Rineke Dijkstra

21.9.17 - 30.12.17

Hollandske Rineke Dijkstra fanger og fastholder vores opmærksomhed. Hendes store fotografier og filmværker er mesterlige studier i menneskeligt nærvær, der viser, hvorfor hun regnes for en portrætkunstner i verdensklasse.

Alle billeder af Rineke Dijkstra er courtesy kunstneren og Marian Goodman Gallery, New York, Paris og London; Galerie Max Hetzler, Berlin og Paris samt Jan Mot, Bruxelles.

Rineke Dijkstra (f. 1959) hører til blandt de internationalt mest anerkendte og prisvindende kunstnere, der arbejder med det fotografiske og filmede portræt. Med en helt særlig form for indlevelse og finfølelse – der vel at mærke aldrig kommer for tæt på – lykkes det hende at afbilde mennesker, så de i nærmest forbløffende grad synes at være tilstede lige her foran os og i dette levende øjeblik.

Hendes portrætter er meget ofte af børn, teenagere eller unge voksne og hun udforsker dermed de overgange – stadier på livets vej – der i særlig grad former vores identitet. Det kan være den unge mand, der lige er trådt ind i militæret. Flygtningepigen, som Dijkstra følger fra barn til voksen. Kvinder, der lige har født. Sårede tyrefægtere. Småfrysende børn i strandkanten…

”Jeg forsøger at indfange noget af den enkeltes personlighed,” forklarer Rineke Dijkstra selv, “men samtidig uddrage noget universelt, der relaterer til mennesker generelt. Det er vigtigt for mig, at der er plads nok til, at man selv kan skabe sine egne fortællinger – der er rigeligt med billeder i verden, men så få, der reelt gør indtryk.”

Udstillingen ‘Den enkelte og de mange’ blev organiseret i samarbejde med De Pont museum, Tilburg. Den gav det første samlede overblik over Dijkstras kunst i Skandinavien.

Som en maler der kan gribe sekundet

“Hun er dagliglivets eksistentielle undersøger,” skriver Louisianas direktør Poul Erik Tøjner om Rineke Dijkstra i den udgave af Louisiana Revy, der blev udgivet i forbindelse med udstillingen. Tøjner skriver, at Dijkstras billeder vidner om “et kunstnerisk suverænt greb om universelle vilkår” og, at det er derfor de virker overalt, hvor de vises.

“Suveræniteten består i en særlig visuel økonomi, hvor der aldrig ruttes med information og indhold,” skriver Poul Erik Tøjner og henviser her også til Dijkstras valg af teknik: “Hun har i mange år fotograferet med et gammeldags og omstændeligt 4×5-kamera på stativ og med fritstående blitz for at undgå for mange skygger, hvorved hun udelukker hele den kultur, der knytter sig til snapshottets højhastighed.”

“Dijkstra er langsom – som en maler – og alligevel kan hun gribe sekundet,” fortsætter han, “hendes æstetiske magi knytter sig til den hårfine balance mellem at stille sig frem foran et kamera, som hendes personer gør, og at gøre det uden at fremstille sig selv. Der er få andre fotografer beskåret i den grad at kunne fokusere på den portrætterede, uden at resultatet fremstår som kunstigt.”

“Der er en menneskelig værdighed på færde i dette afbalancerede punkt, hvor nærvær og distance er forenet, som gør Dijkstra til en stor, humanistisk kunstner. Rembrandt ville have kvitteret for interessen.”

Læs hele Poul Erik Tøjners 'Om opmærksomhed'.

Foto: Cecilia Sandblom © Hasselblad Foundation.

Mesterligt klarsyn

Rineke Dijkstra modtog i 2017 en af verdens fornemste fotopriser, den svenske Hasselbladpris. “Hun står i dag som en af de mest betydninsgfulde samtidskunstnere, der arbejder med det fotografiske portræt,” lød det i juryens begrundelse, der pegede på forbindelsen mellem Dijkstra og det visuelle klarsyn, som man også finder hos de store mestre i 1600-tallets nederlandske portrætmaleri.

“Hendes fotografier og film er suveræne udtryk for portrætbilledets kompleksitet,” forklarede Duncan Fobes, formand for den jury, der kårede Dijkstra, “hvordan portrætbilledet legemeliggør tiden; hvordan det formår at afsløre historien; alt det uforudsete, der opstår i møderne mellem model og fotograf og så den, der ser på billedet; og endelig fotografiets evne til at afsløre selvet.”

Selve prisen blev overrakt 9. oktober 2016, men allerede i foråret samme år meldte Hasselbladstiftelsen, at Rineke Dijkstra var årets prismodtager.

Information

Rineke Dijkstra indtager Louisiana med sine fascinerende portrætter, der tilbyder momenter af stor skønhed og frem for alt et dybt refleksionsrum, hvor spørgsmålet om, hvordan et kameras tilstedeværelse påvirker os, bliver undersøgt i et utal af nuancer. Det er stor portrætkunst, som inviterer publikum ind i et udfordrende tankerum.

Kristeligt Dagblad

Udstillingen er fuld af underfulde møder. Et menneske bliver smukt, når det bliver taget alvorligt, og Rineke Dijkstra tager alle sine modeller alvorligt, den enkelte og de mange. En smuk og rørende udstilling, som man meget gerne ser igen og igen.

Jyllands-Posten

Resultatet er enestående. Vi drages mod alle disse usikre piger, sårbare teenagere, nybagte mødre og kejtede drenge, fordi vi genkender os selv i dem. Vi røres og bevæges. Som ved al god kunst.

Politiken

Det, Rineke Dijkstra gør, gør hun så godt, at det grænser til det geniale... Havde det ikke været for Dijkstras udelte sympati, solidaritet og ligefrem kærlighed, som hun på magisk vis får med i sine værker, havde det været grænseoverskridende.

Weekendavisen

Dette års vinder af »Fotografiets Nobelpris«, Rineke Dijkstra, har i enestående grad fastholdt en tro på portrættet som mellemmenneskeligt sprog... Det handler om liv og død, familien, aldringen, tilpasningen til samfundets og socialklassens koder og forventninger. Og trods årtiers punken på fotografiets realitetseffekt, ikke mindst i portrætgenren, har Dijkstra stædigt holdt fast i genren, rendyrket og fintunet den til perfektion. Det ser man på Louisianas udstilling.