Louisiana markerede begyndelsen på sit 60 års jubilæumsår med en præsentation af Pablo Picassos originale keramiske arbejder. Med mere end 160 værker fra årene 1947-1964 var der tale om den første store udstilling i Skandinavien af en knap så kendt side af denne højt skattede kunstners virke.
I sommeren 1946 opholder Picasso sig i Golfe-Juan i Sydfrankrig. Sammen med en ven tager han til en keramikudstilling i Vallauris, et område kendt for sine mange keramiske værksteder. Den oplevelse bliver et vendepunkt for Picasso, der livet igennem søgte nye kunstneriske udfordringer i alle mulige slags materialer.
Picasso kaster sig straks ud i eksperimentere med de forskellige keramiske materialer, oxider og glasurer, og det viser sig, at de keramiske processer og teknikker – specielt det uforudsigelige i selve brændingsprocessen, hvor særligt farverne er vanskelige at styre – virker som en stor og interessant udfordring for ham.

I 1948 får Picasso en fast plads i værkstedet Madoura og beslutter sig for at flytte permanent til Sydfrankrig. Den lysfyldte Middelhavsnatur, som i disse år definerer hans kunst, kommer også til at afspejle sig i de keramiske værker. Her producerer han – sideløbende med sine malerier, tegninger, skulpturer og grafiske arbejder – ca. 4.000 keramiske objekter. Nogle er bemalinger og bearbejdninger af tallerkener, kander og fade, som allerede var i produktion på Madoura-værkstedet, andre er mere skulpturelle figurer, dyr, fauner og kvindefigurer, der vokser ud af Picassos fantasi, når det våde ler bliver formet.
MIDDELHAVET & ANTIKKEN


Picasso var født og opvokset i Malaga og følte sig livet igennem stærkt forbundet med middelhavskulturens traditioner og myter og den antikke verdens mytologi og kunst. Dette afspejler sig også i hans keramik, hvor det vrimler med fisk og havdyr, tyrefægtere og mytologiske figurer som fauner og kentaurer.

LOUISIANA OG PICASSO
Louisiana har gennem årene vist flere udstillinger med fokus på særlige perioder eller temaer i Pablo Picassos (1881-1973) samlede værk. Dette har været muligt takket været et fornemt samarbejde med Picasso-familien, og det er da også med stor støtte fra familien samt Picasso-museerne i henholdsvis Paris, Antibes og Barcelona, at det har været muligt at indsamle og sammensætte et bredt og tematisk udvalg af kunstnerens keramiske produktion.
Tidligere udstillinger på Louisiana: Louisiana On Paper; Picasso før Picasso i 2016, Picasso: Fred og Frihed i 2011, Picasso og Middelhavet i 1996-97, Picasso 1960-1973 i 1988-89, Picasso i 1981 og Picasso i 1968.
anmeldelser
POLITIKEN
“Da Picasso blev forelsket i keramikken, forvandlede han ordinære fade, skåle og tallerkener til kunst i verdensklasse… Picasso keramik på Louisiana er mesterligt… Middelhavsområdets luftige stemning hersker også på udstillingen. Der er altid så meget luft omkring de enkelte objekter, at det virker, som om de kan både ånde og leve.”
KRISTELIGT DAGBLAD
“Det er en skulpturel udstilling, lige så meget som det er en malerisk udstilling, og alt rummes i denne ædle gamle pottemager-tradition, tilsat Picassos insisterende kunstneriske energi. Han er en flamme, et bål, en eksplosion af kraft… Det er en pragtudstilling, Louisiana viser.”
BØRSEN
“Magisk keramik – en fremragende, sanselig udstilling af en af verdenshistoriens allerstørste billedkunstnere… En vidunderlig oplevelse, da hvert værk bliver præsenteret i fuld spot, så hver en detalje kan nydes… En pragtudstilling fuld af materialekærlighed, sanselig formgivning, malerisk frodighed og generøsitet.”
BERLINGSKE
“Måske er Picassos keramik så fremragende, fordi den er præcis og selvsikker. Fabulerende, men samtidig simpel; enkel grænsende til det banale. Måske er det noget så ligetil og alligevel så undertiden vanskeligt opnåeligt som basal livsglæde, der er på spil i genstandenes overflader?”
JYLLANDS-POSTEN
“Picasso-magi. Det er simpelthen mageløst, fuld af liv, på én gang præcist og fabulerende, koncentreret og legende. En skaberkraft af vulkanske dimensioner. Louisianas opsætning er designmæssigt løst til ug – diskret, dynamisk, elegant og afstemt.”
WEEKENDAVISEN
“Trænger man til at løfte sin ånd og mærke civilisationens lys på sig, bør man afgjort drage på pilgrimsfærd til Humlebæk.”


Aktuelle udstillinger
