Med markante hovedværker, små perler og fine overraskelser viste sæsonens præsentation af udvalgte værker fra samlingen vejen fra moderne klassikere til samtidskunsten. Og inviterede dermed, i koncentreret form, til en vandring gennem Louisianas tid - fra museet åbnede til i dag.
Gående Mand af Giacometti – et af de ikoniske fixpunkter i Louisianas samling – var for en periode rykket fra sin vante plads til museets Østfløj. Her bød han nu velkommen og viste vej – i selskab med værker af bl.a Picasso, Pollock og Bacon – til en vandring, der i tid førte fra 1950’erne og frem til nu.


Sæsonens præsentation af udvalgte værker fra samlingen kunne nemlig anskues som en fokuseret vandretur, der begyndte med en række klassikere skabt i de år, hvor Louisiana åbnede og tog form. Herefter kunne man følge en "rute", der ledte gennem skiftende kunstneriske bevægelser og udtryk helt frem til vores tid med en række nye erhvervelser af bl.a. Tacita Dean, Ana Mendieta og Gauri Gill.



Undervejs kunne man opleve værker, der spændte fra den private sfære til det politiske rum, fra det monokrome til det multistribede og fra intime til imponerende formater. Signeret af så forskellige kunstnere som Yves Klein, Rotraut, Andy Warhol, Ed Ruscha, Cindy Sherman, Ulay og Tiffany Chung.



