Forårets Louisiana-scoop er den første præsentation i Nordeuropa nogensinde af Niko Pirosmani (1862-1918), Georgiens mest berømte kunstner. Historien om ham er gjort af mytestof: en selvlært skiltemaler og ludfattig vagabond, hvis enkle og lysende skildringer af folke- og dyreliv har en ikonisk karakter, der taler direkte til os den dag i dag.
Kan man være så godt som “ukendt” og samtidig en klassiker? Det er i al fald sjældent at finde en kunstner i det tyvende århundrede, som de færreste har hørt om, og som ikke desto mindre har bred, umiddelbar appel i rigt mål. Men det sker – og ikke mindst hvis man lader blikket afsøge Europas fjerntliggende hjørner.
Naivitet som power
I Georgien – på den fjerneste kant af Sortehavet, set med vore øjne – støder man således på Niko Pirosmani (1862-1918), som lever og virker i hovedstaden Tbilisi omkring forrige århundredeskifte. Han dør ukendt, ingen kender hans gravsted, og dog er han siden blevet landets mest berømte kunstner, et nationalt klenodie, præsenteret internationalt på bl.a. Louvre, Albertina i Wien og nu altså i Humlebæk.
Pirosmani var i lang tid skiltemaler, hans billedsprog er stærkt og enkelt og naivt, men det er naivitet som power! Dyr, mennesker omkring måltidet, folk fra dagliglivet i Georgien, landliv og byliv, portrætter – hvert billede samler sig om én ting.
Opdaget af avantgarden
Myterne om Pirosmani er mange, ikke mindst på grund af denne naivitet – men intet tyder på, at han var naiv. Hos Pirosmani skal man først og fremmest se på billedets styrke.
I hans levetid talte Pirosmanis til alle, lige fra folk på gaden og på værtshuse til avantgardekunstnere og forfattere. Hans kunst slog bro mellem verdener, den fejrede en følelse af tilhørsforhold og dedikation.
Dette placerer Pirosmani som en vigtig skikkelse i den moderne kunsthistories brud med den klassiske tradition og søgen efter andre, mere autentiske udtryk.
Monumental enkelhed
Det er her Pirosmani leverer med billeder, der er kontante, monumentale i deres enkelthed, lysende i deres farverigdom på baggrund af sort lærred.
De er ikke private, de er ikke psykologiske, men snarere billeder i og til det offentlige rum, hvor mennesker møder dyrene, hvor menneskene spiser sammen, hvor menneskene færdes. Og skønt de er særegne og skildringer fra en svunden verden, ligger der heri en umiddelbarhed, der taler direkte til os på tværs af tid og sted.
Udstillingen er blevet til i samarbejde med Fondation Beyeler, Basel og med generøs støtte fra The Georgian National Museum , Infinitart Foundation og The Ministry of Culture, Sport, and Youth of Georgia.
Alle billeder: The Collection of Shalva Amiranashvili Museum of Fine Arts of Georgia, © Infinitart Foundation
