'Memory Lost' af den internationalt berømmede amerikanske fotograf og aktivist Nan Goldin er et nyt hovedværk i Louisianas samling. Det vises sammen med udvalgte værker fra samlingen af bl.a. Taryn Simon og Cindy Sherman i den del af Sydfløjen, hvor man også finder Kusama-installationen 'Gleaming Lights of the Souls'.
Med ‘Memory Lost’ har Louisiana i år kunnet føje et hovedværk af den amerikanske fotograf Nan Goldin til museets samling. Nan Goldin (f. 1953) regnes for en af de vigtigste og mest indflydelsesrige kunstnere i sin generation, og hun brød igennem internationalt i 1980’erne med billedserien ‘The Ballad of Sexual Dependency’, en dybt personlig skildring af tidens vilde boheme- og natteliv i bl.a. New York og Berlin.
Stærkt, hudløst
og dragende


'Memory Lost' (2019-21) er et godt 24 minutter langt digitalt diasshow, som allerede er udråbt til et hovedværk i Goldins kunstnerskab. Værket - der både er intimt, poetisk, fængslende og hjerteskærende - kredser om misbrug, venskab, kærlighed, afsavn og tab. Det ejes i fællesskab af Louisiana og Moderna Museet, Stockholm.
Værket er sammensat af billeder og optagelser fra Goldins omfattende arkiv. Kunstneren har selv været stofmisbruger og var for nogle år siden tæt på at dø som følge af sin afhængighed af det smertestillende præparat OxyContin. Siden har hun stået forrest i kampen mod den familie, der står bag dette præparat, som har i høj grad har medvirket til den nuværende opioid-epidemi i USA. Goldins og hendes aktivistgruppe P.A.I.N. er også omdrejningspunkt i den prisbelønnede dokumentar ‘All the Beauty and the Bloodshed’, der tidligere i år var nomineret til en Oscar.
favoritter fra samlingen


Det er også muligt at opleve de populære installationer af japanske Yayoi Kusama samt den dansk/norske kunstnerduo Elmgreen & Dragsets 'Powerless Structures, fig. 11'. Se også et udvalg a fotoværket 'An American Index of the Hidden and Unfamiliar' af amerikanske Taryn Simon.
Aktuelle udstillinger
