstrøg, som var de løftet ud af maleriet og givet krop,” siger Poul Erik Tøjner.

En tysk kritiker har ligefrem brugt betegnelsen ’malerskulptur’ om disse bronzer. Dels for at at pege på, at mange af dem virker som om de er malet frem, men også for at understrege den rolle, skulpturerne kommer til at spille for kunstnerens maleri.

“Skulpturerne marcherer,” udtalte Per Kirkeby selv, da han begyndte at arbejde med dem. Og selv om hans figurer jo i høj grad står endog meget solidt, viste udstillingen sandheden i netop dette udsagn. For skulpturerne marcherer faktisk tilbage i hans maleri og bliver helt afgørende for udviklingen af hans billedverden. En slags forløsning altså, også for Kirkeby som maler.

I DIALOG MED PER KIRKEBY

Oplev Per Kirkeby i samtale med Louisianas direktør, Poul Erik Tøjner, der har udgivet flere bøger om og med den danske kunstner. Tøjner tilrettelagde i 2002 Louisianas udstilling om popkunstneren Kirkeby, 122 x 122 Maleri på masonit, med værker fra 1960'er og 1970’erne. Og i 2008 stod han for den store retrospektive udstilling i anledning af Kirkebys 70 års fødselsdag. Filmen her blev optaget i den forbindelse, og blev vist i museets biograf i løbet af udstillingsperioden.

anmeldelser

BØRSEN

Hvor end man vender og drejer sig, rammer blikket en interessant og til tider overraskende dialog eller vinkel, hvor man ikke kan undgå at få en aha-oplevelse.

KRISTELIGT DAGBLAD

Smukt orkestreret og med mange overraskende oplevelser – tag til Louisiana, kære læser, og oplev Per Kirkebys sorte, kloge og alvorlige bronzer.

POLITIKEN

Udstillingen er lige så gennemarbejdet, stor og klog, som man kan forestille sig det, når man hører, at det er museets direktør og Kirkeby-ekspert, Poul Erik Tøjner, der selv har tilrettelagt. Museumsformidling på højeste plan.​

FREDERIKSBORG AMTS AVIS

Skarp, men også legende tilgang til Per Kirkeby, der viser, at skulpturerne på en helt konkret måde er nøglen til kunstnerens udvikling og succes som maler. Det er guf for nybegyndere - og de garvede fans

WEEKENDAVISEN

...den [udstillingen] er kurateret af stedets direktør, Poul Erik Tøjner, som var ven med Kirkeby gennem flere årtier. Symbiosen af deres venskab og fælles interesser løber som en understrøm gennem hele udstillingen, hvilket er en stor kvalitet.