Japanske Yayoi Kusamas Gleaming Lights of the Souls (Sjælenes funklende lys) er et af museets mest elskede værker. Installationen, der er fra 2008, udgøres af et rum, hvor vægge og lofter er beklædt med spejle, gulvet er et vandspejl, og man står midt i vandet på en platform.
Ned fra loftet hænger hundrede lamper og et relæ får lyset til at skifte farve i rolige overgange – så vi som beskuere selv bliver en del af installationens rumlige dybde, puls og univers. Gleaming Lights of the Souls er et helt igennem lyrisk værk.
“Så uendeligt dette rum er for sanserne,” skriver Poul Erik Tøjner i sin Louisiana abc, “så endeligt og nærværende bliver det med ét, når ens egen hjerterytme falder i takt med farvernes forvandling, og rummets stille penduleren mellem de smukkeste kulører og kombinationer tegner sit eget fine elektrokardiogram, ja, det går lige til hjertet.”
KARRIERE I TO KAPITLER
Kusamas karriere falder i to store kapitler, interpunkteret af tyve års glemsel på kunstscenen. Hun kommer til New York i 1960’erne og knokler i ti år på at skabe sig et navn. Det lykkes. Hun bliver kæreste med Joseph Cornell, siden med Donald Judd, og hun slår igennem med sine to ledemotiver: Det ene er malerier med fladen helt dækket af, hvad der mest af alt ligner kniplingsværk – håndmalede, store, ofte hvide infinity nets, som man kalder dem. Hendes andet ledemotiv var skulpturelt og bestod i ophobninger – accumulations. Det ligner surrealisme, men er bare Kusama: falliske former gjort i udstoppet stof, et gigantisk univers af små penis-puder, der ligesom kunne erobre hvad som helst – møbler, sko, hele rum – sølvfarvede eller på anden måde kolerede.
Kusamas tidlige værk havde en tydelig håndgjort karakter, der kan pege tilbage på japansk kalligrafi, men i New York lærte hun hurtigt det større kunstneriske felt hinsides hånden at kende – det offentlige rum, kunstscenen, medierne, omtalen, fotografierne, klichéen – og der er ikke så lidt Warhol over hendes aktiviteter i 1960'erne, hvor hun laver film og performances, som både er institutionskritiske og seksuelt orienterede, åbner modebutik og fylder meget, også i pressen.
Men så, i begyndelsen af 1970’erne, er det hele pludselig forbi, ser det ud til. Kusama tager tilbage til Japan og begynder at skrive – poesi, romaner, musik – og bliver anerkendt for det. Hun arbejder tillige videre i sine fastlagte spor, men først med deltagelsen på Venedig Biennalen i 1993 (hvor hun er med for anden gang) får verden øjnene op for hende – igen.
Kusama har været mere eller mindre psykisk syg det meste af sit liv, og siden 1970’erne har hun boet i en lejlighed på den privatklinik i Japan, hvor hun er i terapi.
Louisiana Channel is a non-profit website that provides culture to the Internet, extending beyond the museum’s own events. The Louisiana team produces videos about art and culture on an ongoing basis. New videos are posted at the site every week.
Videos on the arts, featuring the artists.
I dette interview med Louisiana Channel fortæller – og synger – Yayoi Kusama om sit liv og sine forældre, der var modstandere af hendes kunstneriske ambitioner.
Aktuelle udstillinger
