Sonia
Delaunay

12.2.22 - 12.6.22

Farve, lys, rytme! En international klassiker indtog Louisianas Vestfløj. Sonia Delaunay (1885-1979) arbejdede på tværs af genrer og medier som maler, designer, modeskaber, iværksætter mm, og hun hører til blandt modernismens mest originale og fascinerende stemmer.

Udstillingen var støttet af Aage & Johanne Louis-Hansens Fond.

Da Sonia Delaunay i 1913 trådte ind i en parisisk dansehal iført en collageagtig kjole, der lignede et farvestrålende, kubistisk maleri, var det et statement, der vakte opsigt og gjorde indtryk i tidens avantgardemiljø. For her kom billedkunsten spadserende ud af maleriets ramme og direkte ind i det moderne, dynamiske hverdagsliv.

Delaunays kunstneriske program og varemærke var hermed manifesteret: det handlede ikke blot om at modernisere billedkunsten, men kulturen i meget bredere forstand. For på den måde, som det er blevet sagt, “at udstrække den mest avancerede kunst til den levende verden.”

Portrait of Sonia Delaunay. Photographer © Estate Germaine Krull, Museum Folkwang, Essen. © PRACUSA S.A.

STÆRKE FARVER & KONTRASTER

Interior © PRACUSA S.A.

Étude de décor pour le ballet "les quatre saisons", gouache sur papier, Paris 1928-29. Bibliothèque nationale de France. © PRACUSA S.A.

Sonia Delaunay hører til blandt pionererne i den abstrakte kunsts udvikling i 1910’erne og i høj grad også i dens udbredelse. Hun arbejdede på tværs af skellet mellem ’kunst’ og ’håndværk’ og hendes praksis omfattede både maleri, tekstildesign, beklædning, kostumer, reklamer og bogdesign. Altid med stærke farver og farvernes dynamiske samspil som fundamentet for dette vidtspændende værk.

Avantgarde pionér

Delaunay indgik ofte i eksperimenterende samarbejder med toneangivende kolleger fra andre kunstområder. Hun var på én gang billedkunstner, iværksætter og forretningskvinde, og kan på mange måder betragtes som en forløber for trends i det 20. århundredes avantgarde. Samtidig med, at hendes virke også peger frem til nutidens multimediale praksisser inden for billedkunst og design.

Rythm, 1938 © PRACUSA S.A.

Bal Bullier, 1913. Photographer: Philipp Ottendoerfer © PRACUSA S.A.

Anmeldelser

Jyllands-Posten

Sonia Delaunays værker er udadvendte, optimistiske og kropslige. De bobler af livsglæde og overskud og af et ønske om at gøre kunst og design til hvermandseje. De gør en glad og let om hjertet. De er champagne for såvel øje som sjæl. Kunstchampagne.

Information

En følelse af liv og fest og farver. Det er som om 1920'ernes fest strømmer ud af værkerne. Sonia Delaunays kunst og virke er indbegrebet af det moderne, hvor kunsten og livet smelter sammen. Ny, enestående udstilling på Louisiana.

Sveriges Radio

Delauanay var en av konstens abstrakta pionjärer - gränsöverskridande mellan mode, design och konst rörde hon sig i samtidens avantgarde. Och färgerna, energin fyller fortfarande väl ut på Louisiansas nya utställning.

Børsen

Den livsglæde og optimisme, hendes værker udstråler, falder på et meget tørt sted i vores post-pandemiske verden. At åbne sin egen kulturverden op igen med et skud Delaunay, der vandrer på tværs af genrer og rum, kunne ikke være mere passende.

Berlingske

Hop på! Louisiana byder på en boblende og sanselig roadtrip – digtkjoler, sportsvogne, modetøj og malerier med abstrakte geometriske former spreder sig livsbekræftende ud over Sonia Delaunays hypermoderne livsværk.

Weekendavisen

Det er intuitivt maleri fra hjertet og følelserne, der dominerer hendes palet. Og så er Sonia Delaunay vist ligeglad med, om det foregår på et lærred eller et stykke tekstil. På en bil eller et stykke papir. Hun er levende til stede i alt. Hun er cool.

Kristeligt Dagblad

Louisiana viser i bredt anlagt udstilling hendes rige spændvidde i såvel abstrakte mønstermalerier som arbejde med mode i en epoke, der både var præget af chokket efter verdenskrigen og ønsket om at bevæge sig fremad.

Dagens Nyheter

Sonia Delaunay översatt energin i rörelser, ljus- och ljudvågor i en nonfigurativ, rytmisk form- och färgexplosion... Exposén rivstartar stilenligt med en sportbil, som hon dekorerat i mintgröna, knallröda, mörk- och ljusblå fält.

Særligt fokus

Louisianas udstilling spændte over kunstnerens produktion fra 1910’erne og frem til 1970’erne og introducerede bredden i Sonia Delaunays projekt og de mange medier, hun arbejdede i. Udstillingen var den hidtil største præsentation af Delaunay i Skandinavien og var den første solopræsentation i regionen i 15 år, siden en udstilling på Skissernas Museum i Lund, 2007.

En særlig sektion i udstillingen fokuserede på Sonia Delaunays tekstildesigns og hendes 30-årige samarbejde med den hollandske designvirksomhed Metz & Co i Amsterdam. Her kunne man se de malede designs og de færdige tekstiler, og den store spændvidde i produktionen åbenbarer sig. Hendes arbejde med kostumer til teater og film var også præsenteret. Hun lavede blandt andet kostumer og såkaldte ”digt-kjoler” i samarbejde med dada-hovedpersonen, den rumænsk-franske Tristan Tzara, som blev en nær ven.

Se Louisiana Lecture: Alt er farve!

I forbindelse med udstillingen gav Matteo de Leeuw-de Monti et foredrag i museets Koncertsal, hvor han kastede lys over Delaunays lange og produktive liv som billedkunstner og designer. Han mødte selv kunstneren første gang i 1956 i hendes atelier i Paris, da han var barn. Hun havde i 1925 indledt et mangeårigt og tæt venskab og samarbejde med hans farfar og far, som ejede stormagasinet Metz & Co. Familiens bånd til Delaunay ledte Matteo de Leeuw-de Monti til intensive studier af hendes tekstildesign og malerier, og i 30 år har han bidraget til adskillige udstillinger og publikationer om Sonia Delaunay. Bemærk, foredraget er på engelsk.

KORT OM KUNSTNEREN

Sonia Delaunay and two friends in Robert Delaunay´s studio, rue des Grands Augustins, Paris. 1924,

Portrait of Sonia og Robert Delaunay. Centre Pompidou, MNAM-CCI Bibliothèque Kandinsky, Dist. RMN-Grand Palais / Fonds Robert et Sonia Delaunay.

Sonia Delaunay kom ud af en jødisk familie i Odesa, Ukraine (dengang en del af Det Russiske Kejserrige) og hed oprindelig Sara Élievna Stern. Forældrene bortadopterede hende til moderens velhavende bror, Henri Terk, i Skt. Petersborg. Her var hendes opvækst præget kunst, kunstbøger, undervisning i fransk, tysk og engelsk og ferierejser med familien rundt omkring i Europa.

Som 18-årig tog hun til Karlsruhe i Tyskland for at gå på kunstskole, og et par år senere fortsatte hun til Paris for at uddanne sig yderligere og være tæt på de allernyeste strømninger i den moderne kunsts internationale kraftcentrum.

Sonia Delaunay var kortvarigt optaget af det figurative maleri, men dyrkede frem for alt farven i abstrakte kompositioner fra 1911 og frem til sin død i 1979, 94 år gammel.

Biblioteque Nationale de France

I 1910 giftede Sonia Terk sig med den jævnaldrende maler Robert Delaunay. Begge var de opslugt af tidens nye teknologier og æstetikker og opsat på at nyformulere det moderne samfunds visuelle og poetiske dynamik. Deres hjem i Paris blev et samlingssted for avantgardens kunstnere og forfattere, både før og efter 1. verdenskrig.

De to arbejdede tæt sammen om udviklingen af et billedsprog baseret på rytmiske kompositioner af farvefelter – en farvestrålende videreudvikling af kubismen, som de selv omtalte som ‘Simultané’. For Delaunayerne var begrebet om det simultane primært inspireret af en teori om, at farver påvirker hinanden og skifter karakter, når de er placeret ved siden af hinanden og opleves samtidig.

Robert døde tidlige i 1941, og efterfølgende brugte Sonia Delaunay tid på at sikre ægtemandens eftermæle og værk, men fortsatte i høj grad også sit eget arbejde, udstillede både solo og som del af gruppeudstillinger. I 1964 blev hun som den første levende, kvindelige kunstner hædret med en retrospektiv præsentation på Louvre.

Udstillingen blev til med helt ekstraordinær deltagelse fra Bibliothèque nationale de France.