Pussy Riot

13.9.23 - 14.1.24

Med afsæt i punk, humor, poesi og raseri har det feministisk-aktivistiske kunstkollektiv Pussy Riot, der opstod i Moskva i 2011, markeret sig med spontane, ikke-voldelige og modige protestaktioner vendt mod det russiske styre. Udstillingen er gruppens første på et museum og dokumenterer deres aktioner gennem mere end et årti.

Med aktioner og performances, hvor de med farvestrålende tøj, protestsange og forklædninger udfordrer det russiske regime, står Pussy Riots årelange oprør samlet som noget af det stærkeste politiske kunst i det 21. århundrede.

From the action 'Punk Prayer', Cathedral of Christ the Savior, Moscow, 2012. Photo: Mitya Aleshkovsky

From the action 'Putin Will Teach You How To Love The Motherland', Winter Olympic Games, Sochi, 2014. Photo: Anatoly Maltsev/EPA/Ritzau Scanpix

Louisiana viser nu den hidtil mest omfattende præsentation af gruppens virke, dokumenteret gennem hundredevis af foto- og videooptagelser. Her kan man følge en lang række af Pussy Riots ikke-voldelige aktioner i det offentlige rum og få indblik i de konsekvenser, der har været for deltagerne ved at udføre dem - i form af anholdelser, tæsk, fængselsstraf, forgiftning, overvågning og husarrest.

From the action 'Policeman Enters The Game', World Cup finale, Moscow, 2018. Photo: Christian Hartmann/Reuters/Ritzau Scanpix

FRA PUNK PRAYER TIL FLUGT

Flere af Pussy Riots performance-aktioner er velkendte. Eksempelvis Punk Prayer, der fandt sted i Frelserkirken i Moskva i 2012. Og mange så med, da fire medlemmer af gruppen løb på banen forklædt som politibetjente under VM-finalekampen i Moskva mellem Frankrig og Kroatien i 2018.

Foruden disse præsenterer udstillingen en lang række mindre kendte aktioner såvel som nogle af medlemmernes flugt ud af Rusland i 2022. Set igennem Pussy Riots linse giver udstillingen således et indblik i udviklingen af Putins Rusland de sidste ti år, frem mod den militære invasion af Ukraine.

Trial after 'Punk Prayer', Moscow 2012. Yekaterina Samutsevich, Maria Alyokhina and Nadya Tolokonnikova in the “aquarium” cage in the courtroom. Photo: Sergey Ponomarev

From the action 'Careful, Fragile', 2020. Photo: Pussy Riot

Gennemgående temaer i Pussy Riots feministiske, regime-kritiske praksis er ytringsfrihed, menneskerettigheder, LGBTQ+-rettigheder og løsladelsen af politiske fanger, mens de seneste aktioner og værker er anti-krigs-statements med støtte til Ukraine.

I et kulturhistorisk perspektiv har Pussy Riots arbejde rødder i dada-bevægelsen og fluxus og generelt i politisk aktionisme i det 20. århundrede. Gruppen tager happeningens og performancekunstens metoder til det ekstreme i det ikke-beskyttede miljø, som det offentlige rum er.

Fløjls terrorisme

Maria Alyokhina arrested after the action 'Paper Planes', 2018. Photo: Martin_camera

"Louisiana er en oplagt platform for at få gruppens højaktuelle politiske kunst tæt ind på livet," siger museets direktør Poul Erik Tøjner, "og udstillingen indskriver sig således i rækken af kritiske røster rettet mod autoriteter og systemer, der gennem årene er kommet til orde hos os."

Udstillingen er en udvidet version af den, som sidste år blev vist på det kunstnerdrevne udstillingssted Kling & Bang i Reykjavik og som blev til i tæt samarbejde mellem kuratorerne Ingibjörg Sigurjónsdóttir, Ragnar Kjartansson og Dorothée Kirch samt et af gruppens medlemmer Maria Alyokhina (f. 1988). Hun er kunstner, politisk aktivist og forfatter til bogen Riot Days (Penguin, 2017).

Udstillingens titel 'Velvet Terrorism' (Fløjlsterrorisme), er den betegnelse for Pussy Riots virke, som blev formuleret af en af Putins åndelige rådgivere, biskop Tikhon Shevkunov, i kølvandet på gruppens protestperformance Punk Prayer i 2012.

Graffiti, War is not that far away, 2022. Photo: Pussy Riot

OM PUSSY RIOT

Pussy Riot opstod i 2011 omkring det tidspunkt, hvor daværende premierminister Vladimir Putin havde annonceret, at han igen stilede efter præsidentposten. Deres første aktion (jan. 2012) var på Den Røde Plads i Moskva, hvor de fremførte en sang, der hånede Putin. Kort efter lavede de en aktion i Frelserkirken i Moskva, hvor de løb op til alteret og fremførte en ”punkbøn” (Punk Prayer).

Sergey Ponomarev/AP/Ritzau Scanpix

Som en konsekvens af denne aktion blev tre af gruppens medlemmer idømt to års fængselsstraf. De kom på anklagebænken sigtet for ”hooliganisme motiveret af religiøst had”. Retssagen og fængslingerne fik kolossal international opmærksomhed.

Pussy Riot opererer med pludselige aktioner med overraskelseseffekt, som de bl.a. dokumenterer med foto- og videooptagelser. De udgiver og turnerer også med punkmusik, udgiver bøger, deltager i debatter og holder politiske taler. I dag er gruppen mere en bevægelse end et afgrænset kollektiv og aktiv i mindre grupper og i forskellige, ikke-koordinerede projekter over hele verden, og mottoet er, at ”alle kan være Pussy Riot”.

Anmeldelser

Berlingske

Tak til Louisiana for at åbne dette vindue og tak til Pussy Riot for ikke at »male eller tegne noget mere fredeligt«. Det er en herligt utilbørlig og helt uomgængelig udstilling.

Politiken

En fabelagtig udstilling og et portræt af, hvordan man ikke skal bedrive samfund. Så på med din elefanthue og afsted til Humlebæk!

Jyllands-Posten

Det er vital, skelsættende og livsnødvendig kunst - Louisiana har gjort et internationalt scoop med sin Pussy Riot-udstilling.

Kristeligt Dagblad

Udstillingen blænder op for et stykke rystende russisk samtidshistorie og dermed også europæisk historie. Det er en verdenssensation.

Dagens Nyheter

Udstillingen er et knivskarpt monument over en mørk epoke i russisk og europæisk historie. Et voldsomt, desperat og dog sagligt vidnesbyrd om vrede og civilcourage, om trodsigt håb og dyb, dyb fortvivlelse.

Sydsvenskan

Pussy Riots sprudlende protestkunst og punkpoesi er en udstilling, man ikke må miste. Her er ingen grænser mellem kunst og liv, og desuden er det kunst med livet som indsats.

Kunsten.nu

Det er dybt rørende, at gruppen midt i den (nødvendige) rå aktivisme bevarer dét man kunne kalde en uforfærdet ‘feminin puls’, en levende, humoristisk og fandenivoldsk kropslighed og livlighed.

ATLAS

En tur igennem udstillingen er som at blive blitzet direkte i øjnene af de mange advarselslamper fra Putins Rusland, som den vestlige verden var for længe om at reagere på.

Føljeton.dk

“Ekstremt vellykket” fordi udstillingen er vild og støjende og aggressiv... Der er altid brug for modstand. Se selv: Når selv Louisiana kan være Pussy Riot, kan alt i princippet lade sig gøre

Svenska Dagbladet

Et fascinerende indblik i en af 2010'ernes viktigste, kunstneriske og politiske beveægelser.

Information

Det føles overvældende vildt at opleve noget så direkte og aktuelt vedkommende som det, Pussy Riot leverer her på Louisiana.

From the action 'Rainbow Diversion', 2020. Photo: Pussy Riot