Cool, farverig, rå, vildt eksperimenterende og visionær. Louisianas udstilling om Poul Gernes var en både stærk, sjov, smuk og flertydig fortælling om en af de helt store danske kunstnere i efterkrigsgenerationen.
Mange forbinder især Poul Gernes (1925-1996) med hans store, offentlige udsmykningsopgaver som Palads-biografen i København og Herlev Hospital. For nogle står han i dag som en cool og farvestrålende, optimistisk designer, mens andre betragter ham som en konfrontatorisk, inkarneret kritiker af kapitalismen, men også banebrydende for en ny opfattelse af kunsten og kunstnerens rolle i samfundet.
Med den omfangsrige udstilling ønskede Louisiana netop at pege på flere mulige indgange til oplevelsen af Gernes’ kunst. Her mødte vi både kunstneren med det usædvanlige talent for at lave store og effektive billeder. Men også den Gernes, hvis benhårde og eksperimenterende praksis i pagt med 1960ernes ny-orientering ville rive kunsten ned af staffelierne og engagere andre – folket, os alle – i at være med til at udføre værkerne. Eller med Gernes’ egne ord: Jeg kan ikke alene, vil du være med?
1960'ERNE: TID TIL OPBRUD PÅ ALLE FRONTER
Gernes kommer ud af den konstruktivistiske tradition, også politisk, og blev i begyndelsen af 1960'erne et omdrejningspunkt for Eks-skolen, gruppen af avantgarde-folk, der med et slag kom til at dominere ikke alene samtiden, men også kunsthistorieskrivningen fremefter med nye metoder, nye materialer og en ny opfattelse af kunstens og kunstnerens rolle i samfundet.
Kort sagt opbrud på alle fronter. Alt dette udfolder sig henover et nok så afgørende tidspunkt i historien, hvor Danmark går fra efterkrigssamfund til velfærdsstat med mange nye indretninger og eksperimenter til følge.
KUNSTEN SOM DRIVKRAFT FOR ET BEDRE LIV & SAMFUND
Udstillingen fulgte ikke Poul Gernes’ livsværk som én fremadskridende fortælling, men foldede det snarere ud som et slags Gesamtkunstwerk. Her fandt vi et mix af holdninger, penselstrøg, cirkelslag og slag med en hammer, systemer og collager, samt et livs bestræbelser på at gøre livet bedre og smukkere med kunsten. Det hele samlet i en række grund-temaer:
MATERIALITET
Udstillingen rummede et ’materialelaboratorium’ for Gernes’ meget fysiske og konkrete tilgang til materialitet og struktur. Dette markerede samtidig hans farvel til modernismens renhed og eksklusivitet, hvilket bl.a. kunne ses i hans første skydeskive, Uden titel, 1962, malet på en sengebund og et bemalet WC-bræt fra 1962.
SYSTEMER
Poul Gernes’ “system-tænkning” repræsenterede et ønske om at tømme et stof for subjektive valg og i stedet række ud efter det almene. I udstillingen præsenteredes bl.a. serien Uden titel, 1966-67 bestående af 36 collager på masonit og Uden titel ”Lotteristriber”, 1965-66, hvor en tilfældig farvesætning i et af værkerne var foretaget af Louisianas grundlægger Knud W. Jensen.
HERLEV HOSPITAL & FORMALFABET
Kunsten som fuldt integreret social praksis fremgik klart af den velbevarede en-mands-sengestue fra Herlev Hospital, 1968-76, der var installeret som en del af udstillingen.
I den forbindelse vistes også et eksempel på, hvordan Gernes arbejdede med kunsten som rumlig oplevelse: Formalfabet, 1966, en rumskulptur bestående af 10 monumentale enheder.
”BRODER, JEG ER SØGENDE”
Opgøret med kunstneren som mystisk skabergeni var et tema, der blev illustreret med værket Uden titel (”Røv”), 1967, Selvportræt 1-16 fra 1965 og fællesværket Demokratiseringen (med Peter Louis-Jensen) fra 1963.
DRØMMEN OM BEDRE TIDER
Kunstværket som monument for den folkelige tanke- og handlekraft præsenteredes bl.a. i værkerne Uden titel (”Drømmeskibet”), 1968, Majstangen, 1978, ni forslag til EF-flag 1972 og en billedfrise af 384 omslag til bøger for svagtseende, MagnaPrint-serien, 1971-2003. Samt i form af Pyramiden, der blev opført på nedre plæne i Skulpturparken.
TABERNAKEL - DET STORE LOUISIANA CHOK
Selv om Louisiana de senere år har føjet flere betydelige Gernes værker til samlingen, endte det sidste “rigtige” møde mellem museet og kunstneren højdramatisk. Det foregik tilbage i 1970 i forbindelse med den nu sagnomspundne udstilling Tabernakel, der i dag især huskes for Bjørn Nørgaards hesteslagtning og fordi Nørgaard, Per Kirkeby, Peter Louis Jensen og Poul Gernes endte med at udvandre fra Louisiana i protest.
GERNES' PYRAMIDE I PARKEN
I Skulpturparken kunne man nyde udsigten fra en seks meter høj pyramide. Den blev bygget ud fra et skulpturforslag, som Poul Gernes i 1967 indsendte til Statens Kunstfonds offentlige skitsekonkurrence om en kunstnerisk udsmykning af Københavns tidligere Grønttorv (nu Israels Plads). Gernes’ skulpturforslag vandt ikke konkurrencen, men blev altså uropført - knap 50 senere - i forbindelse med udstillingen.
Pyramiden var bygget af sibirisk lærketræ og lagde sig i forlængelse af Gernes’ tanker om kunstens sociale rolle i det offentlige rum. Skulpturens form var inspireret af antikken, som Gernes havde en stor interesse for: I 1960’erne rejste han rundt med sin familie i Middelhavsområdet samt instruerede filmen Cairo, der viser scener af pyramiderne og Egyptens indbyggere.
Pyramiden blev til med fondsstøtte fra Johannes Fogs Fond.
