Den første præsentation i Nordeuropa nogensinde af Niko Pirosmani (1862-1918), Georgiens mest berømte kunstner. Historien om ham er gjort af mytestof: en selvlært skiltemaler og ludfattig vagabond, hvis enkle og lysende skildringer af folke- og dyreliv har en ikonisk karakter, der taler direkte til os den dag i dag.
Kan man være så godt som “ukendt” og samtidig en klassiker? Det er i al fald sjældent at finde en kunstner i det tyvende århundrede, som få nok umiddelbart hørt om, og som ikke desto mindre har bred, umiddelbar appel i rigt mål. Men det sker – og ikke mindst hvis man lader blikket afsøge Europas fjerntliggende hjørner.

ET NATIONALT KLENODIE
I Georgien – på den fjerneste kant af Sortehavet, set med vore øjne – støder man således på Niko Pirosmani (1862-1918), som lever og virker i hovedstaden Tbilisi omkring forrige århundredeskifte. Han dør ukendt, ingen kender hans gravsted, og dog er han siden blevet landets mest berømte kunstner, et nationalt klenodie, kendt og beundret i hele regionen og værdsat af mange kunstnere, men stort set ukendt på vores breddegrader – altså indtil nu.
Weekendavisen

Monumental enkelhed
Pirosmani var i lang tid skiltemaler, hans billedsprog er derfor stærkt og enkelt og har direkte appel til os, og hvis det forekommer naivt, må det siges at være naivitet som power! Ingen tvivl om, at Pirosmani er fuldstændig bevidst om, hvad han gør og om sine virkemidler. Dyr, mennesker omkring måltidet, folk fra dagliglivet i Georgien, landliv og byliv, portrætter – hvert billede samler sig om én ting.


Og det er netop her Pirosmani "leverer" med billeder, der er kontante, monumentale i deres enkelhed, lysende i deres farverigdom på baggrund af den sort voksdug, han brugte som lærred.
De er ikke private, de er ikke psykologiske, men snarere billeder i og til det offentlige rum, hvor mennesker møder dyrene, hvor menneskene spiser sammen, hvor menneskene færdes. Og skønt de er særegne og skildringer fra en svunden verden, ligger der heri en umiddelbarhed, der taler direkte til os på tværs af tid og sted.
ANMELDELSER
5 kunstnere om Pirosmani

En forelsket giraf?


Allerede i Pirosmanis samtid forlød det, at den sort/hvide giraf var et selvportræt (th). Hvis man går helt tæt på dens ansigt, kan man se, at den græder – Pirosmani har lagt en tåre i bunden af øjet. Er dette et udtryk for en ulykkelig kærlighedshistorie?
Det fristes man til at tænke, for én af de mange myter, som er tæt forbundet til kunstneren, er nemlig den om hans maleri af skuespillerinden Margarita (tv). Her siges det, at Pirosmani angiveligt var så forelsket i hende, at han købte alle Tbilisis’ blomsterbuketter og strøede dem ud på vejen til hendes ’hotel’, som hun desværre havde forladt lige forinden.
DET SKER
Se hele kalenderen- Lør 12. aug
10:00Members' Morning: Sidste chance PirosmaniIntroduktion til Pirosmani og sidste chance for at se udstillingen
Klub
Opdaget af avantgarden

Myterne om Pirosmani er mange, ikke mindst på grund af denne naivitet – men intet tyder på, at han var naiv. Hos Pirosmani skal man først og fremmest se på billedets styrke.
I hans levetid talte Pirosmanis til alle, lige fra folk på gaden og på værtshuse til avantgardekunstnere og forfattere. Hans kunst slog bro mellem verdener, den fejrede en følelse af tilhørsforhold og dedikation.
Dette placerer Pirosmani som en vigtig skikkelse i den moderne kunsthistories brud med den klassiske tradition og søgen efter andre, mere autentiske udtryk.
Jyllands-Posten

Udstillingen er blevet til i samarbejde med Fondation Beyeler, Basel og med generøs støtte fra The Georgian National Museum , Infinitart Foundation og The Ministry of Culture, Sport, and Youth of Georgia.
Alle billeder: The Collection of Shalva Amiranashvili Museum of Fine Arts of Georgia, © Infinitart Foundation
