Richard Prince

17.11.22 - 7.5.23

Richard Prince er en af de mest indflydelsesrige kunstnere i USA fra tiden efter 1980 og en central hovedfigur i den såkaldte ’Pictures Generation’. I sin kunst bruger Prince (f. 1949) ofte banale billeder fra underholdnings- og forbrugskulturen, som han tvister, så det almindelige forvandles og ”løftes” til noget både mærkværdigt og forførende.

Vises i serien Louisiana on Paper, der støttes af C.L. Davids Fond og Samling.

Berlingske

...helt grundlæggende et nyt bekendtskab værd. Richard Princes genfotograferinger har gjort ham til en af de førende stemmer inden for The Pictures Generation og blandt andet givet ham soloudstilling på Guggenheim i New York i 2007.

Kristeligt Dagblad

En gudbenådet tegner, der ubesværet kan skildre virkelighedens fænomener med en overbevisende livagtighed, ikke mindst i hans blæktegninger. Alligevel blev han først verdensberømt for sine genfotograferinger af reklamebilleder hentet i magasinpressen.

Weekendavisen

Richard Prince er en lovløs cowboy fra den såkaldte Pictures Generation, der er kendt for at omdanne forbrugskulturens banaliteter til kunst. At det lykkes Louisiana at folde hans arbejde ud som en art kæmpecollage, er et scoop.

The Art Newspaper

The master of appropriation who wants to feel like he can do anything he wants.

Kulturinformation

Prince udfordrer køn og identitet på en til tider humoristisk måde, og også identitet i videre forstand. Der er et klart politisk hint, lille spark, til det borgerlige, middelklassen, forbrugeren.

Richard Prince, Uden titel (de Kooning), 2008. © Richard Prince Studio. Foto: Jena Cumbo Photography.

Rent kunsthistorisk tilhører Prince den såkaldte Pictures Generation, der blev kendt for at appropriere, altså at ’stjæle’ eksisterende billeder. Dermed undergraver Prince idéen om, at der hos en kunstner altid vil være noget genkendeligt, en stil, der binder de forskellige værkgrupper sammen.

Prince er en flertydig figur, og hans stil varierer. Alene dette bidrager nogle gange til indtrykket af hans værker som svært tilgængelige – som noget, der flyder rundt uden ophavsmand. Ikke desto mindre kredser alle Princes værker om identitet og gør dermed hans billedverden til et portræt af det sene 20. århundrede.

Richard Prince, Untitled (Uden titel), 2011. © Richard Prince Studio. Foto: Robert McKeever.

Richard Prince, Untitled (Nurse), 2017. © Richard Prince Studio.

I sit værk løfter Prince de marginale og banale sider af samfundet frem: Vittighedstegninger, affotograferinger, reklamer, idoldyrkelse og anden form for "hverdagskult". Han formår at identificere og sample visuelle koder og skrue på dem, så de bliver forførende og mærkværdige til trods for deres almindelighed – og får en glød af noget på én gang sexet og akavet.

Louisianas udstilling, med titlen SAME MAN, er den første præsentation af Richard Prince i Skandinavien og viser 89 værker, hvoraf mange er fra kunstnerens eget, omfangsrige arkiv. I udstillingen findes bl.a. hans berømte ‘genfotograferinger’, som er resultatet af, at Prince med sit kamera har fotograferet et eksisterende billede, typisk fra et glittet magasin. Ved hjælp af både kameraets beskæringer og et væld af nuancer i farve, belysning, fokus eller sågar tape, åbner Prince billederne for nyfortolkning.

I ateleriet med Richard Prince

Louisiana Channel har besøgt Richard Prince i hans atelier i New York, og i denne film kan du komme helt tæt på kunstneren, der fortæller om sit liv og arbejde. Og for første gang giver offentligheden mulighed for at få et unikt indblik i sit personlige arkiv.