Louisiana markerer 50-året for indvielsen af et af Danmarks smukkeste, moderne byggerier: stjernearkitekten Alvar Aaltos museum i hvidt marmor, der er er ramme om Kunsten i Aalborg. Det sker med en fokuseret præsentation af udvalgte værker fra Kunsten – de ikoniske, blandet med de overraskende – som viser spændvidden og formatet i det nordjyske museums samling.
I Aalborg kan Kunsten, et Danmarks bedste kunstmuseer, fejre at det nu i et halvt århundrede har haft hjemme i det marmorlysende mesterværk på Kong Christians Allé, for foden af Aalborg Tårnet.
I forlængelse af Louisianas nære samarbejde med museet mod nord, forekommer det kun naturligt, at markere 50-året for dette unikke sted, tegnet af den finske stjernearkitekt Alvar Aalto. Det gør vi her i Humlebæk med en månedlang fejring i form af en præsentation af værker, udlånt fra museets fornemme samling.

Stærk fortælling
Med spektakulære erhvervelser af en række danske privatsamlinger lykkedes det nemlig museet i Aalborg i de første årtier at få etableret en stærk fortælling om dansk modernisme i det 20. årh. Dette suppleret med meget væsentlige eksempler på international kunst fra tiden før og efter Anden Verdenskrig.
Freddie, Ferlov, Lundstrøm...
Værkerne i denne “jubilæums-præsentation” kan i mere end en forstand betragtes som en række perler, der dog er sat sammen uden snor, for det har ikke været tanken at lave en samlet og let identificerbar fortælling.

Ønsket har derimod været at sammensætte et udvalg med repræsentativ karakter i forhold til Kunstens samling, og på samme tid belyse en række af dens grundtemaer så som erotik, blasfemi, besjæling, alkymi, spejling samt fragmentering.
50 år med marmor


Den hvide marmorbygning, som siden 1972 har huset Kunsten - der dengang hed Nordjyllands Kunstmuseum - er tegnet af den verdensberømte finske arkitekt, Alvar Aalto, assisteret af Elissa Aalto og Jean-Jacques Baruël. Alvar Aalto var blandt andet kendt for at bruge lyset aktivt i sine rum.
VERDENSKUNST I MARMOR
I 2014-16 blev bygningen gennemgribende restaureret med stor respekt for de oprindelige tanker. Louisiana har et tæt og langvarigt samarbejde med museet, der bl.a. tilbyder fri entré til medlemmer af Louisiana Klubben. I forbindelse med jubilæet vises frem til 28. august en storstilet udstilling om netop marmor som materiale i kunsten gennem tiderne. Her kan man se værker af bl.a. Auguste Rodin, Bertel Thorvaldsen, Asger Jorn, Barbara Hepworth, Michelangelo Pistoletto, Marc Quinn og Jeff Koons.