Ragnar Kjartansson

9.6.23 - 22.10.23

Med sit kærligt kritiske blik på den vestlige kultur, sin musikalitet, humor og sans for det tragikomiske har Ragnar Kjartansson for længst markeret sig som en af samtidskunstens mest interessante stemmer. Denne første omfattende solopræsentation i Skandinavien udfolder hans værk på tværs af medier og genrer.

Udstillingen støttes af C.L. Davids Fond og Samling. Med yderligere støtte fra Myndlistarsjóður / Icelandic Visual Arts Fund

Hvad enten mediet er maleri, tegning, performance, video, skulptur, teater, musik – eller en blanding af det hele – må man som regel både græde og le med Ragnar Kjartansson.

Den islandske kunstner (f. 1976) har gjort spændingsfeltet mellem tragedien og komedien til sin signatur, og hans værker dirrer flertydigt mellem det følsomme og klichéfyldte, det filosofiske og det platte og mellem eksistentiel alvor og poppet lethed.

Hvor grænserne egentlig går bliver således et gennemgående spørgsmål, og Kjartansson stiller det ikke sjældent ved at bruge gentagelsen – repetitionen over lang tid af et motiv, en enkelt strofe, en sang – som metode.

Epic Waste of Love and Understanding

Foran museets hovedindgang møder man et seks meter højt monument med inskriptionen 'Epic Waste of Love and Understanding' – som også er udstillingens titel. Det mimer et klassisk mindesmærke af den slags, der rejses til minde om betydningsfulde personer eller historiske begivenheder. Kjartansson har her taget en formulering – som oprindelig faldt i et skænderi mellem kunstneren og hans hustru hjemme i køkkenet – og skabt et stort, poetisk udsagn om det eklatante spild af kærlighed og empati, som findes i historiens og nutidens kriser og konflikter, og i vores relationer med hinanden og med verden.

Udstillingen rummer flere af Kjartanssons mest ikoniske værker som f.eks. den store, ni-kanals videoinstallation "The Visitors" (2012). Men også mindre kendte værker såsom "Mercy" (2004) er med: en performance, hvor kunstneren alene foran kameraet med en guitar og en klichéfyldt Elvis Presley-agtig stemme i mere end en time gentager refrænet "Åh hvorfor, bliver jeg ved med at såre dig?"

Mød Ragnar Kjartansson

I dette nye interview fra Louisiana Channel møder vi Ragnar Kjartansson i sit studie i Island, hvor han bl.a. fortæller om de værker, som kan ses i udstillingen.

Musikalsk multitalent

Ragnar Kjartansson forener et væld af kunstneriske genrer, medier og roller. Han er både instruktør og musiker, komiker og showman, romantiker, kritiker, karikeret landskabsmaler og performancekunstner, der igen og igen klæder machomanden af til skindet. I sine værker bruger han et væld af referencer – historiske, kunsthistoriske, litterære, politiske og popkulturelle – der alle udspringer af et nysgerrigt engagement i vores omgang med verden nu og her.

Oplev Bangemand

I den nye performance 'Bangemand', der er skabt til udstillingen, finder vi en smoking-klædt mand med ryggen mod muren på en gesims. Hollywood-klichéen er velkendt. Her er den isoleret som et samtidstableau med rige fortolkningsmuligheder. Superman, Batman, Bangemand.

Man kan opleve performancen i udstillingen mandag til fredag kl. 11-21 samt lørdag og søndag kl. 11-17.

Anmeldelser

Berlingske

Jeg ELSKER det, og kan slet ikke få nok. Islandske Ragnar Kjartansson vover pelsen og skildrer med udgangspunkt i sig selv et eksistentielt portræt af den vestlige manderolle. Årets til dato bedste udstilling.

Dagens Nyheter

Jeg griner, så jeg er ved at knække sammen over Kjartanssons ustyrlige parodier på moderne maskulinitet... ”Bangemand” er en ny helt til vores tid - der på samme tid er både selvportræt og grum satire.

Kristeligt Dagblad

Fremragende udstilling. Ragnar Kjartansson behandler en vifte af etiske problemstillinger på en befriende let og samtidig teatralsk måde.

The Art Newspaper

En af årets must-see udstillinger, der blander værker på tværs af mange genrer og rummer nogle af kunstnerens mest elskede værker.

Sydsvenskan

Udstillingen begejstrer mig på samme måde som de dage, hvor jeg føler mig allermest levende, og hvor verden og livet føles mest meningsfuldt og al besværet værd. Jeg går derfra og har det straks sådan, at jeg må tilbage og se den igen.

Svenska Dagbladet

Værkerne er installeret som perler på en snor, og når vi når The Visitors er vi i rette stemning til et møde et fuldstændig gribende værk, der med rette hyldes som et af vor tids mesterværker.

Die Zeit

Kjartansson tør hengive sig til de store følelser - og til det indre mørke. Ingen anden kunstner i vor tid formår at tale så inderligt melankolsk og dog så vittigt om sine sorger, sin smerte og sin egen følelse af nyttesløshed.

Wallpaper

Det er tid til at svælge i Ragnar Kjartanssons episke, musikalske variationer over nordisk melankoli på Louisiana. Hans værker har en helt særlig menneskelig kvalitet og har en evne til at nagle tidsånden.

Das Erste / ARD

Man kan ikke tænke sig et mere magisk sted end Louisiana, når det handler om at gå på opdagelse i Ragnar Kjartanssons værk og hans kærligt-kritiske blik på den vestlige kultur.

Kulturnytt i P1

Kjartansson undersøger og punkterer billedet af, hvad det vil sige at være mand i dag. Udstillingen på Louisiana er virkelig en fest... og værket Bangemand er rent ud sagt hjerteskærende.

Süddeutsche Zeitung

Lykken synes ikke at have en plads i samtidskunsten - ud over hos Ragnar Kjartansson. Den store islandske kunster er forelsket i gentagelsen og bruger den til at fortrylle gæsterne på Louisiana

Politiken

Perfekt teater. Ragnar Kjartanssons første store skandinaviske soloudstilling er en maskulinitets-tour-de-force på godt og ondt og ironisk...

Morgenbladet

At han lykkes så imponerende ofte som han gjør, skyldes til dels hvor dyktig han er til å balansere det komiske med det kritiske, og det sentimentale med det virkelig gripende.

Kunsten.nu

No Tomorrow (2017/2022) svinger mellem det udtalt yndefulde og sterotypt maskuline og leger med et væld af kropslige og musikalske koder. Hvis vi skulle efterlade et værk på jorden, når vi migrerer til Mars, må det gerne være dette.

Ragnar Kjartansson har udstillet på mange af verdens førende kunstinstitutioner, og på Louisiana vises han nu i forlængelse af den omfattende serie præsentationer af andre hovedfigurer i samtidskunstens felt af multimedie-praksisser – Marina Abramovic, Pipilotti Rist, Mika Rottenberg og Arthur Jafa – der alle forener performance, film, lyd og skulptur i rumlige iscenesættelser.

Repetition af... spyt

I Louisianas samling finder man f.eks. værket Me and My Mother fra 2015. I den filmede performance ser vi kunstneren, der igen og igen bliver spyttet på af sin mor og passivt modtager sin mors ’bespyttelse’ i tyve minutter. Vi ved ikke hvorfor, og værket er åbent og flertydigt. Og typisk, tragikomisk Kjartansson.

t-shirt a la Ragnar Kjartansson

I forbindelse med udstillingen har museet i samarbejde med kunstneren fremstillet to t-shirts; den ene med udstillingens titel og den anden med titlen på performance værket 'Bangemand'. De to t-shirts fås i small, medium og large, og er lavet af økologisk fairtrade bomuld. Fås i både butik og webshop.