Da Sonia Delaunay i 1913 trådte ind i en parisisk dansehal iført en collageagtig kjole, der lignede et farvestrålende, kubistisk maleri, var det et statement, der vakte opsigt og gjorde indtryk i tidens avantgardemiljø. For her kom billedkunsten spadserende ud af maleriets ramme og direkte ind i det moderne, dynamiske hverdagsliv.

Delaunays kunstneriske program og varemærke var hermed manifesteret: det handlede ikke blot om at modernisere billedkunsten, men kulturen i meget bredere forstand. For på den måde, som det er blevet sagt, “at udstrække den mest avancerede kunst til den levende verden.”

Delaunay indgik ofte i eksperimenterende samarbejder med toneangivende kolleger fra andre kunstområder. Hun var på én gang billedkunstner, iværksætter og forretningskvinde, og kan på mange måder betragtes som en forløber for trends i det 20. århundredes avantgarde. Samtidig med, at hendes virke også peger frem til nutidens multimediale praksisser inden for billedkunst og design.

En særlig sektion i udstillingen fokuserede på Sonia Delaunays tekstildesigns og hendes 30-årige samarbejde med den hollandske designvirksomhed Metz & Co i Amsterdam. Her kunne man se de malede designs og de færdige tekstiler, og den store spændvidde i produktionen åbenbarer sig. Hendes arbejde med kostumer til teater og film var også præsenteret. Hun lavede blandt andet kostumer og såkaldte ”digt-kjoler” i samarbejde med dada-hovedpersonen, den rumænsk-franske Tristan Tzara, som blev en nær ven.

Som 18-årig tog hun til Karlsruhe i Tyskland for at gå på kunstskole, og et par år senere fortsatte hun til Paris for at uddanne sig yderligere og være tæt på de allernyeste strømninger i den moderne kunsts internationale kraftcentrum.

Sonia Delaunay var kortvarigt optaget af det figurative maleri, men dyrkede frem for alt farven i abstrakte kompositioner fra 1911 og frem til sin død i 1979, 94 år gammel.

I 1910 giftede Sonia Terk sig med den jævnaldrende maler Robert Delaunay. Begge var de opslugt af tidens nye teknologier og æstetikker og opsat på at nyformulere det moderne samfunds visuelle og poetiske dynamik. Deres hjem i Paris blev et samlingssted for avantgardens kunstnere og forfattere, både før og efter 1. verdenskrig.

De to arbejdede tæt sammen om udviklingen af et billedsprog baseret på rytmiske kompositioner af farvefelter – en farvestrålende videreudvikling af kubismen, som de selv omtalte som ‘Simultané’. For Delaunayerne var begrebet om det simultane primært inspireret af en teori om, at farver påvirker hinanden og skifter karakter, når de er placeret ved siden af hinanden og opleves samtidig.

Robert døde tidlige i 1941, og efterfølgende brugte Sonia Delaunay tid på at sikre ægtemandens eftermæle og værk, men fortsatte i høj grad også sit eget arbejde, udstillede både solo og som del af gruppeudstillinger. I 1964 blev hun som den første levende, kvindelige kunstner hædret med en retrospektiv præsentation på Louvre.

Udstillingen blev til med helt ekstraordinær deltagelse fra Bibliothèque nationale de France.