Louisiana bød på en stærk 2020-kultursommer under åben himmel, med nye markante kunstoplevelser – fra Yayoi Kusama i Søhaven til Zidane på storskærm på plænen – og en Parkscene med live events, litteratur, teater, musik mm.
”For de fleste bliver dette jo en anderledes sommer end sædvanligt,” forklarede Louisianas direktør Poul Erik Tøjner “… og det bliver det altså også for vores gæster, som vi har ønsket at invitere til en mangfoldighed af oplevelser i det fri – kunst, litteratur og musik hen over hele sommeren i museets park.”

KUSAMAS 800 SØLVKUGLER
Japanske Yayoi Kusama (f. 1929) præsenterede oprindelig Narcissus Garden på Venedigbiennalen i 1966 (foto). Der er tale om et hovedværk i hendes tidlige karriere, som blev vist i en tilpasset version i Søhaven.
Installationen består af 800 kugler i rustfrit stål og er inspireret af den oldgræske myte om Narcissos: en smuk, ung mand, der forelsker sig i sit spejlbillede. "Det er et vildt værk og samtidig flygtigt. Kuglerne flyder frit – og de udstiller også alt det, der er her i forvejen," fortæller Marie Laurberg, museumsinspektør på Louisiana.
STEMMERNE I PILETRÆERNE

Den andet værk, som kunne opleves i Søhaven, var et lydværk af den Turnerpris-vindende skotske Susan Philipsz (f. 1965). Værket The Shallow Sea er fra 2010 og blander optagelser af kunstnerens egen stemme og en sang, der leder tankerne hen på en godnatsang med referencer til såvel erotik som død.

90 MINUTTER MED ZIDANE
Zidane: A 21st Century Portrait af Douglas Gordon (Skotland, 1966) og Philippe Parreno (Algeriet, 1964) er som portræt et hovedværk i den nyere kunsthistorie. I alt 17 synkroniserede kameraer følger den franske verdensstjerne Zinedine Zidane rundt på banen både med og uden bold gennem en hel kamp.
"Værket viser fodboldspillet, når det er smukkest," siger Mathias Ussing Seeberg, museumsinspektør på Louisiana, "og kommer helt tæt på én af de bedste spillere nogensinde, omgivet af tusindvis af tætpakkede tilskuere. Det giver det også en sært melankolsk undertone lige nu.”
Bemærk, at video-værket med Zidane fortsætter frem til og med 30. september 2020
SCENE I PARKEN


En parkscene på øvre plæne var ramme om arrangementer sommeren over – musik, litteratur, performance, samtaler, DJs og optrædener for børn og deres familier. De litterære arrangementer repræsenterede samtidig festivalen Louisiana Literature, der grundet corona-situationen ikke kunne afholdes i 2020. Over for scenen havde Louisiana Cafe opsat en lille "sommerfilial" med forfriskninger og sandwich.