Tatiana
Bilbao

18.10.19 - 5.4.20

Den mexicanske arkitekt Tatiana Bilbao (f. 1972) fortolker og bearbejder sit lands traditionelle kultur og byggetraditioner. Landskabet spiller en afgørende rolle i hendes virke – lige fra den storslåede mexicanske natur over urbane landskaber til landskabet i den enkelte bygning. Desuden har Bilbao altid fokus på de sociale forhold i Mexicos byer.

Realdania støtter udstillingsserien Arkitekturens Værksteder.

Udstillingen med Tatiana Bilbao var den tredje i serien Arkitekturens Værksteder. Hendes virke favner bredt og omfatter f.eks. en pilgrimsrute i Mexico med flere involverede arkitekter, en botanisk have i Culiacán og boliger. Desuden samarbejder Bilbao altid med personer fra andre fagområder så som filosoffer og sociologer.

Analysen af landskabet og de sociale forhold ligger også til grund for et lille, men vigtigt tiltag i Mexico City, hvor kriminaliteten er høj: en lysende sti, der skal gøre det muligt for kvinder at bevæge sig sikkert gennem afsidesliggende dele af byen.

Den mexicanske kultur, kunst- og byggetradition – f. eks. brugen af stampet jord – spiller en afgørende rolle i Bilbaos værker. Grundidéen er, at arkitekturen skal have en øjeblikkelig effekt på de mennesker, der skal bruge den. Udstillingen blev til i samarbejde med Tatiana Bilbao og portrætterede arkitekten, hendes arbejdsmetoder og filosofi samt vigtigste byggerier.

Arven fra Mexico

I dette interview reflekterer den prisvindende arkitekt over sit kulturelle udgangspunkt og et buzzword i moderne arkitektur, som hun mener burde være en naturlig del af alle menneskelige aktiviteter.

Se også Bilbao i samtale med den schweiziske stjerne-arkitekt Jacques Herzog her.

Politiken

Louisiana viser igen, hvor umiddelbart, oplysende og engagerende arkitektur kan udstilles. Denne gang dykker museet ned i arbejdsprocessen hos en mexicansk kvinde og hendes tegnestue, der blandt andet aktivistisk forsøger at få skønhed ud til masserne... det er fremragende arkitekturformidling.

Sydsvenskan

Skønhed og funktion for alle. Louisianas præsentation af den mexicanske arkitekt Tatiana Bilbao er en af ​​de mest relevante arkitektoniske udstillinger, jeg har set.

Arkitekturens værksteder

Udstillingsserien Arkitekturens Værksteder sætter fokus på en ny generation af toneangivende arkitekter, der arbejder med en bæredygtig og socialt bevidst arkitektur og forholder sig til globaliseringens udfordringer. Den første udstilling i serien i 2017 handlede om den kinesiske tegnestue Amateur Architecture Studio og den anden i 2018 om chilenske Elemental / Alejandro Aravena.